Drømmefyren

Jeg møder en masse lækre, charmerende og søde fyre for tiden, fyre som jeg svinger perfekt med. Men der er bare en lille hage ved det. De dukker kun op i mine drømme. Jeg drømmer ofte og meget og kan tit bagefter fortælle de vildeste røverhistorier om hvad jeg oplevede i Drømmeland. I morges traf jeg sådan en lækker drømmefyr. Var vist ude og se på penthouselejligheder (?) og lejlighedens fremviser præsenterede mig for ham der ejede alle lejlighederne i opgangen. Og han var rålækker og charmerende. Og så begyndte vi at snakke sammen, da vækkeuret pludselig gik i gang. Jeg registrerede dette godtnok og tænkte i drømmen, at det var typisk mig at kun møde de perfekte fyre i drømmene. Så sagde jeg til ham den lækre drømmefyr, at jeg skulle vågne nu, men at jeg syntes han var sød og at han endelig skulle prikke mig på skulderen hvis vi mødtes i den vågne verden. Og så vågnede jeg – lidt spooky, den der tilstand mellem drøm og virkelighed, at man rent faktisk kan være bevidst om at man nu er midt i en drøm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *