En toiletskabslurers bekendtskaber

I går blev jeg konfronteret med en af mine mindre stuerene sider. Min indre misfoster er konstant er på jagt efter andres indre misfostre. Og sådanne hemmeligheder kan man sandsynligvis finde i deres toiletskabe. Når jeg går på toilettet, er det ikke kun for at latrinere. Jeg indrømmer det. Jeg snager i andres sager. Der er ikke noget så tillokkende som synet af et hermetisk lukket toiletskab. Jeg drages, og bliver nødt til at åbne for at se, hvad der gemmer sig derinde. Glidecreme og 200 kondomer? Finder man noget medicin mod gonorré? Viagra? Har de macho fyre deres pincetter og ansigtsmasker inde i skabets mørke? Formaster folk sig til at bruge ildelugtende deodoranter? Eller måske gemmer folk noget af deres avancerede sexudstyr derinde? Det er et eldorado af hemmeligheder, der springer en lige i synet, når man åbner sådan et toiletskab. I går var vi på tour-de-chambre i det amagerkanske mulm og mørke. Et koncept, hvor man besøger en masse lejligheder og hælder en masse sprut i hovedet. Et yderst fornuftigt koncept. Især fordi kombinationen af alkoholindtagelse og fremmede menneskers lejligheder tillader uhæmmet toiletskabsinspicering. Man har jo en undskyldning for at frekventere toilettet når man indtager drinks i stride strømme. Men når jeg får en lille fjer på, bliver jeg endnu mere snakkesalig. Lidt for snakkesalig, måske. Men på den måde fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste i selskabet, der var skabs-toiletskabslurer. Der var faktisk flere af dem i vores lille, eksklusive skare. Naturligvis, for hvem kan holde sig fra den slags? Nu brygger jeg på en ny idé. Næste gang jeg holder en større fest, vil jeg placere mit kamera inde i toiletskabet og så lade det køre. Åh, så kan jeg rigtig lure tilbage. Alle de mennesker, der åbner mit toiletskab og tror, de udspionerer mig, bliver selv udspioneret på det skammeligste. Ah ja, det er et genialt koncept. Jeg er über-spionen. Spion-dronningen. Gad vide hvem der tør komme til fest hjemme hos mig, efter at have læst denne her post? Især, hvis jeg så skriver, at det kunne være det næste emne til min videoblogging. Følg den dramatiske handling set inde fra det mettiske toiletskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *