DEN SKØNNESTE LILLE SKOVPERLE TIL SALG

57 m2 fritidshus fra 1963/1967 på Nordskovhusvej til salg.

Kan du lide skovens dybe, stille ro? Så er du virkelig tæt på naturen i dette her lille hus, der ligger klos op af Nordskoven i Kulhuse. Stedet er dejligt alle fire årstider. Både om vinteren med en buldrende brændeovn, plaid og en god bog – og om sommeren i solsengene på terrassen med et koldt glas hvidvin i hånden.

Huset ligger på en stor, højtbeliggende, kuperet naturgrund på 1654 m2 i flere niveauer. Der er shelter og bålplads i baghaven. I forhaven er der en nybygget, kæmpe sydvendt terrasse med en fantastisk, helt unik skov-udsigt over en sø og et hvidkalket hus. Grunden er fuldstændig fredelig og privat og med gode naboer.

Huset består af entré, stue med brændeovn, to soveværelser, nyt køkken og nyt toilet uden bad. Stuen har store panoramavinduer ud mod skov- og søudsigten. Endvidere findes der en ældre garage med 2 opbevaringsrum.

Forbedringer:

  • Varmepumpe (2014)
  • Terrasse (2015)
  • Køkken (2015)
  • Nye panoramavinduer (2015)
  • Toilet og håndvask (2016)

Der er mulighed for at tage haveudstyr (plæneklipper med motor, motorsav, evt. flishugger, hækklipper – og diverse mindre haveting) med i handlen – efter aftale.

Se flere billeder og gæsternes kommentarer til stemningen: https://www.airbnb.dk/rooms/8774494

Pris: kr. 675.000,-
Kontakt: mbbertelsen@gmail.com

Nedefra og op
Huset set fra terrassen – baghaven er omme bag bilen
Udsigten fra huset/terrassen
Det hvidkalkede hus tæt på
Meget lys stue med store vinduer og flot udsigt
Køkken med opvaskemaskine fra 2015

Søndag morgen


Så sidder jeg her en søndag morgen, californisk tid, omkring kl. 9 og indtager min morgenmad, som er simpel – brød med peanutbutter, den gode, hjemmelavede Honey Roasted fra madmekkaet Whole Foods, overdrysset med god Valrhona kvalitetschokolade, og så den obligatoriske kop kaffe i en cute keramikkop! Skal absolut ikke andet end at indtage morgenen sådan her, lige præcis så længe jeg lyster. På det seneste er morgenerne blevet mit yndlingstidspunkt på dagen, hvis altså ikke jeg skal skynde mig ud af døren. I weekenderne kører morgenerne på allerlaveste gear, og jeg elsker det. Morgenerne er allerbedst, når de er stille, tænksomme og med masser af kaffe og tid. Læse nyheder, skrive, tænke, kigge i magasiner… uden at skynde sig på nogen måde. Hvis køleskabet er fyldt, er det perfekt med hjemmebag og æg – og hvad man ellers kan diske op med til morgenbordet. Det kommer også an på hvor mange der er at dele morgenerne med. Mit eget selskab har jeg det helt perfekt med, men tosomhed eller flersomhed er også fint – især hvis de andre også er i samme mood som mig. Stille, eftertænksomme og med hele dagen foran sig. Her i San Francisco, hvor jeg befinder mig på min sidste feriedag, har jeg udsigt til den allermest fantastiske morgenvue ud over Noe Valley. Den nyder jeg, inden jeg på et senere tidspunkt beslutter mig for at tage ud til MoMa og blive inspireret af kunst. Det er så dagens mission, inden turen senere i dag går hjem til Danmark, til hverdagen og de morgener, hvor man allerhelst skal ud af døren i en fart for at møde op til nogenlunde fornuftig tid. Og denne gang har jeg masser af peanutbutter og kvalitetschokolade med hjem.

Farvel til København – og et lille, personligt oprør mod det københavnske boligvanvid

Jeg flytter fra København, som jeg har boet i siden 2001, det vil sige de sidste 16 år. Det er lige dele spændende og angstprovokerende. 

Det er lidt som om at mange københavnere mener, at København er det eneste sted, man kan bo. Alt udenfor København er nærmest uland, og man dør en langsom visne-død ved at befinde sig vest for Valby Bakke. København undergår da også en spændende udvikling, og mange – også fra udlandet – vil gerne bo i København.

Sådan har jeg også tænkt meget længe, det med at København er det eneste sted. Men som jeg tidligere har skrevet, begyndte jeg at føle, at min lejlighed ikke længere passede. Det er her, jeg har studeret. Det er her, jeg har tilbragt de seneste 10 år. Med masser af oplevelser. Men nu vil jeg gerne prøve noget andet.

Jeg har købt et sommerhus udenfor byen. Jeg rev nogle måneder ud af kalenderen for at prøve at bo i andre lande. 

Men det var ikke nok. Det var ikke noget andet sted i København, der trak. Jo, det skulle da være flere og lysere kvadratmeter, et spisekøkken og en større altan, udsigt til lidt grønt og mere centralt i byen. Det ville jeg være super frisk på. MEN! Bor man alene, kan man jo slet ikke få noget som helst fornuftigt på ejermarkedet i København. 

Det skulle da lige være 40 m2 ude i Emdrup eller sådan noget. Og det er jeg hvert fald ikke interesseret i, så hellere mine billige 53 m2 på ydre Østerbro. Det er også dette vanvid jeg gør oprør mod ved frivilligt at flytte ud af byen. Der er da mange andre steder udenfor byen, hvor man kan leve! Endda med bedre rammer og til priser man kan betale – så man også har råd til alt det rare.

Min nuværende lejlighed er en billig leje, så billig, at det har været ret svært for mig at flytte, fordi det betyder flere udgifter til bolig. Jeg er single, og prinsen med den fede lejlighed er jeg jo ikke just faldet over. Men det skal ikke stoppe mig. Jeg gider for pokker da ikke at gå og vente på en mand for at flytte over i noget bedre. Vi er jo 1,6 millioner singler i Danmark, og man skal have det godt uanset parforholdsstatus. Så vil jeg da hellere tage skeen i egen hånd og gå i action-mode! 

Til sidst trak udlængslen så meget, at jeg for et par måneder siden loggede mig ind på en boligbytteside på Facebook.

Her fandt jeg et nyere rækkehus tæt på Hareskoven. Sådan et koncept med have og det hele. Udenfor byen, tæt på naturen – smukke Vesterled sø nærmest i baghaven og Hareskoven indenfor gåafstand. Rækkehuset er lidt større end min lejlighed, og meget mere moderne, med spisekøkken, opvaskemaskine og mere lys. Og det er skønt at kunne komme direkte ud i haven, at bo tæt på natur, måske kan jeg endda begynde at ride igen, det kunne være så lækkert.

Mit arbejde ligger i indre København, så jeg kommer skam til København hver dag, så det er ikke fordi jeg forsvinder fra jordens overflade. Det betyder til gengæld mere tid for mig til den daglige transport, men sådan lever mange mennesker jo hver eneste dag. Jeg har en bil, og jeg kan sådan set også cykle på arbejde hver dag. Bonus er, at sådan skal jeg nok hurtigt få has på de ekstra kilo, der er sneget sig ind de senere år.

Sommerhuset skal sandsynligvis sælges, og så får jeg dermed mindre ansvar og mere frihed til at spare op og tage ud og rejse. Der kan jeg jo få dækket storbybehovet, hvis det da overhovedet skulle dukke op.

Om jeg er bange for at fortryde? Ja, for pokker. Jeg er nærmest hunderæd! 

Jeg får jo aldrig nogensinde fat i noget så billigt igen, og mit område er i gang med en spændende udvikling med klimakvarter og mere liv de senere år. København vokser jo, mit område bliver jo gul parkeringszone fra den første marts.  Jo, mange af mine venner bor i København. Og jo, det kan måske blive svært at komme hjem fra fest i København. Men hey, mit behov for at gå i byen ligger efterhånden på et minimum, og mine venner går i øvrigt heller ikke i byen mere, vi er jo blevet voksne alle sammen. Og nej, der er ikke butikker i nærheden af det nye hus, kun en Netto, og nærmeste station er Hareskoven. Men der er svømmehal, natur og heste i nærheden.

Ja, der er mange overvejelser jeg har, og jeg er slet ikke sikker på om det er den rigtige løsning. Men jeg har brug for at prøve det af, og det at have en lejebolig er fleksibelt, for så binder man sig ikke for alvor. Men for at bytte fra leje til leje skal man bo i boligen mindst tre år, så jeg kan først bytte tilbage til København om tre år hvis der er – eller også kan jeg købe en bolig. Går det helt galt, står den på 40 m2 i Emdrup. Og det man ikke dør af, bliver man stærkere af. 

Ja. Jeg glæder mig til at flytte ud af byen. Jeg er klar.

Vesterled Sø

Et livstegn

Og så skete der det, som hele tiden sker – jeg har glemt, at jeg har en blog! Men jeg lever stadig, omend det er længe siden sidst. Engang bloggede jeg rigtig tit, og alt hvad jeg havde på hjerte og i tankerne blev nedfældet her. Men i løbet af de senere år er der jo kommet en selvbevidsthed til, som har været undergravende for at blogge, i hvert fald for mit vedkommende. Arbejde, f.eks. Hvad skal man dele, hvad skal man ikke dele. Hvad nu hvis alle de bloggere, man følger er blevet sådan nogle, der bliver sponsorerede og lever af at blogge – og man sidder bare der og lufter sine tanker. Om alt muligt tilfældigt. Kan man leve op til de andres indhold? Skal man blogge tematiseret, eller skal man ikke? Det med tema tror jeg var ret meget oppe og vende for nogle år siden, men de fleste sprænger vel rammerne for deres temaer hele tiden. Så kan jeg jo det også. For en temablog har jeg vist aldrig haft. Det har bare været mit eget sted på nettet. Og det er egentlig ret hyggeligt at sidde her og blogge. Grunden til at jeg lige pludselig har tid er, at jeg er på ferie, lige nu befinder jeg mig i San Francisco hos min gode veninde, der bor her. Vi sidder og drikker morgenkaffe og pusler med hvert vores. Og så klør det faktisk lidt i hænderne at skrive. Jeg har mange ting og meninger, jeg gerne vil lufte. Om dette og hint. Måske skulle jeg tvinge mig selv lidt i gang, mod det løfte, at det fuldstændig er frit, hvad jeg skriver om. Jeg skal ikke leve op til noget. Og der må da stadig være en eller to, der følger med. Giv endelig et praj.

Så skal der skrues op for hyggen

– Hvis man googler på luder i Kulhuse, så kommer din blog frem! Sagt af tø-hø-humoristisk ven, der havde lånt mit sommerhus til herretur. Hvad d’ herrer ville med den oplysning, vil jeg ikke bore nærmere i, men de fik i hvert fald totalforbud mod at invitere eventuelle letlevende lokale kvinder ind i mit sommerhus.

Men så kom jeg jo også i tanker om, at jeg rent faktisk havde en blog…! Gud, er jeg sådan en med blog? Men jo, det er jeg jo faktisk, og så fik jeg igen lyst til at skrive. Og i øvrigt, det med luderen, det er fordi jeg nævnte noget med to ludere og en lommetyv i seneste indlæg, som i øvrigt er dateret tilbage i maj…

I dag er det søndag, og jeg har for en gangs skyld en hel eftermiddag og aften helt uden planer. Jeg har endelig fået malet en væg i stuen mørkeblå (efter en forside i Boligliv) og sidder så bare og beundrer den henført. Det at kigge ind i væggen har pludselig fået sin egen diskrete charme.

Her er weekendens lille projekt:

img_3467
Før
img_3469
Efter

Efter at have været væk fra lejligheden i 10 måneder har jeg virkelig sat pris på at have mit eget hjem. Mit hus! Min smag! Jeg fik lejligheden tilbage i august. Og der planlagde jeg så at få den shinet op.

Inden jeg smuttede til udlandet følte jeg mig ikke rigtig hjemme her i lejligheden længere, fordi jeg bedre kunne lide at være hos min ex. Hos ham var det lyst, rart og hjemligt med kaffe på kanden. Her var bare et sted jeg sov, hvis vi ikke lige sov sammen. Men så gik vi jo hvert til sit, og så syntes jeg, at her var endnu mindre rart at være.

Men nu er jeg hjemme igen efter ti måneder, og det her er mit hjem! Og så skal den sateme ha’ på alle hyggetangenter. First step done, og så er der bare om at arbejde videre med hyggebarometret. For fuld skrue!

Lidt om LOUD

Hold da op, er det to måneder siden, jeg sidst har blogget? Ej, det er da for dårligt… men ok, jeg ved heller ikke, om I er flere end to ludere og en lommetyv, der læser med? Råb endelig højt, hvis jeg skal se at blogge lidt mere.

Men nu har jeg faktisk ikke engang ligget på den lade side hvad tastaturarbejde angår. Snarere tværtimod. Jeg har skrevet helt vildt meget de seneste par måneder! Helt vanvittigt, faktisk. Ordene er bare sprøjtet ud! Det kan I så se ovre på LOUD – som er mit con-amore projekt. Jeg har lige bladret gennem bloggen og er faktisk lettere rystet over, at jeg ikke engang har nævnt LOUD.

Men LOUD blev sat i søen den 15. februar. LOUD er et webmagasin, der skal fokusere på livet som ikke-hørende. Jeg er jo døv, det er ingen hemmelighed, og jeg er træt af at der er så megen uvidenhed omkring mit “handicap”, for vi er jo mennesker lige præcis som alle andre mennesker. Og hele hørespektret er indhyllet i en masse mystik; døve ved ingenting om hørehæmmede og omvendt – hørehæmmede ved intet om døve. Og så ved hørende intet om hverken døve eller hørehæmmede. Der er så mange misforståelser, så megen uvidenhed, så mange fordomme – både med og uden hold i virkeligheden.

Så LOUD er et medie, der afspejler livet, når man har et… hvad skal man sige… høretab. LOUD – fordi vi bestemt ikke er et stille folkefærd, hvis man kigger om bag facaden! Nå, men kig selv på http://loud.land.

Og hvis jeg må lægge beskedenheden lidt til side, så er det altså sket en vild udvikling med LOUD! Vi har passeret de 800 likes på Facebook, og nej, der er bedre parametre at måle på – i næste uge skal der checkes gennem, hvordan LOUD har udviklet sig med besøgende. Men den målgruppe vi vil ramme er ved at indfinde sig – det kan jeg se på hvem, der følger.

Og seneste nyt er, at vi har taget “sport” med i repertoiret af hvad vi skal dække. Af den årsag har jeg ligget vandret i luften de sidste par uger. I aften er faktisk første aften, hvor computeren er slået op for hyggens skyld alene. Lige nu befinder jeg mig af den årsag i Berlin. Igen! Vi skulle nemlig dække EM i håndbold for døve. Det har været en spændende oplevelse, og jeg er blevet kraftigt udfordret omkring at skulle formidle håndbold!

Heldigvis har jeg et par stykker, der hjælper – og de kan i hvert fald deres sports-kram. Ugen før EM dækkede LOUD Deaf Champions League i fodbold, og det var en kæmpe succes – vi fik eksperimenteret med nye formater som f.eks. Facebook Live Video.

Så det bliver spændende at udvikle videre på det. Hvis der er nogen journalister eller journalist-spirer derude, der bliver lune på LOUD, så fang mig. Det er en fordel, hvis du er døv/hørehæmmet/pårørende/fagperson – men vigtigst er; at du synes det er et sejt projekt, og at du har en masse relevante ting, du gerne vil formidle. Jeg ville elske at få udvidet online-redaktionen med dygtige mennesker, der kan deres håndværk.

Og mig privat… jeg skal nok opdatere på alt det andet på et tidspunkt!

Skærmbillede 2016-05-22 kl. 19.11.32

Så er sommerhussæsonen i gang

Her i weekenden har min far og jeg været oppe og sige hej til mit sommerhus i Kulhuse. Alt står som det skal. Et væltet træ dog.  

 

Toilettet eksploderede med vand, da vi tændte for vandet. Så det er nu, der skal rykkes med toilettet, som er det sidste forfærdelige rum i hytten. Ny håndvask, nyt wc, pænere vægge, måske tapet, og gulv i en skøn farve. Måske i lysegult?

   

  


Også entréen skal fikses. Alt det mørkerøde skal fjernes.

  
  

Det bliver projektet de næste uger. 

Sidste dag på Phi Phi

  
Har lige snuppet morgenmad. Og skudt det her billede med Padden. 

Det her er så klassisk Thailand, som det kan blive, ikke? Båden er en såkaldt longtail, dem er der mange af ved de thailandske øer. Billedet her er taget ved vores lille strand. Phi Phi er virkelig postkortsmukt. Vandet klart og lunt. Bjergene bagved majestæiske og smukke. Intet under, at folk valfarter hertil. Feriestedernes diva Marilyn Monroe – så smuk, så ødelagt af sin skønhed (æren for formuleringen tilfalder Lonely Planet).

I går aftes var jeg inde i Tonsai Town og møde rejsemakker, som bor inde i byen ved sin swimmingpool. Phi Phi’s lille hovedby er et hedonistisk tagselvbord af batik-klude, tourtilbud og billig booze. Man kan købe såkaldte buckets, til 300 baht, hvilket svarer til en rund 60’er, indeholdende 1/4 flaske (ja!) sprut, f.eks. Captain Morgan, en dåse cola og et lille RedBull koncentrat, i en lille spand. Ingredienserne hælder man så sammen, og så er der bare om at stikke snablen ned og give den hele armen i de ultrakorte shorts. Dagen efter kan man tilbringe udsplattet ved poolen.

Jeg var i den alder i slut-90’erne og start-00’erne, og dengang gik jeg også i ultrakorte shorts, og the shit var spanske Calella. I dag er man vist avanceret lidt yderligere med graden af eksotiskhed. Hvis jeg dengang havde lavet et uheld med spanske Enrique (fiktiv person!) til et vildt og vådt skum-party (fiktivt arrangement!), kunne jeg dælme være bekymret mor til nogle af de yngste party animals! Craaazy. Sagde bessemor.

Jeg kan nogle gange godt mærke, jeg ikke har min telefon med. Ville ellers godt have skudt et billede af spandene med booze. Mit spejlreflekskamera har jeg fået taget billeder med, men til de spontane øjeblikke, der er iPhone altså bare bedst. Så denne tur er ikke fuldt ud dokumenteret. Men ellers burde jeg springe på en af de der 365-fotoudfordringer, når jeg kommer hjem, så jeg kan skabe nogle gode rutiner omkring at hive mit kram op af tasken. Jeg vil så gerne kunne skyde lækre billeder, men jeg skal nok tvinges. 

Nu tror jeg, at øen er set og nydt, så jeg vil bruge den sidste dag i dag på at opbygge lidt mere tan og læse på min Kindle. I morgen cruiser vi videre til Phuket, hvor et godt hotel (med swimmingpool!) er booket, og så er der ellers afgang til Mordor søndag formiddag. 

Bis Bald!

Hjemve – lidt blues og tanker

I gamle dage, dengang jeg var barn, så skete der ind i mellem, at jeg blev ramt af hjemve. Når jeg var på koloni med en masse andre børn og voksne. Jeg kan godt huske den følelse, jeg havde. Jeg ville kun have min mor, og jeg ville hjem NU, og ikke være blandt alle de her semi-fremmede mennesker, og slet ikke sove alene. Alt var fremmed! Og når man så skulle sove, var man det eneste lille menneske i mørket. Ingen rar følelse. 

Den følelse har jeg lige nu, omend i en anden, mere voksen form. Jeg har det som om, at 2 uger i udlandet er fint til mig, 3 uger er for lang tid for mig. Specielt når det er alene. Min rejsemakker og jeg fulgtes nogle dage, men vores spor er gået fra hinanden igen. Og jeg orker ikke rigtig være opsøgende og møde nye. Alle her er også oftest par. 

Jeg er også nået til den fase på ferien, hvor jeg ikke rigtig magter at tage stilling til flere nye ting, men heller ikke rigtig at blive hængende. Alt er varmt. Der er ingen vind. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal det ene eller det andet. Det var svært at bestemme mig for næste destination i Ko Mook. Ko Kradan, Ko Ngai og Ko Jum var i tankerne, men så bestemte jeg mig for bare følge makkeren trop til Phi Phi, dog alene, på en naturresort langt fra booze-hood. Phi Phi har også rolige steder, omend jeg er pinligt bevidst om at også vi belaster øen. Men nu hvor jeg er her, var Viking Nature resort et ret heldigt valg, her er fantastisk smukt og skønt, specielt hvis man er her sammen med en eller flere, man holder af!

Men en strand er en strand er en strand. En butik er en butik er en butik. En restaurant er en restaurant er en restaurant, og så fremdeles. Det eneste nye jeg laver nu er at snorkle og gå tur. Ellers er der bare hængekøje og læsning med udsigt til alt det fantastisk smukke. Min mave er blevet meget vred, så kræfterne er lidt sølle. Toilettet skal være tæt på, hvis nu kummen trænger til en grundig gang sprøjtelakering (TMI? I know) hvilket den tit gør. Det gode er, at jeg allerede har fået smidt flere kilo, og de kommer IKKE på igen!

Fire dage til søndag. Må bare sørge for en masse tan, smide flere kg og læse mere.

Når jeg kommer hjem til Danmark, skal jeg tilbage til Berlin tre dage efter. Men vil gerne udskyde afgang og blive i Danmark nogle dage mere, da sommerhuset skal ses efter. Er alt groet til? Og der er mange møder og interviews der skal klares. Lige nu har jeg det lidt sådan, at alt det jeg laver, faktisk er relateret til Danmark. LOUD, det nye webmagasin til døve/hørehæmmede er dansk funderet. De kunder jeg har, er danske. Jeg skal også finde nye kunder. Jeg ved nu rimelig præcist hvad jeg vil, jeg har fået styr på hvad det tænder mig professionelt, men jeg skal bare arbejde mere strategisk, så det holder langsigtet. 

Måske det er hjemveen, der taler, men… Ja, jeg sidder i troperne og savner faktisk mit eget voksenliv. Min egen lejlighed, mit sommerhus. At komme et sted med et ordentligt arbejdsbord, en ergonomisk korrekt stol og en arbejdsvenlig computer. I en atmosfære af andre, der tager deres professionelle liv alvorligt, står op til fast tid og får udrettet resultater. Savner kolleger lidt. 

Familie og venner tæt på. Fast indtægt, og min bil (som jeg har solgt). Og en fast kæreste også. Tosomhed, det er det, jeg så tydeligt kan se, jeg slet ikke har. Den her rejse har kun handlet om mig, mig og mig, og jeg er udadtil cool med at spise aftensmad alene. Men mad og oplevelser er jo bedst når de deles! Og kæresten, han skal helst skal være dansk, faktisk. Hvor og hvordan jeg støver ham op, har jeg dog ingen planer for, det er en af de få virkeligt ukontrollable elementer i mit liv. Men jeg har fundet ud af hvor dansk jeg i bund og grund er. Med lidt udlængsel ind i mellem, og det er også helt fint.

Jeg har faret rundt som en eller anden 25 årig de seneste fem måneder, bare mig selv vs verden, intet fast sted at bo, med skiftende arbejdstider, med mit normale netværk langt væk. Dog er Berlin tættere på end San Francisco og Thailand. De seneste fem måneder har jeg været meget opsøgende, mødt mange nye mennesker, set mange nye steder, prøvet nye rutiner og ikke mindst stået og manglet rutiner så meget, at de er blevet savnet. 

Jeg er klar til at gå all in med LOUD og opgaverne for øvrige kunder. Der er ikke plads til andre projekter og samarbejder, såfremt fokus skal holdes, og det skal det. Så måske tilbyder Berlin, eller udlandet, mig ikke det jeg søger, lige nu. Da jeg tog ud, var det en blanding af – nu udlever jeg den drøm! Og lidt en flugt væk fra et liv, jeg dengang var låst lidt fast i, og jeg ikke havde lyst til bare at sidde derhjemme. Men nu er jeg fri. Vil jeg så blive i udlandet, når jeg er ved at bygge noget dansk op? Hvem flygter jeg da fra? Mig selv?

Jeg vil skyde på at alt derhjemme fuldstændig ligner sig selv, og at det ikke er det vilde, jeg er gået glip af. Mange jeg kender, har måske ikke engang prøvet at springe ud i så dybt vand efter de 30 år. De har deres liv, rutiner etc. Rutiner er selvfølgelig kedelige ind i mellem, at stå op klokken lort, og det er mørkt udenfor. Men så nyder man mere de stille morgener og det at have fri. Og hverdagene er nu engang dem, vi har flest af. 

Men så har jeg lært, hvor tæt på udlandet faktisk er! Hvor nemt det er at hoppe på en flyver og være i et andet land kort tid efter. Eller man kan gå på opdagelse derhjemme og være lige så opsøgende, som man var i udlandet.

Så det er her slået mig, at jeg faktisk har haft ret godt styr på mit liv, fast indtægt og diverse privilegier, og det hele har jeg så lagt til side for at udleve en gammel drøm om at bo og leve i et andet land. Men dét er nok bedst, når man rent faktisk har en mission i det pågældende land.

Jeg synes ikke, at noget som helst af det jeg har lavet, har været forgæves. Jeg har fået en meget god fornemmelse for hvad jeg gerne vil professionelt og privat. Er typen, der har det fint med at gå fra kaos til orden… og måske igen skabe lidt kaos, for så at rede ud igen. Det kan kun gøre en stærkere. Men måske jeg har haft nok kaos, fået udlevet ting, og nu skal jeg begynde at sigte efter noget lidt mere langsigtet orden? Være en mindre løstgående missil? 

Det lille barn, jeg var dengang, er jeg stadig. Jeg samler ikke min energi ved at fare vildt rundt i det ukendte. Jeg kan godt lide at være på koloni, og ferie for den sags skyld, men det er altid bedst derhjemme. 
Om det er ferien og varmen og maven, taler, ved jeg ikke, det finder jeg ud af. Det blev et meget personligt indlæg. Men nogen gange er det også ok at dele af sig selv. Måske andre endda kan bruge det til noget.

Uanset hvad, så finder jeg en løsning. Det gør jeg altid. 

Og det gør alle, i øvrigt. Hvis du selv skulle være forvirret, altså.

Ko Mook

  
Nu er turen gået til Ko Mook, en ø, som har stået på ønskelisten lige fra start af. Ko Mook ligger omkring Trang, og er omgivet af bl.a. Ko Kradan og Ko Ngai. Det er dog Ko Mook, der er mest beboet. De andre øer kan besøges på dagstur.

Det blev til en hel uge på Ko Lipe, og jeg endte med at blive ret begejstret for den ø. Kridhvidt sand, turkis vand, og alligevel lidt turistet inde i midten, så man kan få dækket sit behov for ferie-peoplewatching, restauranter ad libitum og drinks med parasol i.Det er til gengæld ikke den vilde peoplewatching, som Ko Mook har at byde på. 

Her slapper man bare af. Helt af. Jeg har dog ikke længere det store behov for bare at ligge og fede den af. Som freelancer bestemmer man jo sine arbejdstider, og hvis man har brug for at hvile lidt, kan man gøre det. Dog med færre indtægter og mere dårlig samvittighed som faste følgesvende. Hvis man i stedet kommer fra en 37 timers arbejdsuge, må det være en lise for sjælen bare at ligge på langs og ikke lave en døjt. Bare lissom… eksistere. 

Vi bor på Ko Mook Resort, hvis historie jeg er meget nysgerrig omkring. Jeg har en teori om, at her engang var øens perle, det kan man se på navnet. Tror, hotellet blev bygget et sted mellem 1970-1980, sikkert som noget af det allerførste her på øen til at byde de farangs velkomne, der måske allerede var lidt trætte af de mere klassiske feriesteder og eftersøgte noget nyt. Her er i sin tid blevet fantasifuldt anlagt med jungle-have, skulpturer og swimmingpool i midten. Nu er alting nedslidt, og der er kun få gæster. Jeg tror stranden ved hotellet har set bedre tider. Der kommer tre stråler vand ud af bruseren, der er myrer i sengen og wifi fungerer knap nok, og servicen er meget speciel. 

Jeg tror at det begyndte at gå ned af bakke for dette sted, da Sivalai Beach Resort blev opført på et stykke kridhvid skønhed, og hele målgruppen valgte at spendere deres feriebudget derovre. Nu bor man her, ja, måske på grund af slagtilbuddene på nettet, og der er jo mange, der besnæres ved tanken om en swimmingpool. Men den målgruppe kommer næppe på Ko Mook så meget. Ko Mook Garden Resortved siden af har ramt tidsånden bedre, med eco-cool-hippie-vibe til mere rimelige priser.

Og lige præcis her mødte jeg nogen, jeg kendte. Eller måske ikke, de kendte mig ikke, men jeg kendte dem, fordi jeg havde fulgt deres blog som optakt til den her tur. De 5 stikker af. Far, mor, 3 børn, hiver stikket ud i 10 måneder.Så sejt. Så fik lige sagt hej til dem ganske kort. 

De fik anbefalet på Ko Jum; Thailand for 20 år siden. Lyder spændende, så det er med i overvejelserne. Og så til sidst lidt turkis vand og lyserøde turister på Phi Phi, og så Phuket og hjem til Kbh for en kort bemærkning, inden Berlin kalder igen. 

Det er mit liv lige nu.