Så er sommerhussæsonen i gang

Her i weekenden har min far og jeg været oppe og sige hej til mit sommerhus i Kulhuse. Alt står som det skal. Et væltet træ dog.  

 

Toilettet eksploderede med vand, da vi tændte for vandet. Så det er nu, der skal rykkes med toilettet, som er det sidste forfærdelige rum i hytten. Ny håndvask, nyt wc, pænere vægge, måske tapet, og gulv i en skøn farve. Måske i lysegult?

   

  


Også entréen skal fikses. Alt det mørkerøde skal fjernes.

  
  

Det bliver projektet de næste uger. 

Sidste dag på Phi Phi

  
Har lige snuppet morgenmad. Og skudt det her billede med Padden. 

Det her er så klassisk Thailand, som det kan blive, ikke? Båden er en såkaldt longtail, dem er der mange af ved de thailandske øer. Billedet her er taget ved vores lille strand. Phi Phi er virkelig postkortsmukt. Vandet klart og lunt. Bjergene bagved majestæiske og smukke. Intet under, at folk valfarter hertil. Feriestedernes diva Marilyn Monroe – så smuk, så ødelagt af sin skønhed (æren for formuleringen tilfalder Lonely Planet).

I går aftes var jeg inde i Tonsai Town og møde rejsemakker, som bor inde i byen ved sin swimmingpool. Phi Phi’s lille hovedby er et hedonistisk tagselvbord af batik-klude, tourtilbud og billig booze. Man kan købe såkaldte buckets, til 300 baht, hvilket svarer til en rund 60’er, indeholdende 1/4 flaske (ja!) sprut, f.eks. Captain Morgan, en dåse cola og et lille RedBull koncentrat, i en lille spand. Ingredienserne hælder man så sammen, og så er der bare om at stikke snablen ned og give den hele armen i de ultrakorte shorts. Dagen efter kan man tilbringe udsplattet ved poolen.

Jeg var i den alder i slut-90’erne og start-00’erne, og dengang gik jeg også i ultrakorte shorts, og the shit var spanske Calella. I dag er man vist avanceret lidt yderligere med graden af eksotiskhed. Hvis jeg dengang havde lavet et uheld med spanske Enrique (fiktiv person!) til et vildt og vådt skum-party (fiktivt arrangement!), kunne jeg dælme være bekymret mor til nogle af de yngste party animals! Craaazy. Sagde bessemor.

Jeg kan nogle gange godt mærke, jeg ikke har min telefon med. Ville ellers godt have skudt et billede af spandene med booze. Mit spejlreflekskamera har jeg fået taget billeder med, men til de spontane øjeblikke, der er iPhone altså bare bedst. Så denne tur er ikke fuldt ud dokumenteret. Men ellers burde jeg springe på en af de der 365-fotoudfordringer, når jeg kommer hjem, så jeg kan skabe nogle gode rutiner omkring at hive mit kram op af tasken. Jeg vil så gerne kunne skyde lækre billeder, men jeg skal nok tvinges. 

Nu tror jeg, at øen er set og nydt, så jeg vil bruge den sidste dag i dag på at opbygge lidt mere tan og læse på min Kindle. I morgen cruiser vi videre til Phuket, hvor et godt hotel (med swimmingpool!) er booket, og så er der ellers afgang til Mordor søndag formiddag. 

Bis Bald!

Hjemve – lidt blues og tanker

I gamle dage, dengang jeg var barn, så skete der ind i mellem, at jeg blev ramt af hjemve. Når jeg var på koloni med en masse andre børn og voksne. Jeg kan godt huske den følelse, jeg havde. Jeg ville kun have min mor, og jeg ville hjem NU, og ikke være blandt alle de her semi-fremmede mennesker, og slet ikke sove alene. Alt var fremmed! Og når man så skulle sove, var man det eneste lille menneske i mørket. Ingen rar følelse. 

Den følelse har jeg lige nu, omend i en anden, mere voksen form. Jeg har det som om, at 2 uger i udlandet er fint til mig, 3 uger er for lang tid for mig. Specielt når det er alene. Min rejsemakker og jeg fulgtes nogle dage, men vores spor er gået fra hinanden igen. Og jeg orker ikke rigtig være opsøgende og møde nye. Alle her er også oftest par. 

Jeg er også nået til den fase på ferien, hvor jeg ikke rigtig magter at tage stilling til flere nye ting, men heller ikke rigtig at blive hængende. Alt er varmt. Der er ingen vind. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal det ene eller det andet. Det var svært at bestemme mig for næste destination i Ko Mook. Ko Kradan, Ko Ngai og Ko Jum var i tankerne, men så bestemte jeg mig for bare følge makkeren trop til Phi Phi, dog alene, på en naturresort langt fra booze-hood. Phi Phi har også rolige steder, omend jeg er pinligt bevidst om at også vi belaster øen. Men nu hvor jeg er her, var Viking Nature resort et ret heldigt valg, her er fantastisk smukt og skønt, specielt hvis man er her sammen med en eller flere, man holder af!

Men en strand er en strand er en strand. En butik er en butik er en butik. En restaurant er en restaurant er en restaurant, og så fremdeles. Det eneste nye jeg laver nu er at snorkle og gå tur. Ellers er der bare hængekøje og læsning med udsigt til alt det fantastisk smukke. Min mave er blevet meget vred, så kræfterne er lidt sølle. Toilettet skal være tæt på, hvis nu kummen trænger til en grundig gang sprøjtelakering (TMI? I know) hvilket den tit gør. Det gode er, at jeg allerede har fået smidt flere kilo, og de kommer IKKE på igen!

Fire dage til søndag. Må bare sørge for en masse tan, smide flere kg og læse mere.

Når jeg kommer hjem til Danmark, skal jeg tilbage til Berlin tre dage efter. Men vil gerne udskyde afgang og blive i Danmark nogle dage mere, da sommerhuset skal ses efter. Er alt groet til? Og der er mange møder og interviews der skal klares. Lige nu har jeg det lidt sådan, at alt det jeg laver, faktisk er relateret til Danmark. LOUD, det nye webmagasin til døve/hørehæmmede er dansk funderet. De kunder jeg har, er danske. Jeg skal også finde nye kunder. Jeg ved nu rimelig præcist hvad jeg vil, jeg har fået styr på hvad det tænder mig professionelt, men jeg skal bare arbejde mere strategisk, så det holder langsigtet. 

Måske det er hjemveen, der taler, men… Ja, jeg sidder i troperne og savner faktisk mit eget voksenliv. Min egen lejlighed, mit sommerhus. At komme et sted med et ordentligt arbejdsbord, en ergonomisk korrekt stol og en arbejdsvenlig computer. I en atmosfære af andre, der tager deres professionelle liv alvorligt, står op til fast tid og får udrettet resultater. Savner kolleger lidt. 

Familie og venner tæt på. Fast indtægt, og min bil (som jeg har solgt). Og en fast kæreste også. Tosomhed, det er det, jeg så tydeligt kan se, jeg slet ikke har. Den her rejse har kun handlet om mig, mig og mig, og jeg er udadtil cool med at spise aftensmad alene. Men mad og oplevelser er jo bedst når de deles! Og kæresten, han skal helst skal være dansk, faktisk. Hvor og hvordan jeg støver ham op, har jeg dog ingen planer for, det er en af de få virkeligt ukontrollable elementer i mit liv. Men jeg har fundet ud af hvor dansk jeg i bund og grund er. Med lidt udlængsel ind i mellem, og det er også helt fint.

Jeg har faret rundt som en eller anden 25 årig de seneste fem måneder, bare mig selv vs verden, intet fast sted at bo, med skiftende arbejdstider, med mit normale netværk langt væk. Dog er Berlin tættere på end San Francisco og Thailand. De seneste fem måneder har jeg været meget opsøgende, mødt mange nye mennesker, set mange nye steder, prøvet nye rutiner og ikke mindst stået og manglet rutiner så meget, at de er blevet savnet. 

Jeg er klar til at gå all in med LOUD og opgaverne for øvrige kunder. Der er ikke plads til andre projekter og samarbejder, såfremt fokus skal holdes, og det skal det. Så måske tilbyder Berlin, eller udlandet, mig ikke det jeg søger, lige nu. Da jeg tog ud, var det en blanding af – nu udlever jeg den drøm! Og lidt en flugt væk fra et liv, jeg dengang var låst lidt fast i, og jeg ikke havde lyst til bare at sidde derhjemme. Men nu er jeg fri. Vil jeg så blive i udlandet, når jeg er ved at bygge noget dansk op? Hvem flygter jeg da fra? Mig selv?

Jeg vil skyde på at alt derhjemme fuldstændig ligner sig selv, og at det ikke er det vilde, jeg er gået glip af. Mange jeg kender, har måske ikke engang prøvet at springe ud i så dybt vand efter de 30 år. De har deres liv, rutiner etc. Rutiner er selvfølgelig kedelige ind i mellem, at stå op klokken lort, og det er mørkt udenfor. Men så nyder man mere de stille morgener og det at have fri. Og hverdagene er nu engang dem, vi har flest af. 

Men så har jeg lært, hvor tæt på udlandet faktisk er! Hvor nemt det er at hoppe på en flyver og være i et andet land kort tid efter. Eller man kan gå på opdagelse derhjemme og være lige så opsøgende, som man var i udlandet.

Så det er her slået mig, at jeg faktisk har haft ret godt styr på mit liv, fast indtægt og diverse privilegier, og det hele har jeg så lagt til side for at udleve en gammel drøm om at bo og leve i et andet land. Men dét er nok bedst, når man rent faktisk har en mission i det pågældende land.

Jeg synes ikke, at noget som helst af det jeg har lavet, har været forgæves. Jeg har fået en meget god fornemmelse for hvad jeg gerne vil professionelt og privat. Er typen, der har det fint med at gå fra kaos til orden… og måske igen skabe lidt kaos, for så at rede ud igen. Det kan kun gøre en stærkere. Men måske jeg har haft nok kaos, fået udlevet ting, og nu skal jeg begynde at sigte efter noget lidt mere langsigtet orden? Være en mindre løstgående missil? 

Det lille barn, jeg var dengang, er jeg stadig. Jeg samler ikke min energi ved at fare vildt rundt i det ukendte. Jeg kan godt lide at være på koloni, og ferie for den sags skyld, men det er altid bedst derhjemme. 
Om det er ferien og varmen og maven, taler, ved jeg ikke, det finder jeg ud af. Det blev et meget personligt indlæg. Men nogen gange er det også ok at dele af sig selv. Måske andre endda kan bruge det til noget.

Uanset hvad, så finder jeg en løsning. Det gør jeg altid. 

Og det gør alle, i øvrigt. Hvis du selv skulle være forvirret, altså.

Ko Mook

  
Nu er turen gået til Ko Mook, en ø, som har stået på ønskelisten lige fra start af. Ko Mook ligger omkring Trang, og er omgivet af bl.a. Ko Kradan og Ko Ngai. Det er dog Ko Mook, der er mest beboet. De andre øer kan besøges på dagstur.

Det blev til en hel uge på Ko Lipe, og jeg endte med at blive ret begejstret for den ø. Kridhvidt sand, turkis vand, og alligevel lidt turistet inde i midten, så man kan få dækket sit behov for ferie-peoplewatching, restauranter ad libitum og drinks med parasol i.Det er til gengæld ikke den vilde peoplewatching, som Ko Mook har at byde på. 

Her slapper man bare af. Helt af. Jeg har dog ikke længere det store behov for bare at ligge og fede den af. Som freelancer bestemmer man jo sine arbejdstider, og hvis man har brug for at hvile lidt, kan man gøre det. Dog med færre indtægter og mere dårlig samvittighed som faste følgesvende. Hvis man i stedet kommer fra en 37 timers arbejdsuge, må det være en lise for sjælen bare at ligge på langs og ikke lave en døjt. Bare lissom… eksistere. 

Vi bor på Ko Mook Resort, hvis historie jeg er meget nysgerrig omkring. Jeg har en teori om, at her engang var øens perle, det kan man se på navnet. Tror, hotellet blev bygget et sted mellem 1970-1980, sikkert som noget af det allerførste her på øen til at byde de farangs velkomne, der måske allerede var lidt trætte af de mere klassiske feriesteder og eftersøgte noget nyt. Her er i sin tid blevet fantasifuldt anlagt med jungle-have, skulpturer og swimmingpool i midten. Nu er alting nedslidt, og der er kun få gæster. Jeg tror stranden ved hotellet har set bedre tider. Der kommer tre stråler vand ud af bruseren, der er myrer i sengen og wifi fungerer knap nok, og servicen er meget speciel. 

Jeg tror at det begyndte at gå ned af bakke for dette sted, da Sivalai Beach Resort blev opført på et stykke kridhvid skønhed, og hele målgruppen valgte at spendere deres feriebudget derovre. Nu bor man her, ja, måske på grund af slagtilbuddene på nettet, og der er jo mange, der besnæres ved tanken om en swimmingpool. Men den målgruppe kommer næppe på Ko Mook så meget. Ko Mook Garden Resortved siden af har ramt tidsånden bedre, med eco-cool-hippie-vibe til mere rimelige priser.

Og lige præcis her mødte jeg nogen, jeg kendte. Eller måske ikke, de kendte mig ikke, men jeg kendte dem, fordi jeg havde fulgt deres blog som optakt til den her tur. De 5 stikker af. Far, mor, 3 børn, hiver stikket ud i 10 måneder.Så sejt. Så fik lige sagt hej til dem ganske kort. 

De fik anbefalet på Ko Jum; Thailand for 20 år siden. Lyder spændende, så det er med i overvejelserne. Og så til sidst lidt turkis vand og lyserøde turister på Phi Phi, og så Phuket og hjem til Kbh for en kort bemærkning, inden Berlin kalder igen. 

Det er mit liv lige nu. 

Historier fra Bountyøen

 Det er dælme svært at give den som digital nomade på thailandsk ferieø. Ingen, absolut ingen sidder med en computer slået op. Der er ingen steder med bare tilnærmelsesvis ok wifi. Og jeg drømmer allerede om ergonomisk korrekte kontorstole og hæve-sænkeborde, der ville få Arbejdstilsynet til at hvine i fryd! 

Ellers er jeg meget cool med at rejse alene og gøre præcis hvad det passer mig, når jeg ikke lige sveder over den her større opgave jeg har. Men man kan jo sige, at det er en ret lækker fritid jeg har, med dyp i turkis vand, slentren rundt på kridhvide sandstrande, og så æder jeg alt hvad jeg kan komme i nærheden gadekøkkener, restauranter, pandekagejoints… Øens Walking Street er et sandt eldorado af peoplewatching og ferievibes. Det er kun kaffen, der er tvivlsom her. Men selvfølgelig har jeg allerede fundet øens bedste kaffested. På Hat Pattaya. Som kan kombineres med en solnedgang. Omend det i denne her sammenhæng så selvfølgelig er mere passende med en thai Mojito!

Om et par dage kommer min rejsemakker. Vi kender ikke hinanden rigtigt, ud over lidt arbejde, men han bed på at jeg på Facebook havde annonceret at jeg søgte en makker. Er i klar over, hvor svært det er at finde rejsemakkere, når man er over 30, og de fleste man kender, og ellers normalt rejser med, har alt for travlt med deres eget? Eller ikke bare kan rive nogle uger i februar ud af kalenderen. Men fair nok, og det gode er, at man så prøver nyt selskab. Jeg tror, jeg kan drage en hel del glæde af hans foto-skills, så der forhåbentlig kommer lækre billeder online. Det er bare slet ikke det samme at skyde fotos på sin iPad!
Jeg har også fået øjnene op for, at det at entrere det lokale dykkercommunity er lidt som at opsøge det lokale Deaf community. Du dykker? Jeg dykker. Cool! Så er man fra dag 1 bare med i et internationalt fællesskab og får mødt afslappede, snakkelystne folk. Lige meget hvor i verden man er. Jeg har mødt en engelsk skolelærer, der kan rimelig godt British sign language, og vi har fået lavet et par drinks og snorkellingaftaler. Og før hende mødte jeg, faktisk på restaurant, en australsk snart-pensionist, som ville rykke teltpælene og nyde sin otium et sted i Sydøstasien, fordi Australien simpelthen er for dyr at leve i. 

I går stod den således på drinks og joints (!) i dykkerklubben og hørte her fra den flinke, temmelig læderbrune franske dykkerklubsejer iført Christianiatrøje, at Ko Lipe for bare 10 år siden var en uberørt bountyø. At turismen eksploderede i Ko Lipe efter 2004-tsunamien, fordi øen ikke rigtig blev ramt. Da det skete, var han ude og dykke, og båden var fløjet væk, men så var det heller ikke værre end det. Siden hen hørte han om de alvorligere konsekvenser. Så turisterne følte sig derefter altså tryggere ved at komme herned til Thailands sydligste ø. Og siden er det gået slag i slag. Der er især mange kinesere her!

Det var så status på de første fem dage. Jeg er alt i alt ok tilfreds med det hele 😉

PS. Er blevet så chill, at jeg har købt mit livs første batikkjole!

Hæsblæsende arrival til Thailand

IMG_0104

Så er jeg arriveret til Smilets Land.

Det var i sandhed en turbulent rejse. Jeg havde check på det hele, lige indtil jeg skulle afsted.

Kom til at sige farvel for længe, så jeg missede bussen. Den næste gik først en halv time efter, og så ville der være 1,5 time til afgang – så ville der ikke være “råd” til den mindste nølen. Kom afsted, ventede på bussen i 7 minutters regn. Da bussen endelig dukkede op, kørte den kraftedeme bare forbi mig, selv om jeg hoppede og vinkede!  Hvad skete der lige for den chauffør? Næste bus om 22 min, en søndag aften mellem Bagsværd og Lyngby.

Nu desperat fik jeg fat i en Über taxa, til Nørreport, men fandt ud af at jeg ikke ville kunne nå kombinationen, så jeg ville til lufthavnen i stedet. Den var manden slet ikke med på, og han fattede ikke halvdelen af hvad jeg sagde, men så fik jeg ham omdirigeret til Lyngby station, hvor jeg løb ind i en (heldigvis) holdende taxa foran.

Hurtigt, afsted til lufthavnen. Ankom så til Kastrup cirka 1 time og 50 min. inden afgang, så jeg var rolig igen. Indtil taxachaufførens dankortterminal ikke vil virke, og tiden begyndte at tikke igen. Jeg nåede at at blive panisk; ALT arbejdede jo bare imod mig. Jeg foreslog, at jeg kunne hæve penge i dén Danske Bank automat, som jeg vidste, er inde i Terminal 2, så det kunne ordnes og jeg kunne checke ind.  OK med taxamanden, og han ville vente på stedet.

OK, jeg render med rygsæk ind og hæver penge, løber ud. Kommer til at tænke, at jeg faktisk bare kunne have været stukket af fra regningen, så sikke en tillid, chaufføren viste mig. På vej mod svingdøren opdager jeg, at jeg kraftedeme har glemt pengene, 600 kroner. Spæner tilbage, og heldigvis står der nogen med mine penge og afleverer. Fuck! Hvor heldigt! Men så er det der, jeg opdager, at min mobil er væk.

Jeg løber med tungen halsende ud, og taxaen er pist væk. Og min mobil lige så.

Dobbelt fuck, men nu er der 1 time og 40 minutter til afgang, og jeg har ikke tænkt mig at misse det fly, så jeg løber ind igen med henblik på at checke ind. Men uden mobil, hvordan så med reservationen? Den har jeg jo selvfølgelig ikke printet ud, så gennemført digital som jeg er.

Redningen hedder iPad og lufthavnen har jo også wifi. Jeg står der og næsten ryster, og er helt sikker på, at nu vil wifi’en selvfølgelig slet ikke samarbejde med mig. Det gør den; omend den lige lod mig svede lidt. Heldigvis er der ingen kø ved bagage drop off, så jeg får smidt bagagen.

Løber en sidste gang ud for at finde taxaen, men den er bare SÅ meget pist væk. Og min mobil ligeså.

Men da der er 1 time og 30 minutter til afgang, tør jeg ikke tage flere chancer. Ind med mig, og derefter går det da også efter planen. Gode mennesker ved siden af mig, ingen forsinkelser, behagelig ankomst. Men fuck, alt arbejdede bare så meget imod mig.

Men nu er jeg heldigvis en optimistisk sjæl; jeg har min iPad, og desuden er det altid godt med lidt digital detox. Minus mobil. Frem med papirkort og notesbøger! Og seneste nyt er, at mobilen er fundet. Nu skal jeg bare i kontakt med chaufføren, hente min mobil – og give ham de 600 kroner, som jeg kommer til at slæbe rundt på her i Thailand.

De næste 3 uger skal jeg i sandhed give den hele armen som digital nomade. Jeg har, minus mobilen, alt udstyret med, og jeg prøver en kombination af rejse og at arbejde. Planen er, at jeg danderer den frem til ca. 14-15, og så står den på laptop på café. Det matcher med at der er 6 timers tidsforskel, således at når klokken er 08 i Danmark, så er den klokken 14 her. Så lige nu er jeg faktisk i fuld gang.

Billedet er fra Phuket Old Town, ikke at forveksle med Patong Beach. Her er fint nok, men alt er lukket ved 21-tiden, jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg øver mig stadig med de manuelle indstillinger på mit nye kamera.

Jeg overnatter her, inden jeg i morgen tidlig tager båden til Ko Lipe, næsten helt nede ved Malaysia. Efter sigende er det en bountyø, men ikke så overrendt som f.eks. Phi Phi er. Så jeg starter der og arbejder mig tilbage mod Phuket.

I næste uge kommer min rejsemakker, og så er der følgeskab de sidste 2 uger.  Han er en ørn med et kamera, så missionen er, ud over at tanke D-vitamin og turkisfarvet lækkerhed, at lære en masse tips og tricks!

Som en eller anden farang i det tyske

Det har både sine fordele og sine ulemper, det springe ud og lande i et andet land. Jeg kan faktisk stadig ikke komme mig over, at det er så nemt at pendle København-Berlin. For en årrække siden var der en hel del buzz omkring danskere, der rykkede til Berlin. Den buzz er lidt forstummet, synes jeg, men det er stadig superaktuelt at man kan bosætte sig her, i en by, der er tættere på København end Aalborg er. Og som er cirka en million gange mere spændende, ja altså, undskyld Aalborg, no offence, men du ved jo nok, hvad jeg mener. Her er der kultur og centraleuropæisk historie så det batter.

Og så er det en stor fordel at have en tysk roommate, og sågar en, der bogstaveligt talt ved alting. Fra om spabad virkelig hedder heilbad på tysk (nej, ikke længere) til om det nu virkelig kan være rigtigt, at tyskere elsker at være nøgne i sauna (ja, de er pjattede med det).

Ud over min roommate kender jeg ikke rigtig nogen mennesker, ud over en lille gruppe, jeg røg bong med for et par uger siden (man må være åben for det nye jo) og nej, manglen på kaffedates går mig faktisk slet ikke på. Jeg er nu engang et par stykker over de 30 år, trods min 20-something livsstil (specielt når man sammenligner mig med de fleste af mine veninder derhjemme) så jeg er fuldt berettiget til ikke at danse på bordene hver weekend. Ej, jeg gider det faktisk ikke. Party-folket må hjertens gerne beholde Berghain for dem selv.

Og jeg ved, at jeg er relativt udadvendt – og hvis man ellers spørger pænt, så plejer folk jo at være positive. Og ellers kan man bare tilmelde sig de sindssygt mange events der er i denneher by. Og så gå hen og sige hej til folk, eller sådan noget. På mit hammerdårlige tyske, men nu er det faktisk et kæmpe privilegium at være døv, fordi man så faktisk per automatik har lov til at crashe den tyske fest næsten på lige fod med tyskerne. Du døv, jeg døv. Cool, vi venner!

Så det er egentlig ret ok at være en eller anden farang i det tyske.

Lige nu tager jeg socialt den dog helt med ro og nyder, at jeg kan fordele min tid ligeligt mellem at arbejde som en hest (som freelancer med opgaver, hurra) og så det at spadsere eller cykle byen tynd i mine egne tanker. Prenzlauer Berg (mit hood), Friederichshain, Wedding, Mitte, Charlottenborg, Kreutzberg og Neukölln. På jagt efter #hipsterkaffe og ellers bare masser af nye indtryk. Om aftenen arbejder jeg, eller også læser jeg dælme skønlitteratur eller ser finkulturel streaming TV (host). Så mange tv-serier jeg seriøst er bagud på.

Og savner jeg ind i mellem nogen, der kender mig, er der bare om at hoppe på FaceTime med en kop kaffe, og så er den næsten hjemme. Og savner jeg dansk stuff, så er der bare om at tage Tram’en over til Alexanderplatz, den ultimative stjerne af übersocialistisk 70’er betonarkitektur. Her finder man shoppingarkaden ALEXA – hvor stort set samtlige af de butikker, der også kan findes på en dansk gågade med respekt for sig selv, er repræsenteret på rad og række. Så man fortsat kan være indhyllet i sine sorte gevandter fra Vero Moda.

Cykelmyggen Mette i aktion - zuhause, udenfor porten
Cykelmyggen Mette i aktion – zuhause, udenfor porten

Fremmed i et nyt land

Jeg synes det er helt vildt spændende, at jeg er så fremmed i Berlin.  Ingen kender mig, jeg kender ikke mange, og sproget er helt nyt.

Bare det at gå i supermarkedet er en eksotisk oplevelse. De har helt andre navne, f.eks. Kaiser, Rewe, Alnatura etc. Vores mere hjemlige Netto, med tillnavnet Lebensmitteldiscounter er dog også at finde her, men bare med et tysk sortiment.

Produkterne i supermarkederne er anderledes. De er for eksempel svært glade for pølser her, og man kan få snackpølser i mange varianter, masser af pålægspølser og så de store wursten til aftensmad. Og teewurst, som er en lettere pinlig gammelmandsspise, som jeg ikke desto mindre holder af.

Sammen med schwarzbrot, altså rugbrød, det kan man også snildt fikse her i Tyskland. Længere væk er jeg så heller ikke…

Og så er der Ritter Sport. I dag fandt jeg dem på tilbud til 0,69 € hvilket svarer til 5,15 DKR. Så kan man godt frygte lidt for sin vægt. Jeg har ladet mig fortælle, at der er et Ritter Sport museum her, hvor man kan give den gas med Ritter Sport.

Alt i alt er leveomkostningerne laver her. Også i forhold til andre tyske byer. Hamburg ligger f.eks. i den tunge ende af prisskalaen.

Så her er der fuld smæk for skillingen!

Ritter Sport til ingen penge... 5,15 DKR per styk.
Ritter Sport til ingen penge… 5,15 DKR per styk.
Giga-spegepølse. En halv meter for lige knap 40 DKR.

En epoke, der er slut?

Nøj, jeg er lidt nervøs for at poste det her indlæg. For der er ingen, der står offentligt frem med det her emne mere. Men nu gør jeg det alligevel. Faktisk er det lidt svært for mig at se, at nogen kan blive vrede over det, jeg har på hjerte. Men det er min personlige erfaring med debatten omkring CI, at det er bedst at ti stille, med mindre man vil udstilles som snæversynet og imod nytænkning og udvikling. Men lige nu har jeg faktisk brug for at sætte min stemme fri.

Her ser vi en fin poetisk/kunstnerisk reaktion på den stigende “Danish oralism” en bølge, som vi oplever rulle hen over Danmark. Fedt at kunsten illustrerer det, når alle andre i døveverdenen er låst fast, paralyserede og mere eller mindre magteløse. Der er næsten ikke flere danske døve, der tør at pippe op offentligt. Debatten florerer kun i private regi og skjulte sociale fora, intet er offentligt tilgængeligt.

Videoen er lavet af vores dygtige Ragna Huse. Kan man ikke udtrykke en tilstand/følelse med ord, kan man det i hvert fald gøre det gennem kunsten. Det har vi set i så mange andre situationer. Mere døvekunst, tak! Det er derfra, jeg er inspireret til dette indlæg.

I Want To Break Free af Ragna Huse.

Info: Baggrunden på videoen er det tidligere Skolen på Kastelsvej fra 1807. En døveskole, der ikke længere eksisterer. Nu er skolen Langelinieskolen. Med hørende børn. Der er stadig en døve-afdeling, men næsten ingen tilslutning. Fordi alle døve børn nu inkluderes i folkeskolerne. Vil man have sit barn i et tegnsprogsmiljø, er det ikke længere nogen reel mulighed.

Her i – ellers – kunstneriske Berlin har jeg allerede mødt flere døve, der har fortalt mig om deres “orale opvækst” forskellige steder i Tyskland. En opvækst, hvor de har skullet hutle sig gennem tale, tale, tale – nogle har været bedre til det end andre. Det har haft menneskelige omkostninger. De, jeg har talt med, har været gennem en masse selverkendelse. I dag er de stolte døve. Og der er mange, jeg (endnu) ikke har mødt.

Men dem, jeg har mødt indtil videre, de har valgt tegnsproget til. Nogle senere end andre.  Og Tyskland har aldrig nogensinde oplevet den gyldne tegnsprogsperiode, som Danmark har oplevet fra 1980-2000. Den periode, der har resulteret i min generation af døve.

En epoke, som stærke kræfter længe har lobbyet hårdt for at mute. Det starter med lægens medlidende blik til forælderen, når vedkommende skal have besked om, at barnet ikke kan høre. Som om det er en stor sorg, at barnet er døvt. Det er det helt sikkert, fra den hørende forælders perspektiv, men det er ikke barnets sorg. Men det bliver også barnets sorg, hvis det er forældrenes. Så bliver barnet ikke en stolt døv.

For at eliminere forældrenes sorg, står lægerne i forreste række for at tilbyde CI. Så kan man høre igen! Tegnsprog? Nej, det skal man endelig ikke bruge. For så lærer man ikke at høre og tale! Så bliver man ikke en god hørende. Så disse stærke kræfter for at få tegnsprog til døve helt væk er lykkedes nu. Tror jeg. De første unge fra CI-generationen er ikke vokset op med tegnsprog som modersmål.  De klarer sig på alle andre måder. Nogle enkelte kan sikkert stadig tegnsprog. Jeg har en fornemmelse af, at de yngre døve i nogle tilfælde måske synes, det er synd for deres med-døve, der bruger tegnsprog. Det der medlidende blik.

Har man først ændret minoritetens mind-set, så er det sket med stoltheden over at være døv. En epoke er slut. Døveverdenens forfald startede efter 2000, og der er ingenting tilbage i dag. Eller hvad har vi i stedet nu?

Det er fair nok, at der er et stærkt ønske, om at døve skal normaliseres så meget som muligt. Et eller andet sted tænker jeg, at det dælme også kunne være meget praktisk, at døve forstod den hørende verden bedre. Der er helt utvivlsomt mange flere muligheder i den hørende verden, og den mulighed får døve børn bedre chancer for i dag. Det er jeg glad på for deres vegne. For den mulighed ville jeg da gerne have. Den har jeg ikke, men til gengæld har jeg andre muligheder.

Men at disse muligheder skal ske på bekostning af tegnsprog, er meget trist. Specielt, hvis det betyder, man skal betale en høj menneskelig pris – pres og stress, hjælpemidler, en daglig kamp for at slå til, for at udtrykke sig, for at forstå, for at være afslappet, konstant at være lidt ved siden af, blive misforstået, misforstå, kæmpe for at høre til. Det er meget nemmere at være en god hørende, når man er en stolt døv.

Derfor er det ekstra spændende at se hvordan det fungerer her i Tyskland. For sådan har det hele tiden været. Tyskland er i den internationale døveverden kendt som oral-land no. 1. MEN døveverdenen blomstrer stadig – bare lidt mere undergrund’ish.

Hvad er der mon for en udvikling, det danske døvesamfund står overfor?

keep-calm-and-proud-to-be-deaf-3

 

Berlinspiration

Var det noget med at købe lidt DDR-remedier? Sjov lille butik i Prenzlauer Berg.
Hvad med lidt DDR-stuff? Sjov lille butik i Prenzlauer Berg.

Nu befinder jeg mig i Berlin igen. Jeg stadig ikke komme mig over, at det er så kort en flyvetur. Her er det freezing cold. Man skulle tro det var varmere, når man nu har pakket sydfrugterne, men næ nej, det er endnu koldere.

Men der er ikke meget tid til at rende rundt i byen, fordi jeg skal arbejde, jeg har flere deadlines. Men det er egentlig fantastisk, det faktum, at jeg kan tage skrivearbejdet med herned. Der er mange kunstnere og forfattere, der slår sig ned i Berlin. F.eks. Sissel-Jo Gazan.

Hun har faktisk forfattet en blog om Berlin: Vi elsker Berlin. Jeg har lige klikket “følg” overalt hvor jeg kan, og så glæder jeg mig til at få lidt mere tid til at læse alle hendes tips. Og ikke mindst at efterprøve dem ude i virkeligheden. Så mange spændende steder.