Fogh 1 Mette 0

I dag kunne jeg godt slæbe mine smertende lemmer ud af sengen. En masse efter-ferie-formalia er blevet høvlet af i rasende tempo, og henad eftermiddagen kunne jeg bevæge min næsten-genopståede korpus (incl. nyt, friskt ansigt, kun med små flagrende hudflager tilbage) til Nørrebro på lille reportagetur. Ikke just et smart træk, for nu er jeg bombet tilbage til nærdøds-stadiet. Det er altså koldt pis at cykle gennem København i det her vejr. Og samtidig må jeg indrømme, at jeg beundrer Foghs ekstreme selvkontrol, der gør, at han kan lukke sine egne porer under fysisk udfoldelse (Jeppesens Før Ørerne falder af) Nogle fra vores følge spottede ham nemlig med frue på Val d’ Iseres rasende pister. Plus følge i form af to hærdebrede PET-Jenser. I dag står han så frem for alle mediernes bidske vagthunde, ganske velnæret, slet ikke krøblingeagtig, og med en dejlig brun tan i hovedet, så hans stirrende øjne fremhæves på bedste vis. Åh, jeg fristes til at være enig med Morfar i hans sidste ytring om vores allesammens hr. Statsminister. Selv er jeg jo på grådens rand, hvis nogen så meget som stirrer skævt på mig. Jeg er jo lille, forladt og bange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *