To små illustrerede ferieanedokter

Her er lidt selfistisk billedmateriale fra øhavsferien som bevis på at vi levede det hedonistisk udsvævende liv. Læberødt stort set hver aften og altid akkompagneret med et glas kølig hvidvin solidt placeret i grabben, som det allernaturligste naturlige. Naturligvis, intet mindre end det!

Skærmbillede 2014-07-22 kl. 22.56.56

Og så et gruppebillede med de fleste af mine herlige rejseledsagere og ledsagersker. Plus en af øens 365 prægtige kirker ved Kastro i baggrunden. Fem minutter efter billedet blev taget, sprang vi alle i bølgen blå – der hvor vandet changerer fra azurblåt til funklende turkis ved klippekanterne. Nogle tog 1 meter ned og andre sprang 3 meter ned. Sikke et svalende gys.

Skærmbillede 2014-07-22 kl. 23.10.31

Ferie

Så er 3 ugers sommerferie gået. Her blev jeg virkelig mindet om hvor utrolig vigtigt det er at koble af og holde 100% fri. Jeg elsker, at man på ferie får tid til at tænke store, små og meget små tanker. Og meget store for den sags skyld. Mm. Nu tilbage til hverdagen – men med ekstra opmærksomhed omkring vigtigheden af at opretholde en sund work-life-balance, så man på den ene side kan være mere effektiv både på arbejdet og på den anden side gennem-nyde at have fri når man holder fri. Og hvad lavede jeg så i ferien? Opretholdt en hedonistisk udsvævende livsstil med masser af lækkerier på græsk ø - hvilket fremgår af collagen herunder. Incl. Medina-inspirerede lårbasser, parasoller, selfies, seje shades, bjerge og naturligvis hvidvin. Skærmbillede 2014-07-22 kl. 18.51.37

Sig hej til mebbilen

For 11 år siden købte jeg mit første motoriserede køretøj. Det var en gammel pigedrøm om at eje min egen lyserøde retro Vespa – som dog blev konverteret til en sort Vespa ET2 ved navn Marcello. Dyret solgte jeg efter tre år af flere forskellige årsager, og siden har jeg blot nøjedes med at nyde scooterens sus på diverse ferier til varmere himmelstrøg. Det passer bare bedre til det sydlandske, at man med 2 hjul behageligt kan reducere heden til lune briser, der kærtegner huden på ens tur gennem diverse eksotiske landskaber.

Nå, men nu har jeg købt mit livs andet motoriserede køretøj. På voksenmåden, og denne gang er det et køretøj, der bedre matcher det danske klima. Jeg har nemlig investeret i en lille, brugt grå Skoda Citigo. En rap lille dame-citybil, søster til VW Up! og Seat Mii. Dyret lystrer ikke noget fyrigt italiensk navn, men hedder blot mebbilen.  Bilen blev købt, fordi jeg havde planer om at kigge efter et lille kolonihavehus, så jeg kunne lufte min blege korpus og dyrke lidt haveterapi a la Signe Wenneberg. Af forskellige årsager bliver det næppe i år, at jeg springer ud i Kololand.

Men jeg er stadig mægtig glad for at have mebbilen lige udenfor døren. Og fordi jeg bor i outlaw Østerbro er det pludselig blevet et plus at parkeringen er gratis, og motorvejen nordpå lige om hjørnet. Og pludselig har en ny, fri verden åbnet sig for mig. Jeg kan dyrke diverse hobbies ude på Lars Tyndskids marker, hvis det er det, der behager mig. Der er frit slag for en tur i Ikea eller Louisiana. Eller så bare på opdagelse ude i det fri. Jeg er stadig ved at opdage de mange glæder ved fire hjul – måske skulle det også blive noget med udlandet og noget med mere natur.

Det kan godt være at det er lettere politisk ukorrekt at bo i København og at have bil ene person. Og det kan godt være, at jeg er en late adapter i forhold til at det nu er hot med deleøkonomi. Det kan også være at jeg måske skulle have overvejet en smart Google car, der med garanti er bedre til at parallelparkere end jeg. Eller en iCar måske? Men indtil videre er jeg den allergladeste søndagsbillist. Specielt på en regnvejrsdag som i dag!

Skærmbillede 2014-06-29 kl. 16.42.02

Et lille pip

Gad vide, om den der 90-9-1 regel stadig gælder? Det princip, hvor 90% af folk på nettet blot lurer, 9% kommenterer og 1% genererer indhold. På det seneste har jeg blandet mig i den grå 90% masse, fordi jeg har haft en hel del andet at se til – og så er blogvanen lige så stille forsvundet. Til fordel for hurtige fix af statusopdateringer på sociale medier og så al den interne kommunikation. Og så har jeg haft så meget at se til, at selv mine ellers relativt hyppige Facebookopdateringer er stilnet af. Men det er noget, jeg tror, gælder mange andre også. Men nu er sommerferien kommet, og så endda en af slagsen, der varer hele tre uger. Så nu bliver der tid til - ja, det bliver der masser af tid til at finde ud af – en af de ting er måske at få blogget?

Institut for Menneskerettigheder støtter dansk tegnsprog

En af dagens bedste nyheder er at se, at Institut for Menneskerettigheder siger tillykke til anerkendelsen af dansk tegnsprog.

De seneste år har døve nemlig måttet se på hvordan dansk tegnsprog er blevet frarådet og nuancerede informationer omkring muligheder for visuel kommunikation helt bevidst er blevet holdt tilbage af fagfolk, læger og audiologopæder og PPR konsulenter og andre “kloge” typer, som har været de eneste rådgivere, som nye forældre til døve børn har mødt.

Det er grunden til at CI og AVT (Audio Verbal Teraphy) er så udbredt i dag. Og talemetoden har bestemt ikke medført fryd og gammen. Der er mange problemer, der taler deres eget tydelige sprog. Man skal ikke scrolle ret meget ned af Decibels Facebookside for at få en lille forsmag på usikkerheden og de manglende informationer (nuancer), der desværre møder de fleste forældre i dag – selv om siden er ret god som samlingspunkt. Tegnsprog er bare ikke blevet nævnt med et eneste ord. Og sker det, kan man være helt sikker på at blive modsagt af flere.

Det sætter Institut for Menneskerettigheder fokus på i deres nyhed her:

Citat:

FN’s Handicapkonvention kræver et opgør med den forældede tilgang, hvor handicap betragtes som noget, der udelukkende skal helbredes. Døvfødte børn er hele personer; de er andet og mere end deres døvhed. De har i deres barndom brug for at have et sprog at kommunikere med omgivelserne i. Deres udvikling må ikke sættes på vågeblus indtil deres CI forhåbentlig gør dem fuldt og helt hørende. Derfor skal deres forældre have mere nuanceret rådgivning om mulighederne for at lære og bruge tegnsprog.

Alt for længe er alt det omkring CI kontra tegn blevet tysset ned. Jeg synes helt klart, at det er på sin plads at artiklen nævner problemerne omkring CI. Den diskussion er slet ikke højlydt nok. Og jeg er så glad for at det er en uvildig instans som Institut for Menneskerettigheder, der tager det emne op. For hver eneste gang vi har prøvet at tage det op, at noget er helt galt, er det blevet mødt med et ordentligt verbalt gok i nødden af oralisterne. Intet under, at vi lagde os fladt ned i debatten dengang og dermed har ladet stå til så længe – til stor international undren.

Så den opmærksomhed er en sejr – jeg håber at anerkendelsen medfører mange flere nuancer!

 

L61

Jamen, det er helt vildt. Loven L61 om varetagelse af dansk tegnsprog blev i dag vedtaget i Folketinget. Jeg siger bare: FAN-FUCKING-TASTISK! Vi er så sindssygt mange døve, hørehæmmede og øvrige tegnsprogsvenner, der slet ikke kan få armene ned - en anerkendelse af vores sprog er en anerkendelse af at dansk tegnsprog er et sprog (og ikke en krykke) og ikke mindst en anerkendelse af os døve/HH/diverse som hele, kommunikerende mennesker!

I loven står det sort på hvidt at dansk tegnsprog er et selvstændigt sprog med egen grammatik, syntaks og udviklingshistorie. At dansk tegnsprog tales og anvendes af flere tusinde døve og hørehæmmede, deres hørende pårørende og fagfolk.

Loven betyder i praksis, at der bliver oprettet et selvstændigt Dansk Tegnsprogsråd med sekretariat placeret hos Dansk Sprognævn. Dansk Tegnsprogsråd får til opgave at fastlægge principper og retningslinjer for arbejdet med at følge dansk tegnsprogs udvikling herunder indsamlingen af nye tegn, tegnforbindelser og tegnanvendelser. Tegnsprogsrådet får desuden til opgave at give råd og oplysninger om dansk tegnsprog.

L61

Søndag

Søndag morgen. Klokken er 8. Er åbenbart ikke i stand til at sove længe mere. Men til gengæld står der en blank, ubrugt fridag lige foran mig. Ah.

I dag er der havedag i min forening. Der sker nemlig ting og sager her. Området udenfor min dør skal shines op og der sættes havekasser op og træstammer og stole og hangout. Det endte med at jeg nu har fået halvpart i en havekasse. Sammen med søster og svoger. Og resten af foreningens børnefamilier. Dejligt at bidrage til liv i byrummet.

I går fandt jeg også ud af at jeg bor 5 min. fra en stor genbrugsstation. Har boet her freaking 7 år uden at have opdaget det. Må læse lokalavisen noget mere. Der sker åbenbart mere i det her hood end jeg selv troede. Jeg har også hørt om noget med et bibliotek ved det kommende kulturhus ved Kildevældsskolen. Det her område bliver sgu da snart hipt. Nu mangler vi bare et par butikker og cafeer.

Der sker også noget på interior-fronten herhjemme. Mandag aften kom mine nye voksenstole. 6 stk. Nu skal jeg så have et bord også, og en lampe. I går holdt jeg voksenmiddag med rødvin og det hele og seks gæster, hvor jeg for første gang kunne byde på matchende stole, bestik, tallerkner og glas. Skønt, omend håret gør lidt ondt her til morgen.

Næste weekend skal min stue og mit soveværelse aftapetseres (hej hej savsmuldstapet, kommer ikke til at savne dig) og males. Derefter glæder jeg mig til at se på indretningen på ny med mere friske øjne. Jeg har også været ude og voldshoppe lir til altanerne. Nu er der blomster, krydderurter, bænk, stole, bord og pelsværk derude.

Skønt med søndag hvor der er tid til at tænke på alle mulige projekter!

De simple små ting

Og så kommer man i tanker om at man skal købe blomsterkasse hos Tiger for at pryde altanernes fremtoning med lidt botanik, der varsler forår og semi-sydlandske tilstande (især ovenpå powershopping af diverse altan-remedier, hvoraf jeg må skille mig af med lækker havestol pga. overvurdering af altans lettere klejne størrelse – find stolen her hvis du tilfældigvis står og mangler). Og så mangler jeg også at købe en køkkenvægt hos en random isenkræmmer, så jeg igen kan bage. Sådan nogle lækre små nødde/chokoladeganache hapsere (recipe to come) fra Emmerys. Og så var der lige den med noget sart lysegul maling til stolen ude i køkkenet, nu hvor jeg lige har etableret stående minikontor (!) og hang-out i køkkenet. Og… og… og… tusind andre små remedier. Og så lukkede alle butikkerne altså kl. 18. Tss. I morgen er atter en dag!

Psst… lever stadig, ikk?

Så gik det lige 6000 år uden at blogge. Sådan går det jo, når man kører det der voksenliv med arbejde. Her på det seneste har jeg add’et pænt mange nye bloggere til min Feedly, men det har slået mig, at der ikke er så vanvittig mange 30/+. Og jeg synes faktisk, at det er OK sejt at være 30/+ fordi man generelt bare har bedre styr på sit liv og sine prioriteringer. Jeg elsker dælme at være i starten af 30′erne. Virkelig. Men jeg ville gerne følge flere bloggere på min alder. Som altså ikke kun skriver om håndarbejde, børn eller mad. Men mere sådan noget med leg med ord og sprog, byliv, karriere og store og små tanker om livet. Og så slog det mig (surprise) at jeg da bare kunne bidrage lidt til statistikkerne ved at være mere blogaktiv. Var på Bopa Plads (på yndlings-Pixie med yndlings-fritterne) i dag i solskinnet med min veninde, og der fablede jeg om, at det kunne være sejt at starte en modeblog. Men et hurtigt kig ned af mine gamle klude og kridhvide ben punkterede straks mine spirende drømme om at fremstå fashionabel og få kastet lækre gaver i nakken. Så ville jeg hellere pege på venindens konsekvente, altid smarte stil. Og først skulle jeg da udvikle en bedre smag og en generelt større interesse for min egen fremtoning. Så jeg holder mig til mebbe.dk som jo er etablished 2003 (2005 i følge arkiverne her på bloggen, men de første par år har vist fortabt sig i world wide web arkivernes digitale tåger). Nå, men her er jeg så. Så længe det varer. Og nu med ny skabelon, der er mere blogagtig. Så hej igen, jeg håber, I ikke er alt for mange, der er røget i svinget, har givet op at følge med osv.

Loppemarkedslækkerier

Normalt er jeg ikke til loppemarkeder, fordi jeg synes ting derfra er for gamle og lugter for gammelt og desuden finder jeg det lettere angstprovokerende at skulle stå og prutte om priser med vildtfremmede. Men hvis der er tale om møbler, kan man nok finde mange lækkerier – især hvis man kan lide den varme, som teak tilfører et hjem.

I dag fandt Thomas en stor hal på Aldersrosgade, der var propfyldt med lækkerier. Meget brunt, men ikke specielt lugtende – derimod en masse designkram og cool stuff. Det er et søskendepar der ejer foretagendet, og de har styr på deres kram. Priserne er også lidt derefter, men så er tingene også rimelig nænsomt udvalgt af pro loppehajer. Forelskede mig i et kæmpestort vitrineskab med skuffedarium, og min ven forelskede sig i de her lækre vaser, der samlet koster mindre en en freaking Lyngbyvase.

Må overveje at bolig-loppe noget mere, især fordi jeg leder efter køkkenrulleholder, saltkar, væghængt vægt og kaffefilterholder til la cuisina Mettisma. I gamle dage havde de jo ikke så meget plads i sådan nogle små københavnerlejligheder. Så hvis man skuer lidt tilbage i tiden rent designmæssigt, er der garanteret en masse godt kram til sådan et lille arbejderkøkken som mit. Måske jeg finder et yndigt lille bord til morgenkaffen?

Skærmbillede 2014-03-02 kl. 16.00.33

Materialistisk lørdagsrus

I dag er første lørdag og lønnen er lige tikket ind på kontoen. Det betød for mit vedkommende shopping, og hvilken salighed!

Ulempen ved at blive lidt ældre, eller thirtysomething da, er, at ens tøj også bliver ældre, og man bliver så frygtelig pragmatisk. Tøjet fungerer jo stadig, det er stadig pænt og fnuller-frit. Så hvorfor egentlig skille sig af med det? Og således har jeg spankuleret rundt i gamle klude lidt lovlig længe. Don’t fix it, if it ain’t broken.

Men i dag fik jeg så svinget Dankortet lidt, og hvilken materialistisk glæde, der gennemstrømmede mig!

Og her til aften satte jeg så mig foran computeren og gennemtrawlede modeblogs. Helt vildt og blodigt. Klikkeklikke, kiggekigge, følge links her og der. Nu er cirka 10 nye blogs føjet til RSS læseren og jeg har fået en masse visuelle lækkerier. Det er jo langt bedre end at læse blogs fra Feedly fra mobilen. Nu er jeg sprængfyldt af ny inspiration til eventuelle materialistiske rus og mulige feriedestinationer.

Det her burde dælme gøres noget oftere!

Sale-Shopping

Døve rollemodeller – vi er mange!

Så var vi lige nogle, der blev lidt lange i ansigtet af at læse Politikens artikler med de flatterende overskrifter: “Døve indtager uddannelser uden tolk“, “Asta er snart student: Jeg føler mig overhovedet ikke døv” og “Overlæge: Det er jo et mirakel”. Artiklerne fokuserede meget på hvilket mirakel CI (nyt avanceret høreapparat) er og at man så ikke længere skal være døv og bruge tegnsprogstolk – og at man nu kan få en uddannelse, selv om man er født helt uden hørelse. Fint nok.

Men det er der jo ikke den store nyhed i. Vi er mange døve, som gennem 90′erne, 00′erne og 10′erne (tolkeuddannelsen startede i 1986) har fået videregående uddannelser og er gode samfundsborgere med jobs, familie og alle de her andre succeskriterier som vi danskere, det lykkelige folk, nu engang måler hinanden efter. Og det er lykkedes i samarbejde med vores super professionelle tegnsprogstolke. Uden at genere andre overhovedet – måske har vores medstuderende endda fået udvidet deres horisont omkring hvad man kan, hvis man vil – selvfølgelig i samarbejde med tolke.

Derfor er det så ærgerligt, hvis de her noget ensidige artikler fra Politikens side er medvirkende til at forældre til døve børn i dag måske ser det som en falliterklæring hvis deres barn måske ikke helt lykkedes med CI. Citatet: »Ja, at man kan hjælpe gruppen af døve med det, der i dag er blevet et ukompliceret rutineindgreb, det er er historisk« er med til at forstærke billedet af at CI sikrer succes “på trods af” at man er født døv.

CI er en løsning for mange, men vi er mange fra årgang 1965-1995, hvis “succes” er baseret på en anden model med tegnsprog – og vi ved, at der fortsat er mange, der vil få helt vildt meget ud af tegnsprog.

Og det værste ved det hele er, at sådan nogle artikler er vand på kommunernes sparemølle. Det rammer så os alle, om man så er døv og bruger tegnsprog eller er døv med CI og klarer sig ved hjælp af mikrofoner mv. Der er ingen lette løsninger, CI kræver enormt meget fokus. Udviklingen de sidste 10 år er gået så stærkt. Døveskolerne er allerede mere eller mindre lukkede og de fleste børn er spredt for alle vinde i inklusionens hellige navn. Jeg tror skam det fungerer for mange. Desværre ikke alle, men det taler vi helst ikke om. Jeg håber at alle CI børn og familier får al den støtte de skal bruge, for det er der ingen tvivl om, at der er behov for!

Jeg og mange andre døve er dog efterhånden begyndt at frygte at næste step er, at der bliver skåret ned på tegnsprogstolkning. For hvis man allerede har lagt mange offentlige kroner alene i en CI operation, hvorfor så blive ved med at bevillige penge? Der er jo ingen døve tilbage? Og hvis CI og genoptræning så af forskellige årsager ikke virker – hvad så, er der en plan B klar? I Danmark har vi helt seriøst verdens bedste tolkesystem (med de andre skandinaviske lande lige i hælene) med tolk til det meste. Jeg vil faktisk skyde på, at danske døve, trods vores meget lille antal (omkring 4000) er de mest veluddannede og succesfulde døve i hele verden!

Så det er lidt svært at lade være med at tage disse artikler som en personlig tilsvining af at være døv. Men jeg kan godt se, at det måske kan være svært at visualisere for sig, at døve sagtens kan være kloge, sociale, søde og succesfulde, når man aldrig har set nogen døve. Vi mangler gode døve rollemodeller, der gider stå frem for at balancere billedet. Så derfor skrev min veninde Cathrine og jeg denne statusopdatering på Facebook:

Det her piece of crap fra Politiken gider vi altså ikke stå model til. Fantastisk med CI, men hvorfor er det altid på bekostning af at der skal peges fingre af døve og tegnsprog? Der er også succeshistorier med “vores” model. Hilsen Cathrine, cand. mag i moderne kultur og kulturformidling og Mette, cand. it i E-business, begge stokdøve, begge glade tolkebrugere og lige så glade samfundsbidragsydere med gode fuldtidsjobs. Det handler ikke det der flyder ind i øret men det der flyder mellem ørerne! Kære avis, mangler I ikke et par nuancerede mod-cases? Vi har i denne update tagget alle stokhamrende døve, tegnsprogsbrugende universitetskandidater og bachelorer, som vi kender, for ikke at tale om de sindssygt mange dygtige, utaggede døve professionsbachelorer og ildsjæle!
Skærmbillede 2014-02-23 kl. 12.35.17

Vi taggede cirka 30 døve med universitetsbaggrund og fra årgang 1965-1995 cirka. Tilføj her alle de andre døve, der har øvrige uddannelser – og helt almindelige, gode liv efter de parametre vi måler det gode liv på. Der er i alt 28 delinger og over 185 likes, mange fra vildfremmede mennesker. Alene på min egen statusopdatering. Nu skriver jeg også det her på bloggen, så vores “modkandidatur” ikke forsvinder i Facebooks mange statusopdateringer. Man kan sagtens være sej, selv om man ikke kan høre! Tolerance, tak!

Jeg stiller meget gerne op som rollemodel, Cathrine gør også, og der er lidt at vælge mellem hvis man leder efter en døv rollemodel: Lingvister, sociologer, arkitekter, psykologer, cand.mag’ere, ingeniører, cand.merc’er, jurister, revisorer, dataloger – for ikke at tale om lærere, socialrådgivere, pædagoger, bygningskonstruktører – og så håndværkere af alle slags og alt det løse. Alle sammen stokdøve, tegnsprogsbrugende og glade!

The Walking Dead

Spørg mig, hvad min guilty pleasure er, og jeg skal sige dig det! Lige nu er det AMC serien The Walking Dead, der tryllebinder og fascinerer mig. Første gang jeg så et afsnit var på Netflix, og jeg var op til flere gange ved skrigende at klappe min iPad cover i og så ikke turde åbne igen i frygt for at en zombie skulle springe ud af skærmen og flå en luns af min hals. Men stille og roligt vænnede jeg mig til alle de her underlige, langsomme og ekstremt ulækre tidligere-mennesker. Og så fandt jeg da også Shane (en af hovedpersonerne i de første par sæsoner) ret fræk, også selv om han ikke ligefrem spillede et af Guds bedste børn. Frække fyre er klart et fast must i alle serier. Men jeg ville nok sige at Shanes karakter i serien kæmpede med at bevare menneskeligheden i en verden, der fra dag til dag mistede sin uskyld. Og i The Walking Dead er der mange tabere. Og fascineret af dette fik jeg dermed set hele sæson 1 og sæson 2. Og nu vil jeg have mere. Som en zombie vil have levende kød. Nu er jeg i gang med at marathon-konsumere sæson 3, så jeg kan nå at springe på DR3s fremvisning af sæson 4. Det er nu eller aldrig. Første afsnit bliver taget af DRs webTV om under en uge. I sæson 3 og 4 skulle der opdukke nye farer, som jeg end ikke kan forestille mig. Det er svært at sige præcis, hvad det er, der fænger mig ved serien. Det er et eller andet med hele det apokalyptiske univers, hvor der bare ingen redning er, og hele menneskeheden er totalt fortabt. Undtagen de sidste overlevende, der kæmper en urimelig kamp for overlevelse og kun kan erindre brudstykker fra den verden, der engang var. Og de børn der eventuelt fødes har ingen fremtid. Gys. Da jeg læste film- og medievidenskab havde vi en professor, Torben Grodal, der havde skrevet tykke, kloge bøger om, hvordan film faktisk kan fremkalde fysiske reaktioner. Glæde, sorg, frygt, ophidselse. Og det kan jeg da bande på at The Walking Dead leverer. Man sidder der med hamrende hjerte og blod, der ruller rundt i kroppen. Så lever man! Men ulempen ved at se den serie er, at min fantasi har fået ny næring til at gå amok. Nytårsaften i et sommerhusområde, og vi står ved skovbrynet og kigger efter fyrværkeri – undtagen mig, der ikke kan lide at i lettere fuldskab stå for tæt ved træerne. Mig, der skal ned og hænge vasketøj op i vaskekælderen og pludselig kan se for mig, hvordan der vælter zombier ind for enden af den lange gang. Og de kan nogen gange være overraskende hurtige på fødderne. Det er ikke altid godt at have en fantasi, der lever sit eget liv. Men nu må vi se efter at jeg har nakket sæson 3 og 4! Ser du også The Walking Dead? Hvorfor er du eventuelt fascineret?Skærmbillede 2014-01-16 kl. 22.50.36

Tegnstuen statusopdatering

Så har jeg her til aften aflyst alle Tegnstuens forårskurser for 2014. Godtnok ærgerligt, men når der kun er under 10 kursister tilmeldt, så er man nødt til at aflyse, fordi det ikke hænger sammen med de ressourcer der bliver lagt i foretagendet. Så her til foråret bliver der ingen af den slags kurser vi arrangerer, men til gengæld kan man altid fange os og høre, om der kan arrangeres noget skræddersyet til en allerede etableret gruppe. F.eks. kan vi lave sjove tegnsprogsworkshops til folkeskoler eller gymnasieklasser i sprogfag. Det er også arbejdsrelevant for f.eks. en flok pædagoger på temadag om kommunikation. Whatever. Den slags tilbud kan vi heldigvis godt få til at køre, fordi vi har et netværk af dygtige folk. Jeg har lige opdateret websitet, således at bliver lettere at finde foredrag, workshops og skræddersyede undervisningstilbud. Men det er dælme ærgerligt at det er svært med tilbuddene til enkeltpersoner, fordi jeg ved, at rigtig mange gerne vil lære tegnsprog. Bliver på ugentlig basis ringet op af nysgerrige. Men for f.eks. pårørende til døve er det noget nær umuligt at få kursusudgifterne dækket, fordi kommunerne for det første sparer, og for det andet har en ide om, at CI med et slag gør alle døve hørende og at den slags udgifter nemt kan spares væk. Og godt bakket op af såkaldte eksperter, der fraråder tegnsprog – og dermed nærmest skræmmer alle potentielt nysgerrige tegnsprogsvenner væk. Men der skal fortsat være tegnsprogstilbud til de, der følger deres hjerte! Nåmen, det er meget rart, at vi også har fået etableret et andet onlinetilbud, der er totalt gratis og ikke kræver nogen tilmelding eller minimumsantal. Tjek StreetSigners ud – der er masser af lir i arkivet – og indtil vi finder på noget mere genialt! Tegnstuen

La cuisina Mettisma

Jeg kriser lidt over mit køkken. Alt mit grønne tapet er flået af og jeg har fået væggene malet i en plain grå. Er dog ikke tilfreds. Så skal klaske noget hvid farve ovenpå. Og skal der mon lægges fine Metropolitan fliser på? Køleskab eventuelt flyttes så der kommer mere plads. Skulle man mon investere i en fræk SMEG? Der skal også etableres en cafeinspireret spisekrog. Jeg er måske lidt lovlig ambitiøs i forhold til at det er en lille lurvet lejebolig jeg bor i. Men det er samtidig spændende med alle de muligheder for et unikt køkken, som oven i købet skal være hyggelig at hænge ud i. Så alle bare vil besøge mig og få serveret et glas rødvin og lidt olivengodt. For tiden kaster jeg mig i høj grad over boligblade og søger tiny kitchen table på Pinterest hvor jeg allerede har samlet et moodboard af indbydende mikro køkkener med siddeplads. Wish me luck!

20140114-190109.jpg

Papa B. i fuld gang med at hjælpe med at filte og male køkken/gang!

Ny ret

Mit nytårsforsæt (ja, jeg er sådan en) er at jeg i 2014 skal blive bedre til at rykke ved min comfortzone. Prøve noget nyt ind i mellem. En ny ret, en ny vej til arbejde, et nyt land, et nyt bekendtskab, en ny egenskab. I morgen aften prøver jeg en ny ret! At lave en ny ret er måske ingenting for mange, men for mig er det dælme stort. Mig, der skiftevis laver mine 10 faste, gennemprøvede retter. Jeg har tænkt mig at prøve denneher suppe af ovnristet selleri med hvidløg, som jeg har fundet ovre på Miras madblog. En spand suppe er den perfekte varme simreret, specielt, nu hvor vinteren åbenbart har tænkt sig at forsøge at gøre sin entré (kan man afbestille den – anyone?). Og så endda sundt og totalt uden kulhydrater. Jæs.

Sellerisuppe

Livet som tegnsprogstolk

Her forleden faldt jeg over en ret skæg Tumblr-blog, der er skrevet af en gruppe amerikanske tegnsprogstolke om deres liv som… ja, tegnsprogstolke. Når man er det, så oplever man dælme lidt af hvert. Jeg sidder selv på den anden side, altså jeg er jo selv tolkebruger. Og jeg har garanteret udsat mine tolke for lidt af hvert gennem tiderne. Men jeg kan sagtens leve mig ind i tolkenes situationer – og gad vide, om hørende uden kendskab til tegnsprog ikke alligevel kan se situationerne for sig? Billedet er bare et eksempel… og slet ikke et billede fra min hverdag ;-) Skærmbillede 2014-01-12 kl. 19.29.03

Taxa

Jeg elsker at hænge ud på lokale caféer. Et af de steder, jeg lige har opdaget, men som jeg altid vender tilbage til, er café Taxa i Stefansgade-kvarteret, det nye überhippe hood, åbenbart, som er sådan lidt Berlineragtigt med hipstere og kaffe og cool hjemmebryg og grødbar og alt muligt. Taxa har en søster-café ude i mit nær-hood, som hedder café Pixie på (den tidligere truede, men heltemodigt reddede) Bopa plads. Begge steder har udendørsservering med denneher fantastiske næsten-pariser-agtige stemning, så man rigtig kan sidde med et glas hvidvin og føle sig dekadent på den sydlandske måde. Begge områder er næsten stampet op af ingenting. Jeg skulle gerne mene, at både Stefansgade kvarteret og Bopa Plads var r**kedelige, almindelige boligområder for bare 10 år siden. Men nu vil alle, inklusiv mig, helt vildt gerne bo der. Sammenlignet med Pixie er Taxas inde-stemning dog en tand sejere. Varmt og hyggeligt og med runde borde. Og gode fritter med noget grønt dyppelse. Her til aften fylde jeg maven med Taxas burger, fordi jeg var i frittehumør. Lækkert og rart med sådan en omgang en helt almindelig torsdag aften.

20140109-210354.jpg

Spasser på cykelstien, må din røv klø helt vildt meget, og dine arme være alt for korte, hvis du:

  1. Smadrer en glasflaske på cykelstien
  2. Slingrer afsted i overhalingsbanen med et paraply
  3. Kører ud på cykelstien uden at se dig for, og en horde er på vej forbi
  4. Smækker bildøren op uden at holde øje med bagfrakommende cyklister
  5. Spærrer ved et lyskryds, så lyset skifter fra rødt til grønt til rødt uden andre kommer forbi

Andre bud på københavnske cyklisters finurlige små trafikale opfindsomheder?

Og der er helt klart dømt skærpede omstændigheder, hvis det regner. Så var vi lige nogle stykker, der fik et par pikante chok-effekter på vejen hjem. Så kan man rigtig mærke, at man lever!

copenhagen-bike-lane

Bloganbefaling: Kristina Ricken

Jeg har en ny absolut yndlingsblog.

Kristina Ricken er intet mindre end fantastisk! I tegneserieformat, med en barnlig streg og kærligt selv- og samfundsrevsende.

Hun tegner så man tænker, at man da også selv kunne køre en sjov tegneserieblog, men det tør jeg vædde en milliard på at det kan man ikke. Hun kan dælme sit kram.

Så simpelt og alligevel genialt – jeg er fan! Besøg hende her: Kristinaricken

Hvad tænker du?

20140107-225609.jpg

Nyt blogdesign

Her forleden fik jeg læst Julia Lahmes Blogbog – som inspirerede mig til at komme i gang med at blogge igen, for man burde da kunne finde en balance mellem at være professionel og personlig – uden at det kammer over i privat dyneløfteri.

Men jeg havde det lidt som når man tager noget gammelt tøj på i klædeskabet; man har det bare ikke så godt i de her klude, som burde være skiftet ud for længe siden. Min WordPress havde heller ikke været opdateret i århundreder. Så nu har jeg dælme givet hele bloggen en makeover – for gud ved hvilken gang.

Men denne gang har jeg en god, glad følelse i maven. De der nye klæder ser i al beskedenhed godt ud – og nu er der med min smarte iPhone heller ingen undskyldninger for ikke at dekorere bloggen med fine, yndige hverdagsbilleder!

Københavnerne

Her forleden fik jeg fingrene i denneher bog hos Arnold Busck. Og lige siden har jeg siddet som klistret til bogen. Læx coffee table, der handler om min absolutte yndlingsby og alle byens små charmerende hood’s. Hele 11 stykker fra Østerbro til Sydhavn, Amager til Nordvest og alt det der i mellem. Masser af læselir.

Og så er bogen skrevet i et fantastisk kærlig-ironisk toneleje, der hudfletter indbyggerne i hvert kvarter. Her fx om Nørrebro, så rammende, bidende sjovt:

Der er tre ting at gøre i kompromisets navn. 1. Indrette en grov landbohusholdning i sæson suppleret med croissanter fra Claus Meyer i Jægersborggade og surdejsbrød fra Nordisk Brødhus i Rantzausgade med den birkefyrede italienske ovn. 2. Købe et sommerhus så børnene kan få røde kinder. 3. Sætte dem i udflytterbørnehave, så de efter 30-40 minutter i bussen kommer ud i naturen, hvor forældrene ikke selv vil bo. På den måde tager børnene sig af pendlingen, mens forældrene cykler på arbejde eller sætter sig ned på den nærmeste kaffebar med den bærbare. Om formiddagen sidder halvdelen af gæsterne med ansigtet i en digital skærm, koncentrerede i en biblioteksagtig stemning. Afdæmpet ung mand med fuldskæg og kasket, gammeldags seler hængende løst om hofterne, langer deres cortados over disken.

For alle, hvis små urbane hjerter banker for København, læs den!

Desværre synes jeg ikke, forfatteren rigtig kom ind på livet af Østerbro, fordi hun kun fokuserede på speltparadiset indre Østerbro. Mit hood burde have fået lidt opmærksomhed også, men jeg tror faktisk ikke at “vi” passer ind i 2100 Spelt, os, der bor herude i kvadratet Østerbrogade/Jagtvej/Lyngbyvej/jernbaneskæringen, post-Fælledparken, lige op til Lyngbymotorvejen eller vejen op til Whiskybæltet. Men jeg håber “vi” kommer – ligesom Sydhavn gennem de seneste 120 år har undergået helt vilde forandringer fra at have været enge til arbejdere til nyrige.

2014 – er vi klar?

foto-2Så er det søndag aften, og i morgen starter min 2014 hverdag. Jeg er SÅ klar. Det er fantastisk hvad næsten 14 dages ferie kan gøre ved ens energiniveau. Ikke noget med at rejse væk. Det allerlængste jeg har været væk har været Gilleleje (sommerhus, nytårsaften) og jeg har derfor nydt at sove længe, træne, stene, hænge ud med venner og veninder, gå på date, shoppe, tænke, gå ture, se familie, spise og drikke, læse bøger, drømme, gå i biografen, konsumere Netflix, læse magasiner, rydde op i diverse skabe og skuffer og også helt enkelt bare sidde og glo ind i væggen. Fantastisk. 2014, du kan bare komme an. Jeg er sprængfyldt med overskud. Totalt klar på et nyt, dugfriskt år, der skal indeholde ting, der gør mig glad. Er du også klar på årgang fjorten?

Anerkendelse af dansk tegnsprog

Skærmbillede 2014-01-07 kl. 00.05.30Jeg har postet den her på Facebook, men synes lige, at min mening også skulle være søgbar i Google for besøgende, der af forskellige årsager skulle interessere sig for det. I morgen skal de behandle nedenstående lovforslag i Folketinget:

“Det Konservative Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance foreslår, at dansk tegnsprog kommer til at indgå som et ansvarsområde under Dansk Sprognævn på lige fod med det danske sprog. Dermed opnårtegnsprog anerkendelse i dansk lovgivning ligesom i de øvrige nordiske lande.”

Link kan findes her.

Krydser så meget fingre. Kunne være fantastisk, hvis Dansk Sprognævn ansatte en til at følge dansk tegnsprogs udvikling og at bistå med uvildig ekspertviden.

Jeg håber også, at sådan et initiativ kunne være medvirkende til at vi får sat lidt skub i en mere positiv holdning til tegnsprog til døve herhjemme i Danmark. For det trænger vi til :-) Jeg tror nemlig, der er mange, der ville blive rigtig glade for at få en lettere adgang til sproget og at der kom flere materialer der kunne vække fascination, lyst til at lære og skabe opmærksomhed omkring nødvendigheden af tegn for rigtig mange mennesker. Opmærksomhed omkring at kunne leve et liv, hvor man altid ville have et sprog at kunne slappe af til som tales af andre ligesindede. Det burde altså være en helt grundlæggende, basal menneskeret at kunne forstå og udtrykke sig på et naturligt sprog uden at skulle kæmpe så hårdt.