Badevaner M/K

Mine veninder og jeg morer os altid over fyres badevaner. De er fuldstændig tilfredse med at indhylle legemet i kombineret shampoo og -sæbe. Håret, kroppen og selv øjnene får en hurtig og storskummende omgang med dette enlige, maskuline produkt. Når de er færdige med at bade, piver de måske over deres tørre og strammende ansigtshud, men de kunne aldrig drømme om at at anskaffe sig en fugtighedscreme. Vi piger derimod, vi har naturligvis fugtighedscreme, bodylotion, skin-tonic og deslige produkter til ansigtet. Til badet har vi tilmed ofte noget dyrt shampoo, balsam og kur til håret, vi har en særlig rensegele til ansigtet, velduftende, flydende sæbe til kroppen og måske sågar noget intim-sæbe for at ikke komme i konflikt med de nedre ph-værdier. Her taler jeg om den normale gennemsnitskvinde. Eller så mig og veninderne, da. Men så faldt jeg lige over en reklame i et blad. Nu har Cosmea udover den klassiske intim-sæbe til kvinder dælme lanceret noget intim-creme, intim-vaskeolie, intim-sæbe, intim-vaskecreme og intim-fugtgel til at pleje trekanten dernede. Det kalder jeg omsorg for de ædlere dele. Jo, jeg er skam stor tilhænger af at hver kropsdel mere eller mindre skal have sit eget renseprodukt. Jeg elsker renseserier. Men det er nok lige at stramme den lidt at have en hel renseserie til de nedre omgivelser. Jeg ved, at det er yderst vigtigt at være i kontakt med sin vagina. At kommunikere med den. Men det der med at have 10 special-produkter lige til ens intime dele er altså lige at stramme den lidt rigelig meget. Alle de krav til den. Den græder sikkert og vil bare have fred. Åh. Måske man alligevel skulle lære en lille smule af drengenes enkelhed i badet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *