I’m a poor lonesome cowboy

I snart en uge har jeg været uden min mobile baby. Distræt (som så ofte) forlod jeg ved et uheld telefonen i Odense, og siden har jeg været mere eller mindre lost. Den er dog heldigvis blevet fundet af en tilfældig mand, der sikkert har moret sig kosteligt over listen af drengenumre og diverse lagrede booty-calls med dertil hørende billedmateriale. Nå, men vigtigst af alt, der kommer ingen mystiske, time-lange telefonregninger til Afghanistan eller andre eksotiske nationaliteter. Og på et tidspunkt bliver vi genforenede, mobilen og jeg, det ved jeg. Den venter på mig i Odense, sagde den oplyste mandsling. Men indtil videre har jeg vænnet mig til stilheden. Den er dog rungende. Mit sociale liv er smuldret mellem fingrene på mig, og såsnart jeg er væk fra en computer, er det kun mig. Me, myself and I. Ikke noget med at bippe nogen om en spontan latte-aftale. Det er vildt, så meget man knytter sig til dette lille stykke elektronik. Og alligevel er det sundt med en adskillelse fra det elektroniske univers, bare det at være 120% til stede, der hvor man er. Det er faktisk lidt godt. På den næsten masochistiske, back-to-basics måde. Måske man skulle droppe sin mobil, sin blog og sin computer, og ride ud i den sydamerikanske savanne, bare en selv og helt alene. Det kan jo føre til så mange nye ting, og man lever kun een gang!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *