Overlevelsestur

Jeg har lige været i nærkontakt med det danske vejr helt ucensureret. Var på en art overlevelsestur i Hareskoven i weekenden, 14 børn (heraf 11 drenge) og 2 voksne. Det er en kølig og semi-fugtig fornøjelse at sove ude i det fri, det kan jeg godt garantere for. Kom først i seng klokken 4, da vi voksne ikke lige kunne gå fra bålets, eller rettere, glødernes lunende varme og ud i det kolde ingenting. Officielt set ventede vi på at spøgelserne skulle komme – det var det, vi sagde til de børn der ikke ville sove. Det er utaknemligt at være barn, så ungerne måtte jo sove hele natten i det kolde element, men til gengæld var vi voksne så godt smadrede igår. Især fordi det silede ned allerede fra morgenstunden, vi skulle slæbe på oppakningen og ikke mindst løbe orienteringsløb. Naturligvis skulle 4 af de mere uvorne drenge blive væk. Så kommer man helt derud, hvor man rent faktisk forstår at folk er parate til at begå mord. Eller så i hvert fald lidt vold. Normalt synes jeg det er enormt charmerende at sove ude i det fri, lave mad over bål, leve det primitive liv helt back-to-basics (helt minus rindende vand, kiosker og sanitære forhold) og bare være der, mens natten sænker sig over en og spøgelserne begynder at dukke op. Men næste gang tror jeg at jeg ville vælge at gøre det i venners lag (incl. flere kasser øl) frem for at være sammen med en hel flok unger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *