Blogs om at ikke-høre

Så har jeg lige kastet nogle bolde lidt rundt forskellige steder på Facebook for at finde ud af, hvor man kan finde blogs, der handler om at være ikke-hørende, eller hvordan dælen man nu definerer sig selv. Jeg er jo selv så døv som man overhovedet kan blive, så jeg er helt oppe og ringe i den ene ende af hørespektret. Men det er meget bredt, og folk findes på alle steder på “linjen”. Og jeg synes altid, det er spændende at læse om folks liv og erfaringer. Følger cirka en million blogs, der ikke handler om det, men jeg følger også enkelte blogs, der handler om “ikke-høre-temaet”. Og der findes med garanti en masse mennesker derude, der gerne deler af deres tanker, viden og erfaringer. Så håber at min lille efterlysning bærer frugt, og at jeg kan få samlet og delt en oversigt med blogs, der har “ikke-høre” temaet som fællesnævner.

Tirsdag aften

Efter at have gennemført et marathonmøde (kender I det med, at man er så træt, at man næsten ikke kan slukke for sin arbejdscomputer og tage hjem, men bare sidder og vegeterer foran skærmen med åben mund og polypper?) kravlede jeg hen i SuperBest, fordi jeg gerne ville forkæle mine kræsne smagsløg og for at tanke op med noget småt, delikat mundgodt til tv-aften (det er en 5-dag og ikke en 2-dag, hvilket retfærdiggør min lettere desperate handling på gerningsstedet). En anden retfærdiggørelse var, i gerningsøjeblikket, at alt skulle lines op til onsdag aften. Onsdag aften er nemlig for tiden en ganske lækker tv-aften hos DR. Rigtige Mænd og Klædt af hitter her i casa Mettisma. Jeg kan bare så meget identificere mig med de antihelt’ede jyske håndværkere og deres antipati mod alt for meget grønt i maden og alle unødvendige bevægelser. Også deres lettere skepsis mod ham den oversunde, vævre lille coach-type fra Københavnstrup. Men nu vil jeg i virkeligheden jo gerne inspireres til at være sundere, og det skal d’ herrer jo også. Så jeg sidder foran sofaen og lider sammen med dem. Med chokolade til. Og Klædt af er godt på den måde, at jeg personligt får tænkt lidt over forbrugerismen set gennem andres øjne. Hvis jeg blev ribbet for alt, ville jeg klart starte med tøj og så seng. Men derefter bliver det interessant. Hvordan vil man prioritere hvad man reelt har brug for og hvad der er nice to have? Og hvorfor går vi egentlig ud for at shoppe, hvis det bare er for at score noget med hjem? Nå men krøllen på den her historie er, at jeg lige har opdaget, at det faktisk ikke er onsdag, men tirsdag. Men hvad dælen, jeg snupper en go’ kop kaffe akkompagneret af en marcipan/nougatæg. I selskab med nogle dameblade, eller måske Girls sæson 4 på HBO. Håber I får en hyggelig tirsdag aften derude.

5:2 – sæt i gang!

Januar er næsten gået, og jeg er naturligvis ved at fucke samtlige af mine “det-er-ikke-noget-vægttab-men-fokus-på-sund-sjæl-i-sund-krop” projekter godt og grundigt op. Men nu skal der nye boller på suppen, og jeg har igen spændt hjelmen. Jeg er i dag hoppet på 5:2 tingen efter lidt succes i starten af januar. Og det skal være 5:2. Jeg er personligt stået af alt det der 2010’er halløj omkring palæo, LCHF og fanden og hans pumpestok. Hvad dælen er det for nogle mennesker, der spiser blomkålsris? Spis dog rigtige ris, for dælen! Og risene skal dælme være hvide. Ja helt kridhvide! Lad os slå korsets tegn. Bare for at vise lidt ærefrygt. Men det der 5:2 er et koncept, jeg et eller andet sted kan relatere til. Det handler jo strengest taget jo bare om at fyre flere kalorier af end man indtager. Simpel matematik (også selvom jeg var langt bedre til at lade som, end reelt at praktisere dengang jeg ikke kunne komme udenom det der at gå til matematik). Det simple består i, at man med 5:2 bare holder munden lukket. Hermetisk lukket. I gamle dage hutlede folk sig gennem dagevis uden mad. I dag dør folk omvendt af alt for meget mad. Vores kroppe kan godt køre lidt på reservetanken ind i mellem. Og så skal man ikke gå rundt og bruge energi på at kreeere små hapsere og spise hver 1,5 time. Vi mennesker er jo heller ikke drøvtyggere. Men nu hvor det er sagt, er det måske lidt barsk kost helt frivilligt at skulle gå gennem en dag, hvor en kollega har valgt at servere romkugler og flødeboller på arbejde. Naturligvis lige præcis dér, hvor man som kontormus ved at gå sukkerkold og begynder at crave alskens lækkerier. Jeg præsterede dog at sidde og hygge med, kun med en tør kop sort kaffe. Uden mælk, uden sukker, uden noget som helst til. I skrivende stund holder jeg tankerne og hænderne beskæftigede ved at blogge, men lige om lidt lægger jeg mig selv i seng. Og når jeg igen slår øjnene op, så skal der frådes morgenmad. Smart. Så gentager vi stuntet igen på onsdag eller torsdag, og så troligt hver eneste uge indtil mine deller ikke længere intimiderer mig. Så 5:2, sæt i gang!

At komme ud og at blive genkendt

Her forleden var jeg inde i Københavns centrum og tjekke butikker ud. Det er cirka 10.000 år siden jeg har gjort det, fordi jeg har levet i sådan en sommerhus-boble, hvor dresscoden jo er grimme bukser og praktiske støvler – og en islandsk sweater, indtil der er kommet gang i brændeovnen. En veninde havde engang nævnt, at Metter var sådan nogle gæve, praktiske bondetyper med fletninger og en bastant gang. Måske er det blevet mig? Moi? Men nu vil jeg også gerne investere de fleste af mine spareskillinger på først og fremmest at høvle sommerhusets dyreste boliglån af, dernæst gøre sommerhuset toplækkert. Nåmen her forleden tog fanden alligevel ved mig, og jeg strøg ind i City og vimsede lidt rundt i den meget smarte del af Strøget for at se hvad der hittede på modefronten. Bare sådan en lille opdatering. Alt skal jo ikke gå op i det sommerhus. Jeg havde tidligere (måske sidst jeg overhovedet havde bevæget mig i City) været inde i en butik og der faldt jeg over et par fine, meget fornuftige vinterstøvler fra Angulus. Ja, nu hvor jeg er blevet Mette Praktisk, ikk? Dem fandt jeg så igen, nu nedsat, og nu hvor der var udsalg, var der bare om at slå til. Og de var nu også meget lækre, bløde, sorte og ok cool faktisk til trods for fod-formen. Da støvlerne skulle lægges til side, afslørede ekspeditricen at hun kendte mit navn. Jeg var sådan rimelig WTF? Hvordan dælen ved du hvad jeg hedder? Indtil hun tilføjede: Fra bloggen. Dælme om der ikke var en, der læste min blog? En, der kendte mig? Fra bloggen? Jeg troede seriøst, at min blog var stendød og begravet. At den var kommet ud for en stille død. Nu er det jo lissom også min egen skyld, fordi jeg ikke blogger så tit mere. I forhold til andre, der blogger hele tiden. Der er jo sådan cirka 10.000 20-25-årige trunter, der blogger med samme frekvens som vi andre skifter underbenklæder. Men det var dælme rart at vide, at man stadig havde en smule eksistensberettigelse i blogosfæren. Trods alt. Og hvis nogen har kunnet huske, at jeg er døv, så er det jo nok heller ikke så svært at gætte, at jeg er den Mette fra bloggen. Jeg nyder her godt af Deaf Gain – døvefordelen. For ikke længe siden var der en anden, der skrev i en kommentar, at hun havde set en ven og mig sidde og kaffe et sted på Østerbro. Hvilken blogger bliver ikke lidt små-lun af at blive genkendt? Min absolutte yndlingsblogger lige pt. som også er 30+ og hedder Mette – Marie Lei Lange, hende med krapylerne (og som skriver intet mindre fucking fabulous) – hun deler krammere ud! Måske skulle jeg også?  Men nu er jeg så blevet inspireret til at dele lidt strøtanker. Det er jo trods alt ret skægt at sidde og finde på noget at skrive, vælge ord og file dem til. Den disciplin, synes jeg, trods alt, kræver lidt kreativitet, finesse og håndværk. Jeg leder altid efter flere blogs, hvor bloggeren går op i noget så basalt som at formulere sig. Dernæst skal jeg også huske mig selv på, at det hele ikke skal gå op i brændeovn og islandske sweatre om vinteren og bar røv om sommeren. Skal trods alt stadig se at komme lidt mere ud i min egen by og bidrage med mit til at få sparket Danmarks forbrug lidt i gang.

Væg til væg gulvtæppe

Bare sådan et inspirationseksempel... det på gulvet er sisal!

Bare sådan et inspirationseksempel fra Pinterest… det på gulvet er sisal!

En af de ting, jeg syntes var rare i sommerhuset i weekenden, var faktisk, at der var tæppe på gulvet. Så det ikke var så koldt for fødderne. Mit sommerhus har lige nu de allergrimmeste gulve; nogle steder er der lagt noget nyt klikgulv, der ser så kunstigt ud ud. Andre steder, i det ene soveværelse for eksempel, er det originale gulv bevaret (brædder), køkkenet er prydet af et skævt laminatgulv og så eksisterer der et noget småklamt væg til væg tæppe i “entreen”. Toilettet har også originale gulve. Så planen er, at der skal ensrettes i hele hytten; kunne sikkert godt få held med at få originalgulvene frem og så behandle dem. Men så ville det helt sikkert blive en pivkold fornøjelse for de arme fødder. Så nu har jeg overvejet om et lysere sisaltæppe på væg til væg måden skulle være sagen. Skulle være noget godt naturmateriale til sommerhuse. Det vækker lidt minder om firserne frem. Små børnefødder på noget kradsende tæppe. Men måske man kan style sådan noget sisal på en fed måde, så det bliver luftigt og sommerhusagtigt. Med mindre, fine tæpper ovenpå. Noget med lidt lyserødt i a la det her tæppe fra House Doctor. Nogle meninger?

Ad0330

Sommerhus i Jylland

Denneher weekend er jeg med veninderne i sommerhus ved Hvide Sande. Længere vestpå kan det ikke blive. Sommerhusene her er anderledes i forhold til dem jeg kender til, ligesom landskabet også er det. Bølgede klitter, vesterhavsvind, meget himmel og blå farver. Pæne, store, velfriserede huse med alle tænkelige faciliteter. I kontrast til Kulhuse, hvor alle husene må siges at være unikke hver og en – herimellem mange vakkelvorne huse! Men dejligt at få inspiration til hvordan andre gør med deres sommerhuse. Der er ingen tvivl om at man skal involvere områdets karakter i indretningen. Her er det noget med blå farver, måger og vind. Hjemme hos mig må det snarere blive grønne farver, skovens dyr og ild. Glæder mig allerede til næste gang jeg har tid til en weekend i Kulhuse. Nu skal der snart ske ting og sager med huset!

IMG_0060-0.JPG

Små tanker om tapet

Gosh, det er 800 år siden, jeg sidst har blogget. Det er ikke fordi jeg er afgået ved døden, men fordi jeg simpelthen aldrig åbner en computer, når jeg har fri. Hvem skulle have troet det om mig? Men det er jo det med den besnærende smartphone og med dens kaskader af instant-gratifications, der gør, at jeg ikke bruger computeren i min fritid. Nåmen her sidder jeg, en lørdag aften, rødvinspimpende, damebladslæsende og flødebollespisende (intet ændrer åbenbart sig her i casa Mettisma) – og så fik jeg lige en ubændig trang til at blogge. Sjovt nok kom jeg i tanke om bloggen igen, fordi jeg googlede noget og fandt… mig selv. Ingen ringere end Mebbe.dk i en Google-søgning. Sagen er nemlig den, at mit lille hoved er fyldt med tanker om, hvordan jeg skal tapetsere mine soveværelser i sommerhuset på den allermest nuttede, sommerhus-agtige måde. Så det matcher de friske håndklæder og de små stykker chokolade til gæsterne. Sådan i min fantasi. Og tapeterne skal være sådan noget med temaerne vintage, blomstret, gammelsvensk, tøset… og så kom jeg i tanke om nogle svenske tapetprøver jeg med succes havde klikket hjem for en årrække siden. Kunne godt tænke mig nogle prøver at klaske op. Jeg fandt så sitet igen, men der var ikke rigtig noget, der hittede, så jeg spejder lige videre efter de rigtige mønstre. Må lige tjekke om tapeter stadig er the shit, eller om jeg bare skal holde mig langt fra dem. Men nu hvor sommerhuset er mit indretnings-eldorado no. 1 og hvor intet er forbudt, så burde jeg bare blive i mine lysters vold. Men dobbeltchecker lige for en sikkerheds skyld på Pinterest. Min nye bedste ven. Nåmen det var bare lige det, jeg ville sige. Og ah, hvor var det rart at blogge. Burde jeg overveje at gøre noget oftere. Hej.

Det lille køkken

inspiration-køkken

Et af de projekter, som jeg rimelig med det samme agtigt agter at kaste mig over, er at shine det utrolig grimme lille sommerhuskøkken en lille bitte smule op. Et projekt jeg også har haft rimelig succes med herhjemme. Men hvor der er en sort væg og en glødepære herhjemme, skal sommerhuskøkkenet være helt gennem romantisk og luftigt – så den får på alle tangenter! Det er det fede ved at have sommerhus. Så kan man jo gå fuldstændig amok med flere forskellige stilarter! Og sikke jeg vold-elsker Pinterest; der er jo alt muligt lækkert billedlir så man nærmest dåner af inspiration overload! Her oven ses min debutcollage – et billedmix af min inspiration, og stoffet, som jeg flasher i nederste venstre hjørne på collagen, har jeg fundet i Stof og Stil som i følge en af mine stofkyndige veninder skulle være en af byens førende stofpushere. Jeg er stadig i tænkeboks hvad den ustyrligt grimme bordplade angår, om man kan male det over, eller sætte noget klistermærkepapir på? Men måske der er nogle kloge hoveder derude, der kan tippe om hvordan man håndterer en sådan uden at skifte ud. For jeg skal trods alt prioritere benhårdt mellem sommerhusinvesteringerne – og dem kommer der mange flere af!

Galleri fra sommerhuset

Jeg elsker før-efter boligreportager, og det er også gået op for mig, at det dælme  er længe siden, at boligbladene har praktiseret det med før-efter. De viser kun den velpolerede virkelighed! Så derfor har jeg besluttet mig for at smide de ucensurerede billeder af hvad det er for noget, jeg har overtaget! De tidligere ejere har efterladt mange super fede retro ting i huset, der er dog også fulgt en del crap og en del orange ting og sager med. Jeg beholder de fedeste ting, men der bliver også ting, jeg må skille mig af med for at slippe for den mest lumre museums-stemning. Og så skal der shines op. Der har været nogen, der har været meget glade for rødt. Alt træværk er pt. sort og rødt. Jeg kan personligt ikke håndtere nogen form for rødt i indretningen, så alt skal hvidtes og renses for øjet. Træloftet ville jeg gerne beholde, men er kommet frem til, at det bliver for dunkelt, så jeg maler det hvidt og lader bjælkerne forblive træfarvede (lige nu er de dælme også rødlige, så jeg skal skrigende traktere dem med en rystepudser. Eller hvad dælen man nu bruger). Og så er der noget med at åbne op og få lys ind med nye vinduer og så få bygget en terrasse. Og supplere med flere moderne møbler og tæpper og lys. Jeg skal som noget af det første shine køkkenet op; fjerne de frygtelige firserlåger og erstatte med stofgardiner, det er super sødt og sommerhusagtigt. Og så har jeg også lagt ud med at få investeret i en varmepumpe, så huset får en varmekilde til ud over brændeovnen. Man kan endda sende en SMS til dyret og bede det om at varme huset op, når man skal afsted, så kommer man til et lunt hus. Har også bestilt en palle med træ. Jeg er helt vild med at planlægge sådan noget, min indre projektleder og strukturfetichist går amok, og man får dælme mødt alle mulige mennesker undervejs i processen. Så følg endelig med herinde; fra dunkel tidslomme til moderne sommerparadis!

Overtagelsesdag

I dag klokken 13 skal jeg mødes med ejendomsmægleren for at få nøglerne til sommerhuset. Og en introduktion til huset; nøgler, el, varme, septiktank, vand, how to do osv. Det er helt vildt spændende og dælme også lidt skræmmende. Så bliver jeg jo sådan en kvinde, der skal kunne betjene alt muligt udstyr. De fleste mennesker køber jo sommerhus i tosomhed eller flersomhed, men jeg kommer ofte til at fægte med diverse boremaskiner, haveredskaber etc. i al ensomhed. Eller i selskab med den eller de person/ager jeg nu kan lokke med op. I dag bliver det min gode fader, der ledsager mig til det nordsjællandske og møder huset i al sin beskedne pragt og vælde. Missionen i dag bliver at lære hvordan jeg fyrer op i en brændeovn. Efter Miljøstyrelsens seneste diktering. En nærliggende mission bliver ligeledes at rense tag, så moset deroppe ikke holder vinterfest – så det bliver noget med stige, kost og hvad man nu skal bruge af udstyr til at rense tag. Jeg overtager huset med inventar, men de nuværende ejere skal naturligvis have de kæreste ejendele med sig hjem, så jeg er dælme spændt på at se, hvad der venter deroppe. Om der stadig er nogle fede retroting, eller om børnebørnene har ribbet huset for alt det seje, så det eneste jeg får glæde af er at slæbe alt det grimme til storskrald – og hertil kræver det nok en jydeanhænger og opdatering af mine kvalifikationer som billist til at håndtere sådan et vedhæng. Det er derfor det hele er så smadder spændende og smadder skræmmende. Men jeg er så klar til at møde det nye og ukendte. Jeg er også klar til at, til sommer, ligge og fise den af med alle mine dameblade i en behagelig hængekøje!

e3c13ae8badebb2d2c94e053dd01f2a4

Nyt fra Tegnstuen & StreetSigners

Skærmbillede 2014-11-24 kl. 21.51.00

Steffanie i gang med at introducere en 1. klasse for håndalfabetet

 

Der er nu endelig ved at komme gang i mine projekt-babyer igen! Tegnstuen er på skinner igen efter et par år hvor vi har kørt på lavere blus. Der er igen blevet sat gang i vores gratis introduktion til tegnsprog sessions – som er åbne for alle. Man kan tilmelde sig via. Biletto. På torsdag bliver det mig, der underviser, så kig endelig forbi Nørrebro. Lige nu er vi ved at få Tegnstuen.dk shinet op, så webshoppen igen kan komme op og køre (lige nu kan plakaterne kun købes ved at sende mig en mail) – og så vi kan komme i gang med nyhedsbreve, hvor jeg gerne vil have, at vi leverer lidt værdiskabende indhold. Tegnstuen har været ude og holde et par workshops, blandt andet på et af de større danske gymnasier, hvor holdet blev overtegnet med det samme. De unge fik lidt introduktion til tegnsprog, og så kunne de satme finde ud af at producere videoer, hvor de kastede med håndtegn. Vi to undervisere var imponerede! Tegnsprog har altid tiltrukket mange. Jeg fornemmer, at der nu efterhånden er flere og flere forældre til døve børn, der tør at sige højt, at de gerne vil lære tegn, så kommunikationen kan blive mere sikker – og som tør at følge deres mavefornemmelse. Vi har fået et par bestillinger fra denne målgruppe, og selvfølgelig vil vi gerne hjælpe med værktøjer til hvad der virker. Så i det hele taget er det skønt at se at der er ved at komme gang i sagerne igen. Det er en utrolig vigtig mission vi er på, for ikke kun er det nødvendigt at informere om hvor nuanceret hele kommunikationsbegrebet er. Vi skal også give redskaber til at kommunikere visuelt med tegn, så man kan sætte gang i en velfungerende kommunikation med det samme. Næste skridt bliver at søsætte flere tegnsprogshold – og partnerskaber, samarbejder og projekter – og måske lidt flere materialer og mere fokus på de virtuelle muligheder. Samtidig med at vi skal peppe StreetSigners lidt op. Der er mange, der har glæde af StreetSigners – har fået mails fra unge med høretab, der ikke har fået mulighed for at lære tegnsprog, og som simpelthen selv har sat sig ned og lært lidt tegn fra vores tutorials! Det er herlig læsning, omend jeg selvfølgelig ville ønske, at alle fik lov til at lære tegnsprog, hvis det var det, de havde brug for. Da tiden til at producere nye tegnsprogstutorials desværre er lidt knap, og det i øvrigt er en lettere kølig fornøjelse at optage udenfor i december, bliver StreetSigners’ gamle hits genudsendt. Her i næste uge er det december og vi genudsender julekalenderen StreetSignmas, hvor alle tegnsprogsnørder kan nyde dagens udvalgte tegn – særlige tegn for ord, der ikke engang findes på dansk!

Nu som sommerhusejer

Jeg har lige gjort noget, som for mit ellers relativt jordbundne væsen, er rimelig vanvittigt – jeg har dælme købt et sommerhus! Helt til mig selv på ego-måden. Det er en tanke, jeg har puslet om enormt længe. Det startede med, at jeg, efter at jeg ikke havde mere uddannelse at gøre færdigt, og var kommet i gang med voksenlivet sådan for alvor, da begyndte jeg at overveje noget nyt på boligfronten. Også fordi jeg har boet i min lejlighed siden ultimo 2006. Jeg overvejede noget med at købe noget større, investere i mursten. Jeg har været rundt omkring andelslejligheder og ejerlejligheder. Men efter at have siddet og regnet på det, fandt jeg ud af, at hvis jeg beholdt min billige leje, og investerede i en lille bil og et lille hus af en art, så ville jeg ikke komme til at betale mere i forhold til at skulle investere i fast ejendom i København – i hård konkurrence med rigtig mange andre omkring min alder, dog med dobbelt-økonomi. Og siden har jeg været mange steder rundt omkring, både fysisk og mentalt. Først var tanken et kolonihavehus, fordi det gerne skulle være et overkommeligt soloprojekt. Men siden bevægede jeg mig væk fra tanken, fordi man kun kan oprette et forbrugslån hertil, og jeg kan slet ikke lide at låne. Måske er jeg heller ikke helt typen, der nusser om blomster og køkkenhave. Samtidig var det jo en del oppe i medierne, at sommerhuspriserne var i bund. I sommers har jeg så med min lille bil besøgt en hel masse kolonihaveområder og jeg har også været rundt omkring sjællandske sommerområder som Kulhuse, Tuse Næs, Ellinge Lyng, Odsherred, Gilleleje, Vejby og Tisvilde. Meget sjovt og spændende. Mentalt har jeg endda været helt ovre i Sverige, hvor man også kan få en ødegård til en ok fornuftig pris. Men efter at have mødt en bekendt, der fortalte om det, kunne jeg godt se, at det måske var lidt lovlig ambitiøst som soloprojekt. Siden vendte jeg tilbage til det med sommerhuse, og da havde jeg også kredset mig ind på, at Kulhuse nord for Jægerspris i Nordsjælland (dog ikke så fancy som Tisvilde, men langt mere afslappet) var stedet. Og lige pludselig gik det slag i slag. Og sidste uge fik jeg underskrevet købsaftalen, sælger ligeså og banken har godkendt økonomien. Så nu er min fremtid som sommerhusejer en realitet! Nu er det ingen hemmelighed, at jeg simpelthen elsker at have indretningsprojekter og at bladre i interiorblade, browse på Pinterest, gå i butikker osv. Og nu har jeg fået et kæmpe projekt i sommerhuset, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at komme i gang. Det bliver også vanvittigt skræmmende at få nøglen udleveret. Så O.K. nu er vi i gang – hvad skal vi starte med? Hvem gider at hjælpe? Hvor meget kan man selv klare? Jeg regner med at dele udviklingen og tankerne her på bloggen. Kort fortalt er det et skovhus – som ligger tæt på Nordskoven, og husets store force er at det ligger ugenert oppe på toppen af en bakke – med udsigt til en lille sø, lige akkurat som jeg altid har drømt om. Jeg har hele tiden været meget målrettet omkring at huset skal være på en naturgrund, ligge rimelig ugenert, der skal gerne være brændeovn, mulighed for en bålplads, mulighed for hængekøje. Og det her hus har det hele – og endda udsigt til en lille smule vand på behørig afstand. Billedet viser udsigten fra terrassen, tjek den lille sø (eller dam så) – med lidt snask ovenpå dog. Buskene lige foran dækker for at man kan se, at grunden skråner lige ned. Men når alt er færdigt omkring udsigten, er buskene blevet fjernet og der er lavet en svævende terrasse med pæle under og der er kommet enten hængekøje eller gyngestole op under krogene. Klar til kaffen! Men først skal der en masse knofedt til – og jeg er allerede ved at planlægge en masse spændende ideer indenfor og udenfor.

Skærmbillede 2014-11-22 kl. 18.31.15

Hamburg 2014

Der er helt sikkert noget om snakken, at Hamburg er et visit værd. Vi tog toget derned, en mindre tur på max fem timer, kan klares for en 500-lap, hvis man er ude i god tid. Og afstanden er ikke værre end ruten Kbh-Aalborg i gamle dage! Og så kan hjertet nå at følge med. Vi boede AirBnb style i området Eimsbüttel hos en freelancefotograf med vanvittigt god smag og masser af kvadratmeter at boltre sig på. Hamburg kan klart byde på masser af godt til både øjet og til ganen.

Karolineviertel: Herligt område, specielt Marktstrasse, hvor man kan finde den skøreste antikvariat, der ville gøre enhver kreativ boligstylist vild. Bl.a. små jagttrofæer og originale typografi-skilte.

Schanzenviertel/Sternschanze: Masser af leben og pæne mennesker. Udendørscaféer, mad, kaffe, kage, alt muligt. Blandet med masser af shops – ikke highstreet, men alt muligt originalt. Man kan nemt trisse rundt og hygge sig og finde detaljer. Tjek Susannestrasse ud. Vil helt sikkert gerne bo der næste gang. Prøv die Bullerei (god mad, fin decor), restaurant Vienna (når man skal ud og spise med kniv og gaffel, husk stiletterne) – og vi har af vores vært fået anbefalet Altes Mädchen (spise) og Südhang (spise).

Rotherbaum: Eksklusivt område. Her vil jeg anbefale vejen Grindenhof, hvor der er bagerier, nuttede butikker, wellness og en super fin jødisk lokal café, Leonar, hvor man kan få morgenmad i selskab med de rige jødiske gamle familier. Der var hej-hej og kindkys over hele linjen. Gå efterfølgende en tur rundt og bliv duperet af de kæmpestore, rige huse.

Aussenalster See: Har næsten visse fælles-træk med at spadsere rundt om Bagsværd Sø en solrig søndag. Dog med flere mennesker. Ruten er cirka 10 km. vil jeg skyde på, og man kan tage den lille sø med også, Binnenalster. Man kommer forbi mange bydele på turen rundt omkring Aussenalster og der er et par steder, hvor man kan stoppe op for en forfriskning. Anbefales – god søndagstur! For man kan alligevel ikke shoppe om søndagen.

St. Pauli: Kæmpe kontrast til Karolineviertel og Schanzenviertel. Masser af sortklædte mennesker og øl. Meget høj grad af lokal selvbevidsthed. Fik ikke rigtig tjekket luder-gaden Reeperbahn ud. Syntes dog det hele virkede noget tarveligt i forhold til de andre kvarterer. Kan være, at vi slet ikke har givet området nogen reel chance, eller fundet ud af hvor det sner, men St. Pauli sagde mig ikke det store.

HafenCity: Pas på turistfælderne – der hvor bådene går. Her skal man ikke forvente andet end at peoplewatche tyskere! Omme bagved, efter Landungsbrücke, er der noget lækker moderne arkitektur, som er værd at tjekke ud. Der hvor det nye Elbphilharmonie (koncerthuset) er ved at blive bygget. Cafe Stickers har en læx vue over havnen, man kan nyde solnedgangen udendørs, hvis man får scoret en plads.

Øvrigt: Prøv en kaffe & kage på café Gnosa i Reihe Lange bagved Hauptbahnhof. Homovenligt sted, stort udvalg af lækre lagkager.

Snup et par gode drinks på Pony Bar i Eimsbüttel – pæne mennesker, unge, lokale.

Vores venlige vært har også anbefalet at man (nok mest sommer-aktuelt) tager til Elbstrand, hvor man kan få drinks på Strandperle.

IMG_0060

Omkring Susannenstrasse i Schanzenviertel

Om det sociale intranet

I dag var jeg til kunde-møde henne hos Podios HQ. Noget, som jeg har glædet mig til længe. For at se, hvordan de har indrettet sig og komme lidt mere under huden på Podio. Jeg har siden dag et været superfascineret af Podio. Podio er jo et dansk stiftet værktøj – med den mission at ændre måden vi arbejder på. Podiofolkene holder til i et større kontor på Vesterbro i København, hvor de amerikanske ejere, Citrix, har indrettet Podio i kontorfællesskab med andre af Citrix’ produkter som fx GoToMeeting mv. Lækre, rå, lyse lokaler indrettet efter organisationens behov. Personligt er jeg fan af Podio i professionelt øjemed, fordi jeg helt klart er en af dem, der mener, at e-mailen er stendød og totalt begravet. Hvornår har jeg sidst frivilligt brugt e-mail sådan helt til hygge-snak? Hyggesnak for mig sker mere ovre på platforme som f.eks. Facebook, eller så i hvert fald over en god, gammeldags kop kaffe. Bevares, jeg bruger da stadig mine e-mail adresser meget aktivt i embeds medfør. Specielt som 1-1 samtaler med fremmede elementer som f.eks. bankmanden og… ja, jeg ved ikke hvem jeg ellers e-mailer med. Måske enkelte konservative bekendte. Og jeg leger da også gerne med, når andre (førnævnte konservative typer) insisterer på at bruge e-mailen som kommunikationsplatform. Men til interne faglige projekter, diskussioner og forretningsudvikling er det helt klart Podio som værktøj, der rykker. Både professionelt og privat. Jeg elsker Podios opgave-feature incl. den måde man kan uddelegere opgaver til sig selv og til kollegerne for dermed at kunne holde overblikket over de forskellige bolde, der er i luften og at komme i mål til aftalte deadlines. Jeg elsker at kunne definere forskellige forretningsbehov og at opbygge en anvendelig struktur op omkring dem. Jeg elsker, at Podio er et socialt værktøj og ikke mindst mobilt – så man kan have sin helt egen mobile minikontor med sig overalt hvor man så end færdes, og at noter hurtigt kan lagres, så ikke en eneste vigtig tanke går til spilde. Fagligt er jeg superinteresseret i hvordan man udvikler og konsoliderer sociale intranet i virksomheder – skræddersyet efter forretningens behov. Og det er jo ikke kun Podio, der er på banen her. Microsoft har deres modsvar i form af Yammer, og så er der Basecamp og IBM har deres egen IBM jam til deres mange medarbejdere. Fælles for dem alle, og konkurrenterne, er, at vi er ved at rykke os over i en tid, hvor internettet har ændret vores måde ikke kun at socialisere på men også at arbejde på. Og her er der rigtig mange der endnu ikke er skiftet. DSB er i gang og Arla ligesådan – og mange følger helt sikkert med over de kommende år, og det kræver en omstillingsevne. Fantastisk spændende rent fagligt; og mon ikke det bliver noget af det, som jeg rent professionelt skal beskæftige mig en hel del mere med her efter den 1. oktober.

Lidt om lystbetonede aktiviteter

Jeg har her forleden endelig fået sat mit medlemskab af FitnessDK i bero de næste 4 måneder. Jeg kan slet ikke mønstre bare det allermindste engagement omkring at løfte en kettlebell eller betvinge en spinningcykel. Hver morgen, når al sund fornuft dikterer morgengymnastik, så skriger min krop hell no. Jeg må hellere lytte til mig selv og gøre mine fysiske aktiviteter mere lystbetonede. Finde på noget andet. Og det med de små traveture, de fungerer dælme for mig. Det er endda lidt sjovere at gå end at cykle. Sådan en slags slow-motionsform. Så jeg sætter glad og gerne det ene ben foran det andet. Sværere er det jo heller ikke at komme i gang. I dag har jeg spadseret 10 kilometer på den konto – i det herlige vejr. Det går godt nok meget langsommere at gå, men så får tiden et helt andet perspektiv. Og så sørger jeg imens for at være i nuet. Holde øjnene åbne og se verden som den er. Stoppe op her og der. Tænke store tanker, små tanker, meget store tanker, meget små tanker. Og alt det imellem. Og sikke herligt at tømme sit hoved på den måde. At lade tankerne flyve afsted. Og lukker jeg først op for æsken med tanker, er der dælme mange af dem. De myldrer kaotisk rundt, og jeg elsker det. Mine gåture på det seneste har været øvelser på at være mere opmærksom på de små ting og detaljer i livet. Jeg vil for eksempel gerne være mere kreativ med ord og tanker. Også fordi jeg nu engang godt kan lide at skrive – jeg har bare gemt den side af mig selv væk længe. Så mine tanker fik mig i dag til at gøre alvor af meget lang tids overvejelse omkring at udskifte min trofaste Margot på 15″ fra ultimo 2008 til Mabel Macintosh fra primo 2014. Som er en lille smækker, spritny Retina sag på 13″ og uendeligt meget mere handy at bære rundt på. Så nu kan jeg producere og snedkere ord og tanker alle steder fra, bare jeg smækker Mabel op. Mabel skulle også være klar til at redigere billeder og fotos – helt uden rod. For jeg vil også gerne lære at tage skarpe shots til at berige ordene med. Måske skulle jeg overveje at tage et på et lille fotokursus og finde en stil at arbejde videre med. Dagens ti kilometer på de flade konvolutter var absolut inspirerende. Og lidt dyr. Men nu har jeg til gengæld så valgt at investere i kreativiteten.

Weekend

Ah, sikke herligt at holde weekend. Uden noget vildt på tapetet. Jeg tror faktisk at jeg er verdensmester i at ingenting lave. Det rører mig slet ikke, at jeg ikke har lavet nogen revolutionerende weekendaftaler. Kan sagtens lave en masse aftaler med mig selv om alting og ingenting. De travle weekender dukker jo op når man mindst venter det. Så man må udnytte de stille af slagsen. Og sikke jeg elsker mine stille weekendmorgener. De morgener, hvor der ikke skal nås noget som helst. Sådanne morgener findes der jo flest af i weekenden. De hellige morgener er nu blevet beriget af min nye Nespresso Citiz Milk kaffemaskine. Som har vundet en test hos Forbrugerrådet Tænk. Dyret har jeg døbt Nestor II. Det går nu som en leg at lave en laber latte, som så kan indtages på min diminutive sofa, akkompagneret af nattøj og det højeste morgenhår. Sammen med et dameblad eller to, og jeg er noget nær lykkens pamfilius. Det hellige ritual har jeg praktiseret både lørdag og søndag denne weekend. Og så har veninde & jeg i fredags fået bøf & vin på Retour Steak (en af Købstadens førende bøf og bearnaise-pushere), Papa B. og jeg været ude og køre tur vestpå i Mebbilen, som endnu ikke er blevet døbt noget genialt. Og så har jeg i dag været i Tivoli med la familigia; den sidste dag i den gamle haves sommersæson. Snart starter de Halloween og deres juleshow. Jeg er noget nær ekspert i Tivoli, fordi min svoger arbejder derinde og beriger os med arbejdsgiverbetalte fribilletter til familie (og andre heldige) fra tid til anden. Nu starter en ny uge og jeg er udhvilet og klar!

Tidligere fri

I dag gik jeg fra arbejde kl. 15.00 dut nul. Sharp. Skulle næsten sætte en påminder til mig selv om, at jeg skrigende skulle hive stikket ud af computeren og gå tidligere i dag. Ud i det fri. Da jeg slap ud, missede jeg op mod lyset som en eller anden hamster, der er blevet hevet ud af sin savsmuldsbunke. Den var skarp, den spæde sensommersol. En luksus som synger på allersidste vers. Når man ellers er vant til at arbejde længere alle hverdage, er det virkelig uvant at berige det resterende samfund med ens tilstedeværelse allerede kl. 15. Og hvad skulle jeg dog stille op med min frihed? Efter at have kredset rundt om mig selv et par omgange, besluttede jeg mig for en sweet treat hos Emmerys. For mit 10-klips kaffekort plus en ekstra bevilling på en hindbærsnitte. Således med mine erobringer i hånden trissede jeg videre til en random bænk ved søerne. Satte mig ned og nød eftermiddagskaffen, mens jeg mærkede solens varme mod mit ansigt og københavnerne defilerede forbi på cykler og til fods. Ah. Og derefter var det tid til at gå på apoteket, optikeren og den slags småtterier, som jeg normalt aldrig har tid til og derfor har undværet vitaminpiller og hvad ved jeg alt for længe. Pengene fik dog hurtigt små, hurtige ben at gå på, for jeg fandt sørme også en fin skjorte og en bordeauxrød vinterjakke (endelig fandt jeg noget smart og varmt, som ikke er sort) – og så fik jeg hygget videre. Kom hjem uden at være fuldstændig bombet, så det blev minsandten også noget med at have overskud til at lave aftensmad. Og til at rydde op. Og læse lidt magasiner og se tv i form af hr. Bitz der ævlede løs om at det er usundt at være for sund. (WTF? Det er da helt klart meget nemmere at være usund end sund). Nu er det så småt ved at være min sengetid. Jeg er glad og tilfreds og udhvilet, og har oplevet lidt mere end bare at arbejde. På sådan en dag som i dag husker jeg mig selv på, hvor vigtigt det er at tvinge sig selv til at tage et break. At man sagtens kan være professionel og effektiv, selv om man formaster sig til at gå lidt tidligere en gang i mellem. Man kan se på det som en investering i sig selv; at man med den nyvundne energi faktisk bliver mere glad og effektiv på sigt. Også selv om man ikke ved hvad man så skal med al den frihed. Men der kommer altid et eller andet. Og ellers er det jo også så sundt (sundere end usundt) og fremmende for kreativiteten at kede sig!

Alt eller intet om lyskilder

The never-ending story i la cuisina Mettisma fortsætter. Under køkkenets allerseneste opfriskning, hvor den ene væg blev malet sort, blev det frygtelige, kinagrill-agtige ovenlys ved samme lejlighed fjernet. Til min store glæde. Men ulempen har så til gengæld været, at køkkenet sidenhen har været begravet i bulderravende mørke og min lyst til at pusle rundt derude tilsvarende har været minimal. Men nu, hvor vi tydeligvis bevæger os mod mere de mere dunkle årstider, er det efterhånden ved at blive noget presserende at gøre noget ved belysnings-klimaet derude. Jeg hader sådan at spørge andre om hjælp, men det lykkedes mig at alliere mig med venindes mand, der gerne ville hjælpe med at installere diverse lyskilder. Som sagt, så gjort, og vi valfartede hele vejen ud til Ikea. Dagens højdepunkt, ud over at være på arbejde, naturligvis. Det hører ellers til sjældenhederne, at jeg er i Ikea med en mandsperson, så vi sprang let og behændigt over dekorationsafdelingen på 1 sal. Venindes mand navigerede os kyndigt gennem det labyrint der er bare at udvælge lys til køkkenskabene og alle de dertil hørende livsnødvendige aggregater for at få installationen helt på plads. Jeg kunne heller ikke lade være med at blive pænt forarget over, at sådan en sølle lille kedsommelig bunke lys-dimser forårsagede en konto-udskrivning på 1,5 K. Omg. Gad vide, om den kan skrives på ejendommens vedligeholdelseskonto? Nåmen hele dagen gik så med at shoppe helt ekstremt kedelige ting som lysdimser, pærer, ledninger, stikkontakter og deslige. Næste step bliver at la cuisina Mettisma og resten af min lejlighed bliver oplyst af rare lyskilder. Åh, det bliver godt, når det hele er på plads.

Ned i fødderne

Ikke mere fysisk dovenskab eller slendrian til mig. Nu vil jeg bevæge benene med jævnlige mellemrum. Har faktisk næsten glemt hvad det vil sige at have fødder. Så hermed indfører jeg to cykelfrie hverdage om ugen, hvor jeg spadserer afsted på arbejde på de små flade konvolutter. Underlagt en streng dogme; Ingen anvendelse af hverken motoriserede eller hjuldrevne transportable hjælpemidler til at supplere kroppens fremdrift. Inspireret af min veninde, der troligt og stædigt defilerer afsted på arbejde hver eneste freaking dag. Hun står op tidligere og så er det bare afsted i fri trav. Hun går – til alt. Så overskudsagtigt. Det samme skal jeg til at gøre. I et mindre målestok dog. Små skridt. Små slag. Jeg bor godt nok i et af købstadens mindre kulturelt lødige områder, men så kan man jo bare catche op med nyheder og deslige på sin iPhone, mens benene forcerer de kedsommeligste, motordominerede færdselsårer som f.eks. Nørre Allé. Og omvendt har det sine absolutte kvaliteter at promenere op og ned af spraglede gader som eksempelvis Nørrebrogade. Og sikke man spotter andre menneskers gøren og laden. Man kan jo peoplewatche helt vanvittigt meget, mens man bare spankulerer derudaf. Og holde øje med alle de nye steder, der med jævnlige mellemrum popper op i gadebilledet og tilfører byen lidt nyt, eller så da bare lidt mere af det samme.  Og mon ikke sådanne små urbane ørkenvandringer kan sætte gang i ideer og inspiration til bloggen og diverse? Og ved at gå kan man komme lidt væk fra hovedet. Komme i kontakt med kroppen og ikke mindst ned i fødderne! Helt gratis. Sikke et genialt koncept.

Børn? Nej tak… tror jeg

Femina har i denne uge et lille tema om kvinder, der bevidst har fravalgt børn. Jeg bladrede straks om på side 90. Elsker når nogen tør diskutere det emne. Men journalisten bag artiklerne har haft en eller anden vinkel med, som hun synes at prøve at snige ind i alle artikler – om at der måske er noget med en traumatiseret barndom, der spiller ind i kvinders fravalg af børn.

Og sikke det irriterer mig. På samme måde som at man ikke er nogen rigtig kvinde, hvis man ikke har børn. Og de fleste er således tilsyneladende bevidste om at de skal være mødre. Flere bliver det sikkert, fordi omgivelserne forventer det. At få børn når man er 30+ er i høj grad en aktiv beslutning.

Men det at ikke at få børn er jo en individuel sag, tænker jeg. Måske vælger man ikke fra. Måske er det bare ikke det, man drømmer om? Og så handler man ikke. Jeg er selv lidt nervøs for så kategorisk at sige “Børn? Nej tak”… for jeg er i en alder, hvor alt i princippet kan ændre sig på et splitsekund. Men for at være fuldstændig ærlig, så virker tanken om at få børn ikke på nogen måde appellerende på mig. Jeg har ikke nogen kæreste, men hvis jeg virkelig ville have børn, så tror jeg faktisk, at jeg allerede ville begynde at overveje at få selv, ligesom seje Linda fra Blogsbjerg. Jeg er ikke typen der bare venter.

Men det vil jeg ikke. Nej, vorherre bevares. Og hvorfor så ikke? Mit svar må være, at jeg aldrig nogensinde har følt det nive i æggestokkene. Og den livsstil, der følger med at få børn, den interesserer mig overhovedet ikke. Små børn er nuttede og charmerende, og jeg skal da også have et stykke med baby, hvis jeg kender nogen, der har et lille sødt væsen, man kan gramse på. Jeg viser stolt min niece og nevø frem, og de er også nogle bedårende små mennesker. Men efter bare en halv time i små (og større) børns selskab keder jeg mig og får lyst til at lave noget helt andet.

Det er min personlige begrundelse for ikke at ville have børn. Det. Interesserer. Mig. Overhovedet. Ikke. Jeg har ikke haft en traumatiseret barndom. Jeg er ikke grim eller ucharmerende. Jeg er ikke lesbisk. Jeg hader ikke mænd. Jeg har ikke nogen dysfunktionel personlighed. Det er ikke fordi jeg aldrig får tilbud fra mænd. Jeg har simpelthen bare ikke lyst.

Jeg har ikke lyst til at bære så stort et ansvar, servicere 24/7/365, følge kollektive rammer og regler, aflevere og hente, følge til og fra diverse, bekymre mig, komme ud i egne og andres konflikter, ligge under for andres forventninger på mine og barnet/børnenes vegne, pleje omgang med diverse sygdomme, hænge ud eftermiddage på legepladser, spendere weekender på diverse børneaktiviteter, frygte sukker, parabener, e-stoffer og andres misbilligende, politisk korrekte blik, skynde mig hjem fra alt muligt, vaske abnorme mængder tøj, rydde op konstant, gå til forældremøder eller forholde mig til skolereformer, skoleferier eller andre menneskers børn i mit eget hjem. Jeg er ikke i tvivl om at børn giver masser af kærlighed, indhold og mening i livet. Men det er ikke noget glansbillede.

Ovenstående lyder egoistisk, specielt når det står på skrift. Det er det helt sikkert også. Og det er også helt i orden at stå ved det at man måske er lidt egoistisk – bare man behandler andre mennesker pænt og ordentligt. Så længe det ikke kun er os, der ikke interesserer os for børn, der er egoistiske. Blot det at vælge at få et barn (af hvilken årsag man nu har) er i bund og grund jo også en egoistisk handling. Og fandt jeg en kæreste, jeg ville det med, så kunne det måske også være, at jeg lige pludselig vendte på en sten og var klar på at poppe små mennesker ud. Måske. Måske ikke. Jeg ved ikke engang hvad jeg taler om, når jeg taler om børn. For det har jeg jo ikke prøvet.

Men jeg ved, hvad jeg føler. Jeg har altid været af den overbevisning at det er vigtigt at man tør sige fra hvis man ikke har lyst til noget. Men det, der bliver ved med at genere mig er, at jeg har en eller anden følelse af, at jeg alligevel har en usynlig deadline hængende over hovedet på grund af min alder. Skal du nå at skabe en karriere? Så har du travlt. Skal du nå at at bo i udlandet? Så har du travlt. Mig? Jamen, jeg har stadig størstedelen af livet foran mig!

Og den deadline bliver ikke mindre presserende af, at de efterhånden få af mine veninder, der ikke har børn, faktisk begynder at tale om at reproducere sig selv. Hvad der så sker post-veninders-børn har jeg ingen anelse om. Jeg elsker sådan at hænge ud på café, rejse og gå ud og spise god mad. Lære nye ting, opleve og udvide min horisont. Hvem skal jeg gøre det med? Det med selskabet må jeg da ærligt talt sige, jeg frygter en lille smule.

Og jeg har heller ikke lyst til at blive en dame med katte eller blive sådan en 50’ish københavner-elskerinde-type. Det er mit skræmmebillede på en kvinde uden børn eller mand. Men hvorfor i alverden skal det dog være så stereotypt? Det genererer mig, at jeg faktisk også selv bærer på sådanne frygtelige fordomme. Jeg savner sådan at se flere skideseje rollemodeller, der står frem som den de er. Attraktive, kloge, seje og dem selv.

Jennifer Aniston fx. har lagt ryg til en masse snak om hvorfor hun ikke har fået børn. Læs denneher artikel hvor hun lufter sine tanker omkring det. Hun har en karriere, er en dygtig og charmerende American Sweetheart. Og hun har ikke børn. Amen. Herligt, og hun er skøn og smuk kvik. Flere af hende, tak! Gad vide hvor mange mænd, der ikke har børn, og som alle beundrer? Sikkert mange flere mænd end kvinder. Hvem der bare var bøsse og fri for presset – men nu er der endda faktisk også flere homo’er der vælger forældrerollen!

Mon der er nogen derude, der kan genkende mine tanker? Mellem 10-14% af danske kvinder bliver aldrig mødre, står det i Feminas temmeligt korte og ikke-grundige tema. Det var dælme ikke mange. Og de fleste af dem gemmer sig godt og grundigt. Måske er det lidt flovt at tale om det og stå ved det. Måske er man bange for at fornærme de 86-90% af medsøstre, der har børn.

Men altså. Gid flere ville komme ud af busken… som helt normale, velfungerende, ikke-traumatiserede kvinder, der faktisk har det rigtig godt og meningsfuldt – selv om man ikke har haft behov for at klone sig selv.

Karriere-kursskifte

At være den person man er. At være den person man gerne vil være. Det kan være to utrolig forskellige ting, har jeg fundet ud af. Nu vil jeg bruge tid på at kombinere de to ting og jeg skal finde tilbage til min kerne – den jeg er.

Jeg har vidst det i flere måneder, men nu kan jeg endelig springe ud med min viden, fordi alle medarbejderne har fået besked om det sidste weekend. Jeg har valgt at sige min stilling op. Det betyder, at jeg har min sidste arbejdsdag hos Tolketid ved udgangen af denne måned. Jeg har i samarbejde med ejerkredsen fået firmaet op og køre – efter den strategi der er blevet lagt. Og når man arbejder med strategier, lægger man målsætninger, og nogle gange er vejen ikke helt lige. Men vi har internt stort set nået de fleste resultater. Jeg har elsket det arbejde jeg har været ansat til at udføre, og jeg har mødt nogle helt fantastiske mennesker på min vej, der også har troet på firmaet og lagt energi i for at få missionen fuldført.

Det har været to spændende og barske år, og jeg har dælme fået mine på puklen, været i stormvejr og set og hørt lidt af hvert. Og jeg har arbejdet r*ven ud af bukserne. Men missionen synes jeg er lykkedes. Vi har fået etableret et solidt socialt intranet og en faglig kultur og medarbejderne er i fuld gang med at tegne firmaet efter de visioner, der i sin tid blev udstukket fra øverste side. Og jeg vil sige, at det er nogle fantastiske, dygtige og samvittighedsfulde ejere der står bag Tolketid. Og som godt ved at jeg skriver dette indlæg. Partnerne har udstukket nogle rigtig gode og bæredygtige visioner for firmaet, søsterselskaberne og i det hele taget for branchen. Gennem en nytænkning af hvordan man kører virksomhed i en ellers meget lille, konservativ og (også) feminiseret branche, som helt ærligt talt trænger til en grundig oprydning i alle led af værdikæden!

Men nu er min tid i tolkebranchen ved at være forbi. Man bliver aldrig færdig med forretningsudvikling, men fundamentet er lagt, og nu er firmaets næste fokus på drift og ledelsens fornemste opgave er at få hjulene til at køre så optimalt som muligt. Og nu vil jeg igen være en fri fugl, og det er jeg ved månedens udgang. Jeg vil fokusere på min faglige profil: Forretningsudvikling.

Jeg vil se frem til at være mere udadvendt fremover. Jeg har de seneste år lagt en del bånd på min privatperson, fordi jeg personligt mener, at tolkebranchen kræver at man udviser finesse, nærvær, ansvar og professionalisme på den diskrete måde. Og at man som leder følger de rammer, man selv udstikker. Det kan jeg godt håndtere rent arbejdsmæssigt, men diskretionen er også begyndt at præge mig som menneske. Det er jo ikke sådan jeg er, inderst inde – jeg snakker mere!

Da jeg sagde op var det helt uden at have et eneste kort på hånden. Op til flere i min nærmeste kreds har ment at jeg var noget nær vanvittig. Andre nær mig har syntes det var rigtig sejt, at jeg valgte at være tro mod min indre kerne og rykke videre, fordi jeg savner at være den person, som jeg er.

Arbejdsløshed og lediggang skræmmer mig ikke. For jeg ved, at jeg til enhver tid kan finde på noget at sætte i gang. Jeg har stadig ti millioner ideer. Og nu er jeg blevet stærkere i hvordan man får noget etableret op helt fra bunden. Men jeg har også mistet fodfæstet og forbindelsen til hvad jeg inderst inde vil. Ønsker jeg at være selvstændig, eller firma-ansat, eller være entreprenør for andre?

Jeg har dog slet ikke haft tid til at gå 100% i tænkebox. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg skal i gang med at være kreativ igen; det skal være noget med sprog, kreativitet og e-business. Som det ser ud nu er der en spændende skitse, der begynder at tegne sig og nogle nye døre er ved at åbne sig. Jeg glæder mig til at dele nyhederne med jer. Det bliver i hvert fald noget med mit hjertebarn.

Intet er 110% på skrift på stående fod, og jeg lever fint med at jeg ikke præcist har styr på hvordan tingene ser ud om et par måneder. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ikke har bundet mig til noget som helst, der ikke hurtigt kan afvikles, og jeg kan uden problemer leve på en sten, hvis det skulle være.

Men nu skal jeg fokusere fuldt ud på at få konsolideret de sidste løse ender og lave en overlevering til den nye ledelse. Og så vil jeg personligt prøve at skabe rum til at tænke. Rigtig meget og grundigt igennem.

Tænke over hvad det er jeg vil med min karriere og allervigtigst – det liv, jeg har og som jeg nok har savnet at leve lidt mere fuldt ud fordi mit arbejde har taget det meste. Der er ingen tvivl – nu vil jeg kombinere den jeg vil være med den jeg er og leve så loyalt som muligt efter det. Genskabe nogle værdier jeg altid har haft, men som jeg måske har gemt lidt for godt væk i løbet af de seneste to års travlhed. Det her er lige dele af skræmmende, sindssygt spændende og ikke mindst befriende.

Det bliver helt vanvittigt spændende efter den 1. oktober!

Comwell Kellers Park

Jeg har netop tilbragt en weekend på Comwell Kellers Park i Vejle. En herlig omgang business og ikke mindst pleasure.

Denne gang fik vi den lækreste, eksklusive udsigt over spabadene og et lille stykke blinkende fjord. Det er ikke noget bedre end at starte sin dag i hvid morgenkåbe, i aromasauna, for så at dyppe sig i 8 grader koldt vand og så boble lidt videre i den udendørs spa.

Faktisk har jeg allerede været der én gang før, sidste september, sammen med en lille håndfuld jyske veninder. Så det var et kærkomment gensyn – og de allerbedste anbefalinger skal der lyde herfra. Også for maden!

Nu har jeg lovet mig selv lidt flere livsbekræftende spa-oplevelser. Det kan være det helt simple her i København (Øbrohallen for at holde det helt lokalt, ellers Frederiksberg Svømmehal eller DGI byen).

Og man kan jo også lige begynde at overveje en tur hinsidan, f.eks. Ystad Saltsjöbad eller hvor det nu er, det sner i spa-verdenen.

IMG_2253.JPG

10 ting jeg vil lave i september

Ved starten af september, inspireret af den yndige blogger Emily Salomons koncept, har jeg forfattet en liste over ting jeg gerne vil lave denne måned. Også for at huske mig selv på, at jeg skal mindes om (og få lidt gang i) alt det skønne og herlige, som livet jo faktisk også byder på. Mere overskud, ja tak!

  1. Gå i spabad (DGI byen, Øbrobadet eller Frb. Svømmehal)
  2. Tage i sommerhus eller på weekend
  3. Se en film i drive-in-biograf
  4. Besøge Louisiana eller et andet museum
  5. Invitere veninder hjem på middag
  6. Kysse lidt (meget) mere
  7. Se en sæson af Game of Thrones
  8. Læse mindst en bog
  9. Besøge Papirøen
  10. Lære at lave franske fletninger

På Facebook-nedtrapning

Nu har jeg slettet min Facebook app på mobilen. I jagten på at blive mere nærværende, leve i nuet og udnytte tiden fornuftigere. Det kunne sikkert blive interessant, hvis man kunne installere et lille trackingprogram på ens iPhone, der trackede ens interaktioner med dyret. Tror gerne en stor del af tiden bliver brugt på meningsløs Facebook-browsen i jagten på nyt, nyt, nyt. Også selv om der ikke er noget som helst nyt. Gammel vane, der nægter at dø. Jeg tror der er noget, der er meget mere interessant og virkeligt at finde, hvis man bare er lidt mere nærværende. Men hele tiden søger mine hænder iPhonen. For lige at tjekke noget. Et eller andet. Men Instagram giver ikke helt samme fix. Det tager tid at vænne sig til at Facebook ikke længere er tre tryk væk. Jeg har det som en ryger, der har kvittet smøgerne. Eller sådan forestiller jeg mig, at det føles. Men lige nu sidder jeg faktisk med mobilen i hånden. Da jeg sidder på Hovedbanegårdens Lagkagehuset med en Christianshavnerkage og venter på et tog, som jeg er i alt for god tid til. Så dog… Men mon ikke bloggen også er en lidt mere meningsgivende aktivitet?