Eksamensmasochisme

Jeg finder det sært sygt at have været oppe og i fuld sving lige siden klokken 5.30 søndag morgen. Nu er jeg midt i noget uhumskt og odenseansk, der ligner natten mellem søndag og mandag. Jeg har i flere timer siddet og gloet på denneher rapport med udstående øjne. Makkeren sidder og laver udefinerbare ting inde på Photoshop. Har for længst opgivet at holde mig ajour med hvad han egentlig har gang i, og omvendt, tror jeg. Normalt synes jeg, at ekstrem kaffe- og cigaretindtagelse er småulækkert, men nu er jeg plumpet i med begge ben. Jeg må være i omegnen af den syvende kop af den sorte gift, samtidig med at jeg nedsvælger nyindkøbt Pepsi Max. Og tygger på noget chokolade, slet ikke nydelsesfuldt, men sådan for at få den der alt for længe udeblevne energiboost. Damn, studiemæssigt ER jeg en sprinter – ikke en marathonløber! Den her slutspurt har altså trukket lidt rigelig meget ud efter min smag. Det er sygt, det her. Og tænk, vi er så langt fra civilisationen, at det først er muligt at slippe ud herfra allertidligst kl. 8.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *