Julekort

Jeg kender en herlig fyr, der dog ikke er helt normal. Og det tror jeg egentlig også, at han elsker tanken om. Han står selv ved, at han er meget ærlig og direkte. Han er kendt for sine famøse julekort, som han sender ud til halvdelen af sin bekendtskabskreds plus hele familien. Han sprang ud som bøsse i sit første, tætskrevne, 6 A4 sider lange julekort, skrevet på computer, som han tilmed læste op for klassen på studiet. I selvsamme kort fik han skrevet om sin seksuelle debut og email korrespondancen med sin mor om selvsamme emne. Ordet røvhul var endda nævnt. I år fik jeg for første gang hans julekort, og seriøst – det reddede virkelig min dag og gav mig mavekramper af grin. 7 sider denne gang. Temaet var “Desperate Gays” og handlede om hans glamourøse liv som xxx-bys førende diva-drag, Carrie Silver (med referencer til Bradshaw i Sex and the City, naturligvis) Hele vejen gennem i brevet var mottoet: Be strong and positive! (hans guru, Oprah) Hans term for kvinder (incl. sin egen mor) var kællinger, og den beskrivelse brugte han også om sig selv. Han sammenlignede sit rengøringshysteri med Bree van de Kamps. Om en større operation han var gennem, forklarede han udførligt om hvordan han for at kunne tisse fik en kateter ned i… ja, pikhovedet. Og så videre. Alt sammen i et sprog, så man næsten kunne se håndleddene flagre, og jeg var bare færdig af grin. Ret fantasisk. Meget åbenhjertigt. Virkelig noget, der fik mig til at smile stort. Og lyst til at give ham en stor krammer. Hvad andet kan man end at holde af en fyr, der tager papirlommetørklæder med i biografen i tilfælde af at han kommer til at græde over den romantiske film, han skal til at se, som den håbløse romantiker han nu engang er? Vi burde være noget bedre til at sende hinanden julekort – meget gerne med saftige indføringer i hinandens, ehm, sexliv, måske? Måske jeg skulle sætte mig til tastaturet og klapre derudaf. Men nok i lidt mindre malende vendinger, hvad mit sexliv angår. Men det er jo samtidig også en rigtig god lejlighed til at sidde og reflektere over hvad pokker man egentlig lavede i 2005. Og på den måde at give de lidt mere perifere familierelationer mere indblik i ens liv. Og nu begynder det vist at sne udenfor mit vindue. Måske et tegn fra de højere magter om, at jeg skal gå i gang?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *