Arrivederci opgave!

Hvor er det altså bare fantastisk at aflevere den fucking opgave der fylder 25 sider, 800 siders pensum, 1 million timer, 2-3 søvnløse nætter, 30 kopper kaffe og et ukendt antal bandeord forårsaget af at jeg ikke har anet hvad jeg skulle stille op med alle de fine ord og højtflyvende teorier. Og så var det oven i købet en opgave, jeg ikke havde den ringeste ide om hvad jeg skulle få nytte af engang ude i en ukendt fremtid. Så i dag ved 12 tiden listede jeg op på skolen for at aflevere. I håb om at kunne snige mig udenom baren. Det er ikke fordi at jeg er specielt asocial, men som døv i et hørende miljø har man måske en holdbarhedstid på 1 år. Det vil jeg i hvert fald skyde på. I starten er alt fest og ballade og man har ingen problemer med at komme i kontakt med folk, fordi ens nyhedsværdi er stor. Men når tiden går og folk gradvis lærer hinanden at kende, går det i de fleste tilfælde gradvis ned ad bakke. Ens energi på at smile, være udadvendt, sød, sjov og initiativrig begynder at falde. Og tager man som døv ikke initiativ, er det sjældent at folk gør det. Folk synes altid det er nemmest at tale med dem man kender og kan kommunikere uhindret med. Jeg var fuld af energi hele første år og noget af andet år, men så blev jeg træt. Nu orker jeg ikke ret meget andet end at bare sige hej til dem fra min årgang. Så nu er jeg på sin vis glad for at der ikke er flere sociale forpligtelser, selvom jeg på den anden side vil komme til at savne festerne på studiet. For de var fede og jeg har altid været blandt de sidste der skulle hældes ud. Men det forbliver jo på et overfladisk plan. Dog gør det ikke mig så meget for sådan er vilkårene, og jeg tror at de fleste døve vil nikke genkendende til denne her følelse af at man sniger sig udenom det sociale, fordi man ikke orker at smække smilet på og konstant være opsøgende, hvis der ikke er ret meget feedback den anden vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *