The girl from Ipanema

Manaña, manaña. Jeg befinder mig i limbo lige inden en opgaveaflevering fra helvede. I morgen er jeg forløst fra opgavens lænker, og jeg kan gå amok. Nej, opgaven er faktisk spændende – men jeg ville langt hellere slange mig på nogle bambusmåtter på Ipanema med en caipirinha i hånden og to spændstige Gael Garcia Bernal look-a-likes, der hedder noget i retning af Rui og João. Capoeira-shows i skumringen på stranden, mojitos og fester a la dem, de amerikanske studerende dyrker i deres Spring Holiday på Daytona Beach (øh, er jeg blevet for gammel til den slags, egentlig?) Nej, ved nærmere eftertanke, så bliver jeg jo helt stiv af skræk, når jeg tænker på de der MTV-swimmingpool-parties. Engang joinede min veninde og jeg sådan et arrangement efter at have solet på græsk strand med musik hele dagen. Det første, der skete, var at en dryppende våd hellenistisk gud med lange, glinsende sorte krøller lige pludselig stod foran mig og dansede sensuelt. Forførende trak han i min hånd for at få mig med i en erotisk omgang lambada, eller hvad det nu er, de dyrker. Ork jo, han kunne have heddet Adonis. Og han var i hvert fald smuk. Men hvad gør en totalt bleg, nyankommet og ædru dansk pige i bikini så? Hun og veninde løber skrigende væk. Efter denne traumatiske oplevelse, gik vi i en lang bue udenom det MTV-show ved poolen resten af tiden på Mykonos. Grækere kan bare det der med at feste på den fede måde uden at drikke andet end sodavand. Vi blege danskere kræver en kombination af solnedgang og vodka ‘n’ Redbulls for at slå os løs. Men set i retroperspektiv, så vil jeg gøre næsten hvad som helst for at dyrke eksotiske strande lige her og nu. Brasilien. Uhm, ja.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *