Blogroll og blogosfære

Oops! Mine fingre for lige vild… jeg kom til at slette den, min blogroll. Lidt ligesom Lotte gjorde i sin tid. Blogrolls er, i følge lærebøgerne eller historien om blogs, knudepunkterne i det community, der hedder blogosfæren, men i dag er der jo RSS-feeds og mappen Foretrukne (at jeg så ikke har kunnet finde ud af få min blog med på RSS-tingen, trods ihærdig hjælp fra knejten her, er en anden sag, som sikkert rammer mig senere, når det for alvor bliver udbredt) – så rent basalt synes jeg snarere, at blogroll’en i dag udtrykker hvem der er inde i varmen eller ikke, i ens egen lille blog-boble. Ikke så meget, hvilke man rent faktisk ville anbefale andre at læse. Denneher blog er lidt en miks et sted mellem 1. og 2. generationen af blogs (og de første i en lang række generationer) som Charlotte skrev i sin blog, men jeg vil egentlig ikke sættes i nogen kategori, for jeg er min egen som missekatten her. Og hvilke blogge jeg læser, har jeg egentlig ikke så meget behov for at udstille. For dem, jeg læser, ved det jo egentlig godt, mere eller mindre. Jeg læser så godt som alle blogs, der har noget, der på den ene eller anden måde fanger mig, via. Blogbot og kommentarfunktioner her og der. Det er ikke altid, jeg kommenterer, men de færreste blogge undgår min opmærksomhed. Og det samme mønster kan man nok se hos de fleste bloggere, der har blogs, der bliver pinget på Blogbot. Nogle blogs er excellent skrevne, nogle er interessante, nogle slibrigt underholdende, nogle kender jeg simpelthen bare fra good old days, MSN eller IRL. At fjerne min blogroll ville være at fjerne links til nogle fænomenalt gode og velskrevne blogge, men sådan noget må jo følge med. Jeg vil dog behændigt sørge for at linke, hvis der kommer noget spændende op, og på den måde tilkendegive min opmærksomhed. Kapster har meldt sig ud af hypen, og det synes jeg egentlig lyder ganske fornuftigt, selvom hans blog er en af de rigtig gode. Jeg personligt har egentlig heller ingen ambitioner med at blogge, andet end at skrive, noget som jeg synes er rigtig sjovt at gøre, især når der kommer feedback på det. Nogle af mine bekendte IRL har sagt, at noget af det virker temmelig indspist, når de læser med her – som en eller anden lille, semi-hemmelig loge. Det er så sandt, og jeg er delvis med i det, men alt i alt er denneher blog bare en lille udvidelse af min hjemmeside, den her blog er mit digitale overflødighedshorn af sludder, og så er den ikke længere. Og tak for at I læser med – jeg læser tilbage, lige over, som man vist siger på Fyn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *