Ungdomssløvsind

Lige pludselig slog det mig, at jeg faktisk har juleferie nu. Det opdagede jeg altså først for alvor i dag. Den 21. december. Hvor sløv kan man være? Jeg tror, jeg er ramt af ungdomssløvsind. Kan man have det i min alder? Men så gik jeg fra en tilstand af sløvhed til at gå fuldstændig amok. Julegaveshoppede med vilde øjne og fik det overstået på 2 timer. Uden at bevæge mig udenfor postnummer 2300. Så er det overstået, og næste gang jeg skal købe gaver til andre end mig selv er om et helt år. Nu sidder jeg her og funderer over, at jeg ikke har tunge pligter helt frem til februar 2006. Lækker tanke. Bortset fra de to søde, små opgaver, der skal være ude af verden primo januar, kan jeg tillade mig at krybe tilbage i en tilstand af vinterhi og ungdomssløvsind. Kun afbrudt af sporadiske sociale aktiviteter og diverse småpligter, som har hobet sig op i tidens løb. Måske man skulle tage ud og rejse? Være spontan og med ti klik med musen bestille en plads på afgangen til Kuala Lumpur og så vende hjem igen som et nyt (og lækkert solbrændt) menneske? Ah, al den her frihed. Hvordan skal jeg dog administrere den? Arbejde? Sove? Rejse? Nå, men jeg kunne jo lade mig inspirere af hende her og gå i gang med at bage som det gjaldt livet – det lyder jo også superhyggeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *