Den studentikøse ungdom

Man føler sig som en gammel kælling, når man tropper op på sin søsters nordjyske gymnasium for at være klar med roser, studenterhue og gaver – og det er jo en helt særlig oplevelse, det kan jeg godt huske fra dengang i 2001. Den der følelse af uendelig lettethed mikset med en stor portion usikkerhed omkring fremtiden. Og så er der turen i lastbil, en mindeværdig oplevelse af dimensioner. Jeg erindrer at vi startede klokken 8 om morgenen med morgenbrød og snaps og så gik det bare derudaf. Tror at min indre autopilot overtog forløbet temmelig tidligt, for klokken 16 om eftermiddagen vidste jeg ikke engang hvem jeg selv var. Bare at det var vældig sjovt. Rekonstruktionen af turen foregik via. diverse billeder og historier. Det var fedt, også selv om min klasse var en ret underlig kombination af yderst interessante personager. Blandt andet var der en stripper (som jeg lige har spottet et sted på nettet) som på andet år forsvandt to måneder og vendte tilbage med markant forstørrede attributter. Og så gik jeg i klasse med forløberen for den Metroseksuelle Mand – en fyr som vi alle troede var bøsse, men som viste sig at være ultra-heteroseksuel. Men jeg syntes lastbilturen var fed. Gid, at man kunne gentage sådan noget, men det kan man jo desværre ikke. Den fornøjelse vil jeg så unde alle de nybagte studenter i år og sørge for at vinke når der kommer en lastbil eller hestevogn forbi med en masse hujende mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *