Ude godt, hjemme bedst

Jeg har det som om jeg er kommet sydpå. Det er jeg i sandhed også, for Færøerne er jo ret nordligt beliggende. OG det vejr de dyrker deroppe! I sandhed slet ikke et vejr at jage en hund ud i. Stiv kuling (og hvalpik) over hele linjen. Masser af maritim mad (=ikke-mettemad) Men det var enormt spændende at være på Færøerne. Frisk luft, røde kinder og ører der var lige ved at falde af grundet kulde. Får får får? Får får lam! Vi kunne ikke helt regne ud om får var filosofiske dyr, eller bare snotdumme. Der er vildt mange af dem på Færøerne, og jeg tror de har et perfekt fåreliv. De står i hvertfald strøet rundt på øen og skuer ud mod klipperne og vandet, nærmest filosoferende på den zen-buddhistiske måde. Jeg tror dog nok jeg personligt ville krepere af kedsomhed, hvis jeg skulle bo der permanent (selv om et stort hus kun koster 280.000 kr) – de aviser de får fra moderlandet her er 2-3 dage gamle, og ugebladene er flere uger for gamle. Torshavn er lillebitte og bakket, og ordet kosmopolisme er slet ikke kommet til øerne endnu. Jeg tror bestemt at Færøerne har charme, men man skal nok vente med at besøge landet når der er sommer. Men panoramaudsigten fra hotelværelset samt badekarret gjorde, at jeg kunne nyde landskabet på magelig vis. Nogle af billederne fra turen er lige kommet på. Selve mødet var meget spændende og oplysende – men allermest interessant var det nok at hilse på sværvægterne i døveverdenen. Dem der er totalt hardcore verdenskendte og på håndtryk-niveau med folk som Kofi Annan. Creme de la creme. Det var også sjovt at dyrke blommen af den skandinaviske ungdom (?) – vi fik diskuteret nogle spændende ting, og udstukket et par retningslinjer for det fremtidige arbejde. Men jeg er nu glad for at være hjemme – næste gang skal jeg have en sval brise i stedet for stiv kuling, sol i stedet for tåge og sand mellem tæerne i stedet for saftigt grønt græs under et par solide fodformede sko.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *