Rod i rejseidentiteten

Efterhånden som tiden går her i USA, føler jeg mig mere og mere statsløs. Min nationalitet er på ydersiden ved at smuldre og forsvinde, og ingen kan umiddelbart konkludere at jeg er dansk. Måske gætter man, ud fra min hårfarve og min stil, at jeg må stamme et sted fra Europa. Måske Nordeuropa, UK eller Skandinavien. Nok snarere Skandinavien, bestemt ud fra mine klipklappere, trekvart lange hørbukser og de mere afdæmpede farver jeg foretrækker at bruge. Der er nogle ting, der bare kendetegner skandinaver. Som min søster sagde i SF udenfor et hæveautomat: “Jeg vidste, at de var danskere. Det kan man se på deres denimtøj.” Nå, men efterhånden som jeg shopper mere og mere amerikansk tøj, og min danske litteratur er blevet udskiftet med amerikansk, er der ikke meget, der kan bevise at jeg rent faktisk er dansker. Og når jeg så tilmed bruger tegnsprog og ikke kan høre hvilket sprog eller hvilke accenter folk har, så er min chance for at møde andre danskere endnu mindre. Jeg kan måske gætte, de kan måske gætte, men der er ingen form for sikkerhed. Samtidig har jeg også så også udviklet en evne (om den så rammer rigtigt eller ej) til at gætte folks nationalitet ud fra deres påklædning, accessories, mærker, litteratur og udstråling. I dag har jeg dog set det ultimative bevis på, at der findes en anden dansker her på hostellet, nemlig en pige med et Dannebrog på tasken. Så, når jeg ser hende igen, spørger jeg. Ham fyren, der nu sidder ved siden af mig og drikker kaffe, han kunne egentlig godt se lidt dansk ud også. Men han læser en bog på engelsk – så man ved aldrig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *