Lurerkultur

Jeg lavede en lille Lurer-Anders i dag. Og hvor var det tilfredsstillende at få et uautoriseret lille tit ind i drengenes omklædningsrum. Nåede at se ryggen af en fyr i boxershorts, inden min pli bød mig at afbryde mine voyeuristiske tendenser. Det forholder sig nemlig sådan, at FitnessDK Royal, dem med det dejlige, eucalyptus-duftende flisedampbad, også har solarier. I dag skulle fuckabiliteten så forøges med en tur i solariet, også for at forberede min anæmicitet på forårets snarlige komme. Nå, men så opdager jeg, at solariet har to indgange. En fra pigernes omklædningsrum, og en fra drengenes. Egentlig var det heldigt, at jeg opdagede det, for ellers ville jeg jo selv risikere at blive beluret i stor stil. Inden jeg lukkede skydedøren i, skulle jeg jo naturligvis hurtigt se, om der var nogle nøgne mandspersoner på den anden side. Og nej, desværre ikke. Hele scenariet minder mig om de hedengangne skoletiders brusebad. Efter gymnastik måtte vi piger være ekstremt meget omhyggelige for at låse alle døre. Ellers ville drengene benytte enhver chance for at stikke hovedet ind og grine af os. I dag er vi voksne mennesker, og vi er for høflige til at bare gå ind af den åbne dør – ind til en masse potentielt nøgne mennesker. Men samtidig er det også et held, for ellers må jeg indrømme, at jeg ville være meget utryg ved at gå i bad offentlige steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *