Fordi jeg fortjener det

Der er flere grunde, til at jeg finder det ganske behageligt at være hjemme igen. Mine fødder er ikke længere beskidte. Og så føler jeg mig mindre afvigende i en nation af flagrende pludderhår m/k. Efter dansk standard er min hårfylde rimelig tilfredsstillende. Men i Californien. Der går alle de der 18 årige piger i både petite minishorts og med hårpragt, der excellerer i perfektion i sådan en grad, som man ellers kun ser i glittede L’Oreal reklamer. Tykt, blankt og svingende, sundt hår. Hvorimod mit ellers relativt nyklippede rejsehår begik så meget mytteri, at jeg måtte se mig nødsaget til at holde det stramt i knold med masser af hårspænder. Men herhjemme har jeg nu både adgang til føntørrer og diverse medikamenter til korrigering af disse uregerlige hårstrå. Det har så resulteret i noget nogenlunde anstændigt hår. Og så går jeg ud i det fri og opdager, at folk her på Amager langt fra er omvandrende L’Oreal reklamer. Skandinavisk hår er unægteligt tyndt og flagrende, og umiskendeligt au naturel. Hvad andet kan man også gøre, når frisuren konstant ødelægges af regnvejr? Så er det da klart, at der er grænser for tidsforbruget i selskab med føntørreren om morgenen. Men efter denne observation af mine skandinaviske artsfæller kunne jeg næsten ikke lade være med at føle, at jeg havde den der gode hårdag. For første gang i månedvis. Og det syntes jeg dælme, at jeg fortjente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *