Døvelyde

Når jeg taler med mine venner, tager vi tit pis på de der døvelyde, nogen af os udstøder. Vi siger ikke altid “han sagde” men sommetider i spøg “han udstødte”, ledsaget af et herligt tegn inklusiv sjovt ansigtsudtryk, der forbilledligt illustrer dette. Tegnsprog er et fedt sprog. Men det er nemlig også ganske sandt, at døve ind i mellem udstøder sjove lyde. Jeg må erkende, at jeg nok selv også kan risikere at komme til at udstøde døvelyde. Men de værste lyde stoppede jeg formentlig med at lave, da jeg var maksimum to år gammel. Inden da har pålidelige kilder oplyst mig om, at jeg skreg som en sælhund. Hvad en sælhund så er, må være en anden historie. Jeg ved det faktisk heller ikke selv. Nåh, men det gjorde jeg altså. Udstødte meget høje og meget mærkværdige lyde i S-toget, så selv min far krummede sine tæer. Folk så forargede rundt på hinanden i kupeen, for hvad var det for noget at gøre? Indtil de fandt ud af, at lydene kom fra en sød, lillebitte lyshåret pige. Så gloede de forbløffet på mig og smilede. Nå, men når man aldrig har hørt sin egen stemme, eller hørt andres, kan man jo heller ikke tale hundrede procent almindeligt. Jeg hørte engang en sød lille historie om dengang min venindes (hørende) kæreste var med hende til et foredrag på tegnsprog. Pludselig hørte han en masse dybt mærkværdige, høje lyde. Han blev næsten bange. Lydene blev ved med at gjalde i rummet, og han tænkte, at der da ikke var nogen, selv døve, der kunne udstøde dem. Pludselig kom der en lille gøende og logrende hund pilende op ad gangen – det var så Balder. En af pigernes hund, der også var døv. Det var vældig sjovt – selv døve hunde laver lyde, der ikke lyder særligt hundeagtige. Det er jo næsten sødt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *