Accessorie no. 1

Jeg var på Østerbro i dag. Barnevognenes mekka. Bugnende af butikker hvis ejere er 30-something kvinder med hang til lyserødt, brugskunst og struttende maver. Alle butikker indrettet med et nicheområde, hvor de savlende statusdværge kan parkeres, mens mødrene gør deres scoop. Det har vi hørt om før. Mange gange. Det kan umuligt blive ved med at være smart. Men jeg tror jeg har fundet ud af hvad den næste dille er. Manden som Accessorie. Nu får singlerne jo et massivt fremstød i medierne i form af singlepolitik. Singlekvinderne er klogere. I forlængelse af Kvindernes Internationale Kampdag igår (man er nu vel engang en moderne feminist) vil jeg nu derfor komme med den påstand: Mændene er vores kommende accessories. En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel, som 70ernes feminister sagde. Mænd er strengt taget ikke nødvendige for at opretholde et godt liv i vores samfund. Derfor kan de i stedet få status som yndlingsaccessorie, noget som er lidt bedre end at have en chihuahua under armen. Dette skal dog ikke forstås som en kritik af hankønnet. Tværtimod. Det er jo en grund til at kvinder er storforbrugere af tasker, sko, bælter. Og mænd. Vi elsker accessories. Især en accessorie der kan tænke, tale og blive krammet. En man kan hive med ud til brunch og efterfølgende tur om Søerne. Det er lidt uretfærdigt at de kloge mænd som regel er afsat, mens der vrimler med intelligente singlekvinder. Men så må den kloge singlekvinde jo bare sørge for at anskaffe sig en accessorie.
skrevet af Mette @ 17:17
Genåbning

Årh for dælen – jeg blev altså noget forskrækket over at finde ud af at mit site var lukket her forleden. Troede lige straks at jeg var havnet i dårlig-betaler kategorien som en vis hr. H. Kjær, men det viste sig blot at det var ftp-serveren der var overfyldt. Tak til b-one fordi I ikke lige informerede mig om det i god tid. I stedet for var der simpelthen bare lukket for det varme vand. Men nu er alt ved det gamle, og gudskelov for det. Fandt ud af at jeg faktisk havde savnet mit site helt vildt meget. Alt det jeg kunne have blogget om. Sælsomt, det afhængighedsforhold man kan opbygge til en hjemmeside!
skrevet af Mette @ 16:32
6.3.05

Chokoladefestival

Jeg er aldrig før i hele mit liv blevet så fucking meget snydt. Det smerter i mit lille chokoladeelskende hjerte at sådan en flok nærige plattenslagere har formået at fylde vores tanker med luftkasteller om uanede mængder af fin, lækker og hjemmelavet chokolade. Det korte af det lange er, at vi stod en skide time i kø for at komme ind. Og det var en kølig fornøjelse. Stakkels dem der ventede dobbelt så længe. Betalte 50 kroner for entreen. Inde i lastens hule forventede vi naturligvis at chokoladen på det nærmeste flød ned af væggene og at man kunne vælte sig i det. Men nej. Det eneste vi fik var en lillebitte smagprøve mørk chokolade på størrelse med en M&M. Og et lille stykke marcipan med chokolade. Og det lykkedes os endda kun at hverve det ved hjælp af semivoldelig konfrontation. Der var udstillinger overalt og man kunne sågar få noget så bizart som chokolade-massage. Nogle mænd lagde ryg til at få chokolade smurt ud over det hele for at så blive æltet gennem på den måde. Men det allerværste var nu altså at de var så nærige med chokoladen. Vi kunne sikkert ikke engang få lov til slikke chokoladen af ryggen på massageofrene. Humbug, siger jeg. Lige meget hvor lækkert det lyder, skal jeg dælme ikke til flere chokoladefestivaller. Jeg kunne have fået en six-pack Summerbird flødeboller for den pris. I stedet for får jeg nok bare en galopperende forkølelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *