Nabospionage

Efter en nærmere inspektion af loftsarealerne idag fandt jeg ud af, at jeg rent faktisk har en nabo. En nabo med et FCK-klistermærke på sin dør. Det kan jo så næsten kun være ung mand. Mon han er lækker? Det der klistermærke repræsenterer umiskendeligt en drengerøv. Han hedder nok Morten, Rasmus eller Thomas. Indenfor har han måske et par hvid-blå fodboldtørklæder, hvis han er decideret usmagelig. Ved nærmere eftertanke, det har han helt sikkert. Nu når han kan finde på at smække det klistermærke op på sin dør. Han må være en 21-23 stykker. Han læser på Handelshøjskolen, og det er hans mor fra Farum, der gør rent hos ham og sørger for at give de ensomme øller i køleskabet selskab med nedfrosne retter. Nå, men jeg skulle også inspicere den fælles gårdhave. Og så viste det sig, at der blafrer sådan nogle mormoragtige gardiner i vinduet hos min unge nabo. Det må betyde, at han er ekstremt meget under tøflen på sit mødrene ophav. Som så må være fra Skive. Det er ikke Farum-gardiner, i hvertfald. Og så er knægten jo forøvrigt også ligeglad med hvordan han bor. Altså, 35m2, det er jo bare et sted hvor man opbevarer sine øl, ikke? Nå, nu glæder jeg da mig næsten til at blive forskrækket over en andens tilstedeværelse når jeg sniger mig op på loftet. Så må jeg se om alle teorierne holder. Fra i morgen af er jeg officielt tilhørende det nordvestlige segment. Af København, altså.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *