Vblogging

Efter at have haft mit kamera hengemt i et snusket hjørne alt for længe, fordi jeg troede, at opladeren for stedse var forsvundet, fandt jeg kameraet (og opladeren, som ganske enkelt gemte sig i en lomme!!) – så nu har det videoteknologiske fået en mindre renæssance i det lille Hjem. Man skulle da være et skarn for ikke at prøve at udnytte alle de spændende muligheder der er for at forene video- og computermediet. Vblogs (videoblogs) kan man jo komme ganske langt med, og mon ikke det snart bliver et hit? Det er jo teknisk muligt at kaste sig ud i sådanne stunts i dag. Jeg har gjort et par forsøg før, blandt andet den famøse hamstervideo – og lidt live fra togturen Nice-Marseille i sommers. Her til aften ser mit nye hår dog en anelse vinterdeprimeret ud, men ved lejlighed skal jeg dælme til det igen. Det er jo vældig sjovt. Og nu, hvor jeg alligevel er i gang, skal jeg også til at redigere dokumentarfilmen om Siljas vej til drømmene. Problemet er bare, at selv om jeg er ganske hæderlig til teknologi af en pige at være, kunne det stadig være en hel del bedre. Men nu skal ferien jo også udnyttes fuldt ud, så mon ikke jeg skulle tage og opdatere/stifte nærmere bekendtskab med forskellige redigeringsprogrammer og andet teknologisk kram. Det bliver spændende at se om ambitionerne holder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *