Tale til Samfundet

(advarsel: meget lang, meget vred tekst)

Jeg læste lige et indlæg fra Anja, som er kulturelt hørende. Altså en der ikke hører så godt, men vælger at leve i den hørende verden. Nå, men Anja udtrykte i sin blog sin irritation over at se alle de solstrålehistorier om børn med Cochlear Implant i medierne. Men til pointen, det med at være døv eller ej er faktisk mere et spørgsmål om identitet, end et spørgsmål om handicap. Jeg er døv, og jeg ved hvad jeg taler om. Og det er vanvittigt mange folk der simpelthen bare ikke forstår det. Især de her ultrahørende læger og hjerneforskere, der ser det som deres fornemste mission at ‘helbrede’ døve ved at indplante et stykke metal ind i hovedet på dem, cochlear implant. Og ja, jeg har læst om det. Masser, endda. Cochlear Implant er stærkt overvurderet, i virkeligheden er det et avanceret høreapparat. Det gør ikke folk hørende. Hvis det gjorde, ville jeg da selvfølgelig være en af de første der fik skidtet indopereret. Hvad overvurderingen angår… nøj hvor giver det mig ufrivillige tics i ansigtet og lyst til at udstøde grimme ord, når jeg ser alle de her forsider af Ude & Hjemme et.c. med solstrålehistorier om lille Sofie der fik indopereret hørelse. Journalisterne har uden forbehold blot viderebragt det ekstremt lyserøde billede som diverse CI-fortalere er kommet med. Hørelse er en meget lille del af hele dette her cirkus. Jeg gider ikke snakke om hørekurver, lyde eller taletræning. Det er dybt irrelevant. Livskvalitet kan på ingen, og jeg gentager, absolut ingen måde måles i en skide hørekurve. Det er da meget fint at ungen kan udgyde “far” og “mor”. At ungen kan forstå bestemte, indstuderede kommandoer. Det kan jeg da også. Men ungen er altså stadigvæk døv, selvom mennesket har en uovertruffen evne til at tilpasse sig, og på den måde lærer ungen at tale og høre. Men ungen er ikke hørende. Det fortrænger mor og far. Det er jo også en grum tanke. Men hvor længe kan man fortrænge? Ungen vokser op og skal så have den uddannelse som denne aldrig ville have kunnet få, hvis denne ikke var blevet hørende med CI. Men hvor meget kan denne så få ud af at sidde i et audiotorium med 100 mennesker og en forelæser der taler løs derudaf? Denne har gennem meget arbejde lært at kommunikere med en lille gruppe på højst 3-4 mennesker. Og så nu 100 mennesker? Udbyttet er nok et par dybe panderynker måske, og en hjerne der ømmer sig af bar gennemvridning. En tilværelse der handler om at bevise, bevise og atter bevise – overfor forældre, venner og bekendte – at denne KAN høre. Krampagtigt idyllisk. Jeg får dybe panderynker af bekymring over hele denne kæmpe gruppe kommende samfundsborgere der vil få et liv som en plagiat af et hørende menneske. Alt handler om at bevise, bevise og atter bevise. Halse efter det utopiske. Bevares, jeg som døv synes da også at jeg konstant skal bevise. Jeg beviser med denneher blog. Jeg synes det er vældig vigtigt at folk forstår det at være døv på den rigtige måde. Men altså, jeg er mig og jeg hviler fuldstændig i mig selv, og jeg stræber ikke efter noget utopi. Jeg læser på en videregående uddannelse som ellers er ret svær at komme ind på. Jeg klarer mig ganske pænt og jeg er smadderglad, hvis jeg selv skal sige det. Jeg tror på min fremtid.

Og hvordan jeg er kommet hertil? Jeg har været meget heldig at være født mellem 1975 og 1990. En tid hvor tegnsproget i skolerne fuldt ud er blevet accepteret, undervisningen har været tosproget. Jeg skriver fint dansk. Min gruppe har uden problemer fået tegnsprogstolk på de videregående uddannelser, så vi kan være med til det hele uden at udkæmpe kampe. Vores forældre har haft en stor gruppe af andre forældre at tale med, og mange af os har gode forældre der har lært sig tegnsprog og derfor kan tale om alt med os. Vi er ikke blevet presset ind i nogen skabeloner, blevet forsøgt lavet om til mini-kopier af hørende mennesker. Mange af mine venner læser også på videregående uddannelser. Vi har en fin kontakt til hørende, og vi kunne sagtens gå for at være hørende, hvis man mødte os på gaden. Men som om det var mere fint? Vi hviler i os selv og ved hvem vi er. Vi har en kæmpe vennekreds, og de venner vi har, holder ved. Sammenholdet blandt døve er meget unikt og specielt. Ikke kun nationalt, men også internationalt. Og mine internationale venner har præcis de samme bekymringer omkring CI som vi har. Vi forstår bare hinanden 100% trods kulturforskelle. De døve der er født før 1975 – der er kun der har været så heldige med at blive stærke mennesker med selvtillid, jeg håber ikke jeg træder nogen over tæerne ved at sige det, men det er vist ikke desto mindre sandt. De havde ikke tegnsprogstolk på dengang og i skolerne dengang måtte de hustle sig gennem undervisning med lærere der ikke brugte tegnsprog. Svarer det ikke til at ansætte en kinisisk-talende lærer i en dansk folkeskole? Ville det ikke udløse et ramaskrig i samfundet hvis det var tilfældet? Disse børn gik hele tiden rundt med en følelse af at de ikke var gode nok, at de skulle tilpasse sig samfundet. Uden at stille spørgsmålstegn ved dette overhovedet. Bare kæft, trit og retning. I dag har mange af dem ikke en særlig stærk identitet, og jeg vover endda også at stille spørgsmålstegn ved deres uddannelsesniveau. Mange af dem skriver dårligt dansk og undgår mere kontakt til det hørende samfund end højst nødvendigt, fordi det er “dem og os”. Og så er der hele gråzone-gruppen, der ikke accepterer sig selv som døve, men som ikke kan blive accepteret af den hørende gruppe, fordi de skiller sig så meget ud. De flakser forvildet rundt. Og når de måske begynder at indse et par ting, er det for sent – så har døveverdenen også lukket sig for dem. Og det skræmmende er, at det hele sgu gentager sig nu, hvor lægerne ligefrem fraråder brugen af tegnsprog til de unge, nybagte og usikre forældre, der klart nok er inde i en vanskelig periode og derfor er ekstremt nemme at påvirke hvad ungens fremtid angår. Disse frarådelser af tegnsprog er jo tunge udsagn fra eksperter, som man skal indordne sig under. Okay, døveskolerne er ikke særlig gode, de har ikke fulgt med tiden, men det betyder så at ungerne nu sluses ud i skoler hver for sig. Det er meget pengebesparende for samfundet at normalisere. De kulturelt hørende børn kan risikerefølelsen af være Palle alene i Verden. De ved ikke, at der er mange andre der er ligesom dem. Det er meget, meget vigtigt for børn at være ligesom de andre. Hvis de er glade, så er det fint med mig. Men hvis jeg skal være helt ærlig – så er det her er virkelig en gentagelse af tidligere tider. Og det er fandme uhyggeligt. Jeg ved ikke om min lange smøre er til at forstå for en almindelig dansker – for det kan være at meget af det er indforstået. Men hør, hvordan lyder det egentlig? Er der fornuft i det jeg siger, eller lyder det som jeg er umådeligt egoistisk og nægter at følge samfundsudviklingen? Det gad jeg godt have et par ultra-hørende vinkler på. Det kan være at jeg her lige udviser en ny side af mig selv, som ikke er set på bloggen før. Men sådan tænker jeg. Jeg lyder ikke sådan til daglig, da jeg sagtens kan tilpasse mig samfundet og snakke om alle mulige andre ting. Jeg kan sagtens slappe af og være mig selv. Jeg synes ikke ovenstående smøre er egoistisk sagt. Men det er desværre den etiket vi døve har fået på os i diverse dokumentarfilm, fordi vi ikke begejstret har kastet os ud i den nye teknologi.

0 tanker om “Tale til Samfundet”

  1. Faldt over dette indlæg- ved faktisk ikke hvordan jeg lige endte her, men det gjorde jeg. Jeg ved at indlægget er et par år gammelt, men til trods for det kan indholdets budskab stadig høres i den døve verden. Jeg vil ikke sige så meget andet end I tager fejl- så grueligt fejl. Vi hverken fortrænger eller overvurderer CI- altså vi forældre. Vi oplever det ganske enkelt- og børnene de hører, de taler og de trives fint socialt. Til spørgsmålet om de hører i larm og hører hvis ordene ikke bliver sagt lige ind i hovedet på dem, så ja det kan de.
    Jeg håber I følger med i de nye børns udvikling (nye som i tidligt opererede og bilateralt opereret) for her tegner sig et nyt bilede af – ja I kan lide det eller ej- hørende børn. For hvad er meningen dog med at kalde dem døve, når de aldrig vil begå sig i et døvemiljø, aldrig vil få en døv identitet. Selvfølgelig er de døve når de tager dem af- men jeg har op til flere familiemedlemmer der er stokhamrende blinde når de taber deres kontaktlinser- og deres identitet er altså ikke hos de blinde. jeg skriver blot for at så et frø der kunne hedde “gud har vi taget så meget fejl- kunne det være at CI faktisk er ved at blive så udviklet at resultatet kan være så godt.” dette afhænger jo især af gode sprogmodeller, dansk sprogkode mv. Jeg var positiv på forhånd, men jeg er alligevel blevet vildt overrasket over resultatet.

  2. Tak for dit indlæg, Mette. Det er et par år gammelt, det indlæg – og selv om jeg stadig står fast ved de ord, jeg har skrevet (ligesom du står fast ved dit) – så har jeg personligt ændret mig på den måde, at jeg ville sige, at jeg nu er ligeglad. Nej egentlig ikke, men jeg stritter ikke imod på samme måde mere. Altså, I må da gerne mene og gøre, hvad I vil. Sådan nogle som mig, vi får alligevel ikke rykket ret meget ved Jeres holdninger, uanset hvor mange krumspring vi begår.

    De fleste hørende er enormt positive, når de møder døve, om end ikke alle. Tegnsprog er fascinerende, døve udstråler en særlig livskraft, smiler mere, osv. Har du mon mødt en døv? Men jeg tror, det kun er charmerende, så længe man ikke selv har det inde på livet … altså en slags “not in my backyard” problematik. Men som sagt – I bestemmer selv. Det kan jeg eller andre døve ikke have nogen indflydelse på.

    Så min holdningsændring er altså bestået i, at jeg ikke længere har lyst til at prøve på at rykke ved Jeres ideer. Men jeg synes nu godt, at I nye forældre kunne have kontakt med voksne døve/hørehæmmede/næsten-hørende/whatever (!) i tankerne, når I oplever ting med Jeres børn (eller de selv oplever det) som simpelthen folk simpelthen ikke kan forstå. Altså, vi har jo været mange af de samme ting igennem. Mange døve voksne har fået den samme flyvende start, som I oplever med Jeres datter, som små – men der er jo ingen dokumentation for hvordan det vil køre, når barnet vokser op, får større krav og ønsker til kommunikation. Når barnet bliver teenager, voksen, gerne vil læse på et studie (der, hvor der er forelæsninger etc) … og så videre. Hvad nu, hvis udbyttet af CI er gået lidt skævt? Ikke fordi jeg har lyst til at være sortseer. Det har aldrig gavnet nogen. Er nu ret optimistisk af sind. Men jeg kan forstå, at I forældre simpelthen ikke har lyst til dialog med døve som sådan? Eller har I? I så fald skal du være mere end velkommen… for som jeg skrev til dig tidligere… nej, døve er ikke fæle mennesker 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *