Små sprællende brune prikker

Jeg har fået en masse nye små venner i køkkenet. Først kun et par stykker, nu et uidentificeret antal, og jeg ved ikke, hvor de præcist kommer fra. Venner, det er så meget sagt. De er helt ærligt talt ikke særlig velkomne, fordi de er brune, har en masse sprællende ben og er cirka 2 mm lange. Og har de bygget lune reder i mit mel og havregryn. Det er næsten direkte traumatiserende. Især her en af dagene, hvor jeg skulle lave havregrød. Jeg inspicerede grynene og fandt ikke noget særligt. Men da jeg hældte vand op i skålen, dukkede der pludselig en masse små, brune, sprællende prikker op. Hvis jeg havde smidt skålen ind i mikroovnen og så spist de, af varmen pacificerede, små brune prikker? Jeg kan næsten ikke leve med den tanke. Jeg gik naturligvis med det samme totalt amok med udsmidning af diverse fødevarer og Ajax. Nu er jeg hjemmefra i et par dage, så jeg er meget spændt på at se, hvordan det ser ud inde i køkkenskabet, når jeg kommer hjem igen. Er de der stadig, flytter jeg. Lige på stedet. Det er altså for ulækkert. Kollegiet er tilmed kendt for at have kakerlakker. Det kan jeg simpelthen under ingen omstændigheder leve med. Selvmordere, færinger, islændinge, kakerlakker og nu tilmed små, sprællende brune prikker? Nej nej. Nogen, der har en lejlighed i København, der skal fremlejes? Meget gerne på Christianshavn, ved Overgaden oven/neden Vandet, til en 2000 stykker (naturligvis) om måneden og for så lang tid jeg så end måtte ønske det 🙂 Og naturligvis absolut minus kriblekrable!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *