Jävla københavnske boligmarked!

Det man ikke umiddelbart kan opnå, kan man altid betale sig fra. Det trick virker fint for mig, men bare ikke på kærester eller lejligheder. Her forleden læste jeg en klumme i en eller anden gratisavis, hvor skribenten skrev om det københavnske boligmarked. Det, der satte sig fast i min hukommelse var, at han skrev, at de fortabte sjæle, der var født efter 1980 var så godt som glem det, hvad erhvervelsen af et nogenlunde anstændigt menneskebolig in the City angår. Her taler vi om de uhyrlige huspriser i København, der bliver ved med at stige til ekstreme højder. Den eneste måde at få foden indenfor, er at gøre sig bemærket som Erna Hamiltons ukendte barnebarn (og få held med det) eller at gifte sig med Peter Asschenfeldt eller at lave en Anna Nicole Smith. Hvad huspriserne angår, tror jeg slet ikke, det bliver bedre, især ikke hvis vi skuer blikket mod metropoler som London og NYC. Hvad gør man så? I går brugte jeg hele aftenen på vellystigt at klikke rundt på lejligheder hinsidan. Triangeln, Davidshall, St. Knut, Fågelbacken, Hästhagen, Dammfri, Möllevången, Rådmandsvången, Rörsjöstaden, Caroli City. Og de der lejligheder, mange af dem har altan og badekar og andre lækre lejlighedstouch. Fx. den her – söt! Min svenske veninde siger, at priserne derovre også stiger – grundet alle os jävla skitdanskar, eller hvad det nu var, ham der Ernst Hugo Järegård yndede at sige i Riget. Så hvis man vil have en ejerlejlighed max. 30 minutter fra København, er der vist om at slå til nu. Damn… skal man, skal man ikke? Kan jeg overhovedet få lov for min emsige bankdame? Damn, det er surt at være født efter 1980 og dermed dømt til et liv i armod. Er der stadig ikke nogen med en lejlighed, anyone?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *