Surf og sport

Jeg gjorde det. I eftermiddags blev jeg kastet rundt i bølgerne her i Orange County. Og kastet lidt rundt med af Mike, lækker surf-instruktør. Gad vide, om amerikanere, der hedder Mike, per definition er lækre, eller hvad? De danske Miker er i al fald ikke, men alle Miker her i USA (eller dem, jeg har mødt) er. Nå, men egentlig havde jeg opsøgt en surfskole KUN for piger (ja, det findes sgu her) – og fik så et par lektioner på en lyserød surfboard. Det var ret skægt, men også ret hårdt for armene. Jeg skal helt klart surfe igen i morgen. Okay, måske er det mere betegnende at sige, at jeg skal kravle ubehjælpsomt rundt på surfboardet. Kan lige så godt indrømme, at sport og mig bare ikke er en match. Men så længe jeg rent faktisk morer mig, er det vel i orden. Her er klart det fedeste sted efter San Francisco – der er vild gang i den hele tiden, og man kan lave en hel masse. Ud over at surfe har jeg tænkt mig at leje et par inliners (så all-american) og at leje en hest at ride lidt rundt på i den nærliggende park. Og selvfølgelig at sole hver dag. Her er der 26 grader og klar sol. Kunne til min store fornøjelse se, at det danske vejr er noget i retning af 16 grader og regn. Men okay, jeg kommer nok til at tørre grinet af mit fjæs, når jeg kommer hjem på mandag. Men i det mindste har jeg, hvis vejret fortsat arter sig, opnået en ganske delikat, nougatbrun tan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *