At begå sig på det auditive arena

Jeg har fået et nyt projekt i tankerne. Jeg vil lære dansk. Med høreapparater kan jeg høre lidt, men mon ikke den nye teknologi har tilføjet apparaturerne et eller andet, således at jeg kunne høre mere med dem? Jeg kan godt ytre det basale hvad tale angår, hvis nogen sætter mig pistolen for hovedet – men jeg vil faktisk hellere være fri. Da jeg var lille talte jeg helt ublu i TV, hvilket jeg hellere ville dø end at gøre den dag i dag. Men hvor ville det være vældig praktisk at kunne pludre løs til vildfremmede mennesker. Det er vel mindre væsentligt at man ikke kan få noget tilbage ad den anden vej. Så kan man jo altid spørge “Siger du det….?” “Nå nej, det var ikke det du mente?” “Oh du mener det DER” indtil man har gættet sig frem til hvad personen nu sagde til en. Da jeg var lille var artikulationsundervisning afskyeligt, noget jeg i dag associerer med ekstremt dårlig ånde og skæggede mandspersoner. Så det var da klart at jeg ikke fik den største lyst til at lære at tale. Den slags er traumefremkaldende for små børn. Seriøst. Men nu i dag, hvor jeg (måske) kan sætte mig til at LÆRE det med samme iver som hvis det var at lære russisk – så må det da give et resultat eller to. Faktisk skal jeg også overskride et par blufærdighedsgrænser. Det føles som at blotte sig for en person når man som døv bruger stemmen. Så privat, så intimiderende. Også selv om man ved at folk synes det er flot i betragtning af at man ikke engang kan høre sig selv. Men hvis jeg VED at det jeg siger, lyder nogenlunde hæderligt, kan det måske endda bruges. Om så ikke andet så kan jeg jo bruge ca. 1 år på et personligt socialt eksperiment, der skal bevise om man kan lære at begå sig på det auditive arena hvis man virkelig vil det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *