Cowboybukser

Det er lidt af en videnskab at købe cowboybukser, og seriøst – jeg mener det. At købe cowboybukser hænger for mig umiskendeligt sammen med tics i ansigtet, små angstanfald og resulterende i ekstreme fejlkøb, hvis ikke jeg er sammen med min tro væbner Anne. Hun kan nemlig det med at kommandere rundt med ekspedienterne og finde de bukser, der sidder helt rigtigt til og som man kommer til at elske. Det er ikke fordi jeg på nogen måde er snobbet med tøjmærker, men det går altid galt når man køber billige cowboybukser. De er altid mærkelige, og efter en uge fortryder man at man har købt dem, men bruger dem alligevel, selv om de strammer på den ubehagelige måde i taljen, har en mærkelig farve eller er så lavtaljede at man helt lykkeligt uvidende flasher halvdelen af sin røv for folk der cykler bagved en og først opdager det flere kilometer efter. Videnskaben handler altså om at finde den rigtige pasform, stræk, længde, farve og hvad ved jeg. Det kan jeg slet ikke finde ud af. Sidst jeg begav mig alene ud og købe bukser, endte jeg med et par mærkelige baggy-jeans der kostede alt, alt for meget. Men i dag fik jeg fat i et par fede jeans der ikke får min røv til at ligne en ladeport, eller som skal lægges op. Og tilmed serveret på et sølvfad (bogstaveligt talt!) af en råflirtende diesel-ekspedient. Så nu er min selvfølelse og buksesituation væsentligt forbedret, så jeg håber ikke jeg bliver nødt til at begive mig på buksejagt igen før om mindst 3/4 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *