Istidstrafik

Normalt plejer jeg at synes, at folk i offentlige transportsinstanser skulle tage sig en gevaldig opstrammer og lægge ansigtet i noget mere optimistisk end de der særligt sure folder, som er så karakteristisk for en HT-bus i myldretiden. Men i dag var jeg det sureste sure løg, i sidste etape af min lange dagsrejse. Jeg tænkte på mord mod alt og alle, der tirrede mig bare lidt mere. Grunden til mit lange udtryk i fjæset var over en times forsinkelse med DSB, naturligvis grundet vejret. Jeg kunne ikke holde til mere stilstand i IC3’en, så jeg hoppede af ved Valby og tog S-toget ind mod Hovedbanegården. Naturligvis kun for at se det skide IC3 tog frejdigt overhale S-toget og komme først i mål. I København måtte jeg så vente i 15 minutter på bus 5A, midt i skubbende og masende pøbel. Da jeg fik reddet mig selv ombord i bussen, selvfølgelig på en ugunstig ståplads midt i det hele, stirrede jeg ondt på alt og alle, og selv pæne mandlige medpassagere kunne ikke formilde mit humør. Jeg kom så først hjem klokken 19.30. Det er lidt tungt at tænke på, at jeg kun har nogle få vågne timer til jeg atter skal ud i istidshelvedet og gentage samme procedure. Men det er ikke noget der kvikker op som en stor latte og verdens bedste nødderoulade, så det vil jeg have, for at formilde den gamle og meget mellemfornøjede Gnavpot, der har taget midlertidig bolig i min krop.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *