Fear the Walking Dead

Åh, mine nerver. Har lige set en times pre-zombie-apocalypse-udbrud. Fear the Walking Dead. Første afsnit med international premiere i forgårs. Fedt, jeg er totalt firstmover. Det er en spinoff-serie til the Walking Dead (har ikke turdet at se resten af sæson 4 og sæson med). Konceptet med filmisk at skildre en verden, hvor de levende bliver færre, og de døde flere, er både afskyeligt og voldsomt besnærende. Særligt creepy, fordi folk ikke er vant til at håndtere zombierne. Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Det er som at pille i sår. Der er ikke rart, men man kan sgu ikke lade være alligevel. Håber dælme jeg fremover kan finde ud af at gå ned med skraldet ved skumring og at holde ud at være alene i sommerhus. Jeg frygter min egen frygt.

Lokummet fra helvede

Nu er det vist snart ved at være høje tid at jeg præsenterer Eja, “Herren er min Gud” eller “Den langskæggede gamle mand der dryppende stiger op af søen” – eller så bare slet og ret knaldhytten på bakken. Aka mit sommerhus.

Jeg tager præsentationen i små sektioner, og der er stadig en hel masse udvikling. Så det her er et øjebliksbillede.

Vi starter med sommerhusets allermest uhyrlige rum: Lokummet.

Hold jer for øjnene, og kig, når I er klar:

IMG_0029

IMG_0030

Brændende vanvidsorange. Ja, lige præcis.

Det var dette uæstetiske syn, der mødte mig, da jeg inspicerede hytten for allerførste gang.

10858561_10152478906600848_1127033554756746607_n

Dog havde det helt sin egen diskrete charme, at lokummet var udstyret med dette askebæger. Tænk at man dengang i 60’erne og 70’erne sad derude med bar røv og pulsede løs. Det er der noget helt befriende politisk korrekt over. Omend jeg kan hilse og sige, at man seriøst får en forfrossen røv udenfor sommermånederne, hvis man skal sidde alt for længe på tønden.

Sidenhen har jeg fået malet lofterne over det hele i hvidt. Det har gjort indtrykket lidt pænere. Men så tog Fanden også ved mig og jeg flåede noget af det tykke plastiktapet af. Det lader sig rippe af i strimler, så jeg skal tage mig sammen og traktere resten.

Det er endnu ikke gjort.

IMG_2258

IMG_2260

Så status lige nu er, at vanviddet er grimmere end nogensinde før. Og ens numse bliver koldere og koldere, jo længere hen mod efteråret vi kommer. Og nu uden askebæger (det er dog gemt).

Der er slet ikke bad i knaldhytten – overhovedet. Men det gode er, at jeg har arrangeret denne charmerende lille badeopsats udenfor, hvor man altså nyder de rensende stråler under Guds frie himmel. Splitterravendehansjørgen.

Lige præcis så primitivt som det skal være.

IMG_1608

IMG_1610

Der bliver ikke muligt at installere bad, da der ikke er plads i det lille toilet, og det kan heller ikke svare sig. VVS manden henviste helt modløst til søen for neden af bakken. Jeg tror personligt, at jeg vælger min hjemmelavede løsning.

Så projektet bliver at gøre vægge i lokummet pæne, måske med noget romantisk tapet eller bræddevægge i hvidt, jeg skal installere ny håndvask, nyt wc (det løber) og male gulvene – i en sart lysegul farve, tænker jeg. Har set looket i en skøn, tøset AirBnb lejlighed.

Og udendørsbadet skal optimeres med bedre afløb og træbeskyttelse.

Hvordan bruger man arrangementet? Når man skal bade, blander man vandet i håndvasken på toilettet til den rette temperatur, smækker en slange på, smider klunset, venter på at vandet løber ud og nyder så de livgivende stråler ude i vildnisset uagtet luftens temperatur.

Jeg elsker tanken om at man er forvist udenfor hvis ens forfængelighed påbyder en at douche. Også klokken 6 om morgenen med mosekonens bryg over det hele. Ellers kan man bare lade være.

En skønne dag kommer der anneks med soveværelse – og så dermed også et rigtigt bad. Men slet ikke før.

Så status lige nu: Man skal lukke øjnene og skynde sig, når man er på lokum i sommerhuset.

 

På med vanten

10994226_1561906797429635_6882710741334203346_n

Så er sommeren slut. Både i forhold til sommerferiekalenderen og i forhold til vejret. Solen har tilsyneladende draget sit sidste suk i går aftes, vi ses i 2016. Sommerhuset har på 8 måneder undergået lidt af en vanvidsforandring, som jeg vil dele ved lejlighed. Vinduer, terrasse, gulve, køkken, loftsmaling, facade. Nu er der sgu mere styr på lortet end der er lort på styret. Så jeg er snart mentalt klar til at lukke ned for sommerhussæsonen 2015, som ved vor fader i himlen har været en miserabel sæson, men jeg har altså også nået helt vildt meget med den knaldhytte oppe på toppen af bakken. Og hvad dælen, vi kan jo bryste os af at have verdens allerbedste arbejdsvejr herhjemme i Danmark! For at se glasset som halvt fuldt! Så det er på med vanten, kaffe ned i koppen og 1-2-3-go.  Arbejd, arbejd. Jeg er så klar. For første aften i 800 år har jeg klappet Matilda op og sidder og klimprer efter aftensmad. Min kvindelige intuition kan fornemme at der kommer til at ske spændende ting og sager i andet halvår 2015 og måske første halvår 2016. Måske skulle jeg i den anledning være mere aktiv med de der ord. Fremelske det der kreativtät. Jæs.

Samfundets syn på døve og hørehæmmede

Jeg har i denne uge været til Deaf Studies på Aarhus Universitet. Institut for Kommunikation og Kultur er nemlig interesserede i døves kultur mv. og har arrangeret Danmarks første sommerskole i selvsamme emne. De vil gerne fortsætte med summer schools, og de er interesserede i at arbejde med Ph.D.’er der skal forske i feltet. En fantastisk udvikling!
Sådanne arrangementer som dette her løber ofte af stablen verden over og viden bibeholdes internt. Folk bliver inspirerede, går hjem, og så sker der ikke mere for de almindelige dødelige. Det samme vil sandsynligvis ske for mig, så jeg tror lige, jeg vil dele et par ord om mine personlige refleksioner, og så må andre, der har været med, supplere, for jeg synes det er nogle vigtige ting vi har vendt. Ting som den bredere offentlighed ikke rigtig kender til.
I formiddags har temaet været sprogpolitik v. dr. John Bosco Conama, Trinity College, Dublin, og det var for mit vedkommende det mest spændende af det hele. Der er nemlig mange, der ikke rigtig forstår begrebet “politik” og slet ikke noget så diffust som sprogpolitik. Vores sprog er da dansk!
Men for landets 4000 (cirka, tallet er nok faldende?) døve er sproget dansk TEGNSPROG. Ikke at vi ikke kan dansk skriftsprog, for det kan vi da skam også – og flere kan også talt dansk (det, som er det danske sprog for udefrakommendes vedkommende).
Dr. Conama har forsket i irske forhold, og her er irsk tegnsprog, ligesom dansk tegnsprog, officielt anerkendt. Men han påpeger, at mange af formuleringerne ligger ovre i the Bill of Health (fokus på sygdomme/handicap) frem for Migration and Diversity.
Dette leder helt naturligt over til den ældgamle diskussion om hvorvidt døve er handicappede eller en del af en sproglig/kulturel minoritetsgruppe. Det skal jeg ikke kloge mig på, omend jeg personligt vil svare: Begge dele! Ikke enten eller, men både og. Men det er mere eller mindre kendt, at pengene følger handicapperspektivet og derfor er det smartest at vifte med handicapkortet (“se-hvor-er-det-synd-for-mig”). Eller er det?
Herhjemme i Danmark bliver døve mere eller mindre sat i bås med sygdomme/handicap og hjælpemidler hos kommuner, regioner mv.  Men vi ser også eksempler på at døve hører til under andre områder (ministerier), specielt med de seneste “landevindinger” som f.eks. retten til tolkning. Derudover ser vi private økonomiske initiativer der støtter begge perspektiver. Jeg tror først jeg fik mulighed for at komme ud af handicapsystemet, da jeg blev voksen og dermed ikke skulle følge en fastlagt kurs.
Hele høreområdet, allerede fra det lille barn der bliver taget imod af en jordemoder, vurderet af læger for at konstatere høretab, kastet i favnen på audiologopæder, AVT-eksperter, talepædagoger, lærere, måske speciallærere, og jeg skal komme efter dig – hele området er stærkt influeret af handicapsynet, at døve er handicappede og skal hjælpes og trænes og fikses. Og dette “for enhver pris” er ekstra tydeligt lige nu. Den fremherskende retorik er: Tegnsprog forstyrrer talesprog, det er bedst at holde sig fra tegnsprog hvis man skal lære at tale. Forældre tænker: “Lægerne anbefaler ikke tegnsprog, jeg bør ikke andet end at lytte – det handler om mit barns fremtid.” og “Audiologerne anbefaler ikke tegnsprog – fagpersonerne ved bedst, jeg må hellere følge deres anbefalinger”.
Det at fikse/reparere/rehabilitere noget er et handicapsyn. Men i ovennævnte miljøer er det sjovt nok også et handicapsyn at acceptere tegnsprog. Men det passer på ingen måde; tegnsprog er ikke et handicap at kunne, men derimod tilegnelsen af et sprog og en stærkere identitet.
I Deaf Studies ugen er det helt klart; fokus på sprog og kultur. Og hvorfor det? Fordi øret (som ellers er et symbol for mange hørehandicapforeninger) er ikke vigtig for døve. Øret er ikke i stykker, der er ingen sorg, øret skal ikke repareres (det medicinske syn) Øret – det findes bare ikke, bruges ikke, og det er døves naturlige medfødte tilstand. Til sammenligning: Er flagermus handicappede, nu hvor de ikke har syn, selvom de har øjne? Er pingviner handicappede, når de har små dysfunktionelle vinger og går sjovt – nej vel, bare deres naturlige biologiske tilstande. Det at mangle en sans udløser da nok genvordigheder i et samfund, hvor alle har ører og bruger dem; men har man forståelse for sprog- og kulturperspektivet og styr på egen identitet, kan denne barriere nemt overvindes med de tilbud vi har i dag.
Høreområdet og kommunerne hører sammen. Vi ved, at meget af det vi ser på høreområdet lige nu er spareøvelser, fordi kommunerne skal spare. Længe har det været meget nemt for kommunerne at sige nej, hvis det handlede om behov for at lære tegnsprog. Argumenter for afslag er: I har da lært at kommunikere med hinanden. CI findes, der er ikke brug for tegnsprog mere. Vi har betalt en gang for CI, nu skal I bruge det. Men er CI en mirakelkur, der fixer alting?
Det resulterer nogle steder i “Hellere intet sprog end tegnsprog”. Vi hører om sprogløse børn, eller børn med ringe sprog og fattige begrebsverdener.  Identiteter, der på påvirkede af, at man altid er anderledes end de andre. Specialskolemiljøerne har for nogle år siden fjernet tegnsprog fra deres undervisningstilbud for at tilfredsstille forældrenes efterspørgsel efter udelukkende auditiv læring, for at holde fast på eleverne. Men elevtallet er stadig faldet, for nu skal alle inkluderes, folkeskolerne har da meget bedre styr på denne gruppe af børn (?). Så nu er hele specialskolemiljøet i Danmark mere eller mindre ved at lukke ned, og det betyder, at døve børn ikke længere har samme adgang til tegnsprogsmiljøer i dagligdagen, i deres skolegang. De har snart kun folkeskolerne tilbage, og her ved man kun noget om hørende børn. Sådan ser det ud i Dagens Danmark på høreområdet. Det er nu kun den ene vej tilbage. Høre/Talevejen.
Vi har set nogen forældre til døve børn (med CI) sige at deres børn er “hørende”. I dag tror jeg, at mange er ved at modificere denne skråsikkerhed; for hørende bliver man næppe, selvom man kan klare sig rigtig godt med hvad man har af hørelse. Men hvad er man så, når man ikke er helt hørende? Handicappet? Vil man så være afhængig af at hele tiden at skulle blive vejet og målt af kommunale instanser? Er det ikke bare et menneske, vi taler om?
Også børn med CI har brug for støtte. Og derfor rammer spareøvelserne rammer ikke kun tegnsprog, men også rammer dem, der bruger CI og ikke engang har rørt ved tegnsprog – vi hører også om kommunale afslag på hjælpepersoner, kurser, arrangementer mv. også for dem uden tegnsprog. For børnene kan jo selv, og kurser, arrangementer mv. har da ikke noget med ren oral/auditiv/talesproglig indlæring at gøre; det er bare hyggearrangementer, og det er jo ikke noget klinisk, så hvorfor betale for det, når disse findes i nærmiljøet med andre normale børn. Særlige identiteter (det der engang var døveidentitet?), særlige netværk mv. anerkendes ikke fra kommunal side.
Vi ser altså at der er en del konsekvenser af at høre til under handicaptermen. Blandt andet at det giver kommunerne grønt lys til at spare løs, når noget tyder på at handicappet er helbredt. Det, at man rent faktisk er normal, det skal man slet ikke sige to gange til en sparelysten kommune-skrankepave.
Så hele udviklingen er en del af en gigantisk spareøvelse. Desværre!
Man kan være døv på tusind forskellige måder. Det at være døv er en flydende identitet, og man vælger selv til og fra. Og hvad nu hvis der også ligger et uudtalt behov for et særligt sprog, en anden kultur og en unik identitet, fordi der her er en hel masse mennesker, der får et rigt liv via den vej – via fællesskaber med ligesindede?
Hvad med at der faktisk er en hel masse “normale” mennesker, der har lært tegnsprog, fordi de er fascinerede af sproget og kulturen? Tegnsprogstolke f.eks. er specialiserede kommunikationsfolk og ikke handicaphjælpere.
Vi ved dog også at pengene traditionelt ikke rigtig følger med sprog og kulturperspektivet, og det gør det, til trods for anerkendelsen, meget svært at udvikle tegnsproget, få penge til kulturelle arrangementer, opretholde dynamiske tegnsprogsmiljøer mv (eller at kompensere for de forsvindende tegnsprogsmiljøer) og i det hele taget at skabe initiativer til at få de nye generationer af døve med. Det er, som et eksempel, interessant at se at så stort og succesfuldt event som Deaflympics ikke hører til under Paralympics. Hvorfor ikke? Fordi døve har andre behov. Deaflympics er et levende eksempel på at døve ikke vil have almisser under handicaptermen men derimod sprogperspektivet.
Kunne man mon overveje, om det kunne være tid til et paradigmeskift; at man ikke så enøjet kiggede på handicap/medicin/sygdomsperspektivet, men derimod mere fik arbejdet mod  sprog, kultur, minoritet, mangfoldighedsområdet – og med at der fulgte lidt flere penge med?
Nu er det jo institution for Kommunikation og Kultur, der er interesserede i Deaf Studies – og ikke hos audiologerne eller de medicinstuderende.  De kan få lov til at bruge deres krudt på at fikse døve, hvis vi andre kan bruge vores krudt på at stimulere et levende, rigt sprog og  en mangfoldig kultur, som vi lever godt med?

Sommeren er aflyst

 

Knaldhytten i Kulhuse, nu med nye vinduer
Knaldhytten i Kulhuse, nu med nye vinduer, så udsigten kan nydes max

Sikke et herligt efterårsvejr vi har i disse dage. En kage kunne være en meget passende kompensation for det uvorne vejr. Kaffe, kage og plaider. Det gør ikke noget at være totalt mormor disseher dage. Jeg tror, det bliver til lidt cookie-bagning i la cuisina Mettisma her i aften, nu hvor jeg snød lidt og hentede maden fra ThaiAway. Vi har dælme verdens bedste arbejdsvejr herhjemme i Danmark. Derfor har jeg også arbejdet længe i dag. I morgen skal der så igen arbejdes gennem. Det IT-system, som vi har fået stablet op på benene fra scratch, er i slutningen af testfasen, så der er masser at rive i. Samtidig med at det er sommerferie (med citationstegn!) – så der er ikke så mange forstyrrelser som normalt. Nu er jeg så privilegeret at have et arbejde, hvor min ferie ikke påvirker den daglige drift så vanvittigt meget, bare jeg når mine opgaver og deadlines. Så lur mig, om ikke jeg aflyser sommeren og holder ferie, når (hvis) vejret igen arter sig pænt.

Lortesommer. Altså. Tss.

Session hos en clairvoyant

IMG_1422
Kulhuse Strand

I sidste uge var jeg til clairvoyant. Er det noget jeg ikke er, så er det at være alternativ, og det her er måske ovre i den lettere alternative afdeling. Men hvem har ikke lyst til at prøve noget lidt out-of-the-box ind i mellem? Jeg har i den senere tid tænkt en hel del over hvilket liv, jeg gerne vil leve. Og et lille skub med på vejen skal man ikke kimse af.

Kan en døv gå til clairvoyant? Ja selvfølgelig, man tager bare en tolk med – MEN lige netop hende her kan tegnsprog flydende, da hun er uddannet tegnsprogstolk. Som hun skriver det på sit website, lever hun af at være et medium. Både mellem hørende og døve. Og så gør hun det samme mellem vores verden og det mere udefinérbare. Hun fortalte, at alle mennesker har hver sin skytsengel, og at det er dette udefinerbare, hun tolker. Så det var alt i alt en ret sjov og interessant oplevelse. Hanne tilbyder sessions på tegnsprog og uden selvfølgelig, i København.

Vi fik i hvert fald vendt nogle ting, Hanne var meget præcis på nogle områder, andre områder var lidt mere vævende, men hvad dælen, det er jo også en del af oplevelsen.

Udvalgte opsummeringer:

  • Jeg har brug for at være mere kreativ
  • Jeg kommer til at skrive en bog, men den er ikke klar til at blive skrevet
  • Jeg får brug for at komme ud at rejse – Afrika
  • Der var noget med croquis tegninger (what the f…?)
  • Jeg kommer ikke leve alt for traditionelt
  • Det vil være godt at komme lidt mere ud i naturen
  • Jeg skal træne i at blive ved tingene lidt længere

Nu tror jeg ikke på at en clairvoyant giver deciderede forudsigelser om hvordan man kommer til at leve sit liv, men det er da nogle ret ok pejlemærker at navigere efter. Specielt når man som jeg tænker en del over hvilket liv jeg gerne vil leve.

Måske skulle man blogge igen for at udfolde den kreative åre? Det er skrivning light. Små bidder, som man lige kan overskue ved siden af sin tjans. Jeg savner nemlig at arbejde mere kreativt. Ser det for mig – at sidde i sommerhus og skrive. Ude på landet. Jæs. Med bar røv.

Lidt mere end sommerhus og kage

Hallo derude. Jeg lever stadig. Tit har jeg tænkt på at blogge. Lidt mere. For nogle år siden, husker jeg, at en ex havde sagt til mig, at jeg var mere intelligent end jeg lød til på bloggen. For når jeg er i kærestemode, så bliver jeg åbenbart lidt kedelig i det. Og det må i hvert fald ikke ske. Alle mennesker har jo mange facetter i sig. Har taget mig selv i, måske, at kommunikere alt for meget om mit sommerhus på sociale medier. Sommerhusupdates fornærmer ikke nogen, men det må nok også kede folk i det lange løb, ligesom endeløse kage-updates. Nå men livet er meget mere end sommerhus og kager, selv om jeg er vild med at have store og små projekter at rive i. Jeg kan ikke have et projekt af gangen. Det er er altid sjovere at have gang i ti projekter. Men så længe man kan jonglere, og så længe nogle af boldene kommer i mål, så skal det nok gå alt sammen. Nå men sommerhuset har det godt, der er kommet vinduer i, og det gør en verden til forskel. I næste uge skal jeg på sommerskole i Aarhus. I Deaf Studies – på Aarhus Universitet. Det er første gang at der er blevet etableret sådan noget af den art i Danmark. Bliver ret spændende – også at blive genopfrisket på hvorfor disse studier er vigtige. Det tror jeg vi har en tendens til at glemme efterhånden. At man skal værne om døvekulturen og tegnsproget – og prøve at forstå, hvorfor samfundet alle dage har prøvet at normalisere døve – uden at tænke over hvem det egentlig hjælper, og hvilke menneskelige konsekvenser det kan have. Så det kan være, jeg viser lidt ekstra facetter af mig her på bloggen – fra sommerhus til Deaf Studies. Men nu går jeg i gang med at læse lange tekster fra humaniora!

Fuld knald på i Kulhuse

Nu tæller vi juni, og tiden i sommerhuset går både meget stærkt og meget langsomt. Det vilde der er sket er, at det gamle plastikgulv er taget op (og givet til naboen, der måske kan upcycle skidtet?) og så har der været gulvmand ude og slibe originalgulvene. I dag har jeg allieret mig med nogle veninder, og vi har malet loft over det hele. Er helt hvidspættet, og der mangler stadig flere lag. Men nu begynder det at ligne et sommerhus. Fra brun cigarkasse til hvid sommerhusbrise. Udenfor hersker der anarkistiske tilstande a la Christiania, da tingene midlertidigt står udenfor under en presenning. Plastiktaget tog vi nemlig af, og der skal slet ikke overdækning over terrassen. Men hver ting til sin tid, nogle gange kan rækkefølgen fejle lidt. Men når loftet er malet færdigt, skal tingene udenfor tilbage på plads. De eneste ting, der ikke kan komme hjem, er køkkensagerne. For vi har dælme også hevet køkkenet ud. Så der er intet køkken lige nu. Maden må tilberedes på bål, og vaskene må ske udenfor, for bad er der jo heller ikke. Dejligt primitivt. Næste step bliver dog en udendørsbruser, for det er jo herligt at bade ude i Guds fri natur. Og så har jeg haft et par tømmerdrenge med ud og lave tilbud på hhv. vinduer til panoramaudsigt og terrasse i flere niveauer. Om alt går vel, er der nye vinduer og ny terrasse til august. Og så skal jeg have fat i flere skønne havemøbler og helt generel hygge til haven. Men det er ikke noget, man bare fiser ud i Bauhaus og køber. Næ nej, lokalområdets loppemarkeder skal frekventeres, ligesom dba.dk er min nye ven. Køkkenet regner jeg dog med at købe i Ikea, og så med små nuttede forhæng i stedet for låger, og gamle æblekasser som hylder. Det er så den midlertidige status, vender tilbage med billeder!

Causerier om mit Sangri-La

Ahm. En hel uge i det mettiske sommerhus. Huset burde få et navn. Det, der først popper op i mit hovede, er Sangri-la. Men nu er jeg mest ved drømmen om en hippie-oase, hvor man render rundt med bare pa**er og bar r*v. Den planke ville jeg næppe turde at køre ud i virkeligheden. Og navnet sangri-la også fordi jeg engang boede på et superfedt hostel på øen Cebu på Filippinerne, midt i junglen, på en højde, og med en flod nedenunder. Shit, det var dælme sangri-la, et skønt sted, som jeg stadig drømmer om. Elsker i det hele taget beboelsesarrangementer og gemmesteder, der er placeret på højder, og som har skønne terrasser. Så er det jo belejligt, at mit hus netop er placeret oppe på toppen af en bakke. Terrasser skal jeg nok have arrangeret på sigt. Flere niveauer. Som i Babylons hængende haver. Mm. Men lige nu! Så handler det simpelthen om at få forceret alt det krimskrams, der er rundt omkring i min 1650 m2 herligt/skræmmende (halvt fuldt eller halvt tomt)  store have. Krimskrams må man vel gerne sige som have-ukyndig. Jeg prøver mig frem. Lærer hele tiden. Påsken har resulteret i at den lille fliseterrasse foran huset er blevet ukrudtsfri. Min kære far flåede hver og en flise op og fjernede sejt senegræs og invasive gevækster og alt muligt. Og så har jeg fået fat i en såkaldt flishugger, naboens (men skal dælme ha’ mit eget powertool, idet jeg ikke kan blive ved med at spørge om lån, og ikke har jydekrog på bilen) – og så har jeg hakket grene, krimskrams mv. til den store guldmedalje. At kværne haveaffald er lidt som at presse gulerødder ned i en gigantisk juicer. Resterne, flis, strøes så ud over træer, buske mv. På den økologiske, genanvendelige måde. Assisteret af forskellige vennegrupper og andre dejlige mennesker på langfart. Og jo mere man som have m/k roder rundt i krimskramset, jo mere krimskrams springer der frem. Men jeg er fortrøstningsfuld, for det er jo smadder fedt. Man får den vildeste omgang motion, man får sol og frisk luft, og man er samtidig hjemme i sin trygge rede. Ikke noget med at skulle pakke en taske og drage på langfart hver gang solen skinner, som vilkårene her i hovedstaden ellers er. Og så kan jeg godt lide, at udviklingen er håndgribelig og lige til at se med øjnene. Det er ikke som at arbejde professionelt med forretningsudvikling, hvor resultaterne først kommer på sigt og ikke altid i målbare størrelser. Nu er jeg hjemme igen efter en lang skøn påske ude i det fri, og jeg glæder mig allerede til næste gang den igen står på sommerhus!

Grand season opening – i det Mettiske sommerhus

IMG_0038

Påskeferie! Helt frem til den 7. april! Og på søndag går vi over til sommertid. Og hermed er der tid til sommerhus en hel uge – fra mandag til mandag. Det bliver årets officielle sæsonåbning af skovhytten. Burde faktisk starte nogle fede traditioner op. Lægger dog ud med at invitere hele familien til påskefrokost i hytten skærtorsdag. Det kunne blive en tradition; og måske en arbejdsweekend eller to? Jeg har haft mange tanker omkring sommerhuset. Det er jo en gammel sag fra 1961, og jeg har haft noget i omegnen af en million forbedringsønsker til skovhytten. Nye vinduer hele vejen rundt, nye gulve, nyt køkken og rumfordeling, etablering af bad, nyt tag, isolering osv. Så mange opgaver, at jeg faktisk begyndte at overveje om ikke det simpelthen bedre kunne betale sig at rive hele lortet ned og få opført et nyt, ikke så meget ballade der. Fik da også indhentet et par tilbud fra EKG og Kalmar Huse, som var rigtig søde til at hjælpe. Men det koster en lille million at få fjernet det eksisterende og bygget et nyt af tilsvarende størrelse. Plus så grund til 400 K, og det tror jeg så slet ikke, at området kan bære. De fleste huse i Kulhuse er nogle gamle, skæve rønner med hver sin særegne charme. Og min økonomi kan heller ikke bære det. Så jeg er nu gået tilbage til at dyrke mormorstilen; måske det endda er ok at det er lidt anarkistisk og sådan. Og der kan jo nemt gå sport i at finde de mest økonomisk gangbare løsninger. Jeg får i næste uge et vindue kørt op, som er købt i dba.dk og så skal jeg skifte et par gusten-gule ruder ud ved en glarmester. Jeg har fundet ud af, at originalgulvet nede under laminathelvedet er intakt. Så det gyselige skal bare fjernes, og gulvet slibes. Generelt er der meget ved huset, der er originalt. Måske kun med undtagen af køkkenet, som fik en billig, skrækkelig makeover i 80’erne eller 90’erne. På et tidspunkt burde det være nemt nok at skifte det ud med et, der matcher huset og området lidt bedre. I første omgang er der ellers bare om at nusse rundt med maling mv. Udenfor i haven er der mange forsømte buske, der skal have en ordentlig omgang med saksen. Har allerede fået en solrig terrasse til frokost ved at fjerne en kæmpebusk, der spredte sig over det hele. Så det skal der også gå nogen tid med i påsken. Skal nok holde jer opdaterede på udviklingen i hus og have. Der er sket meget allerede nu.