EgoBoost

I England kan man købe en bh, der hedder EgoBoost™. Det er et prima str. XL hejs-værk til attributterne (stormagasinet Selfridge’s, bh-afdelingen oppe på toppen, London) Navnet kan jeg især også godt lide lide. Lige nu må jeg indrømme, at mit ego er lidt lunkent. Naturligvis synes jeg selv at jeg er dårende dejlig, men jeg ved ikke helt om drengene synes det samme. Så har jeg i hvertfald ikke lagt mærke til det helt store. Ligesom jeg heller ikke lægger mærke til ret mange andre ting forøvrigt. Men i hvert fald, en bytur kan være lidt af en kæmpe ego-boost. Men den kan også være lige lukt modsat. Efter at have knævret om tøj og drenge en hel aften med tøserne, måtte vi naturligvis ud og se på lidt mandfolk. Så vi troppede op på en bar i indre København. Lidt zigzag mellem slingrende stive stoddere med faretruende, hældende øl-krus. Det starter ellers meget godt. En fyr med englehår ved pool-bordet lægger ud med at gå over til mig og sige et eller andet forhåbentligt sødt. Så hopper han over til mine veninder og prøver også at tale med dem. Vi bliver enige om at skride. Efter at vi har købt drinks et andet sted, kommer der en anden fyr og bliver forgabt i min ene veninde. Og også lidt i min anden veninde. Mig værdiger han ikke et blik. Jeg sidder der bare. Han var nu ikke lige en jeg ville hoppe på, men alligevel. Det vækker grusomme minder. Løkken, 1998. Vi er tre piger i byen. En fyr vil danse med min veninde. Hun siger nej. Han spørger min anden veninde. Hun siger også nej. Jeg gør mig klar til at også høfligt sige nej. Men manden spørger slet ikke. Han går tilbage til veninde 1 og plager. Svaret er stadig nej, og det samme med veninde 2. Så går han simpelthen. Jeg står der med alle mine talenter, eller ikke-talenter. Så grusomt. Kunne manden ikke lige bare, lissom, have spurgt for høflighedens skyld? Aftenen var naturligvis ødelagt. Men denne gang nægter jeg at lade mig slå ud af det. Kommer i tanker om at jeg faktisk har en masse at lave dagen efter, og smutter hjem fra byen. Jeg mener bestemt ikke at jeg var grimmere end mine 2 veninder. Men det syntes manden åbenbart at jeg var. Nå, men næste gang jeg er i London, tror jeg altså at jeg køber en Super EgoBoost™ bh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *