Udrykning

Nå, og så forresten. Jeg skal flytte. Væk fra min kære, amagerkanske ghetto og ud til en anden ghetto. I Nordvest venter der mig en diminutiv lejlighed med løfte om mulighed for intern flytning til noget mere menneskeegnet. Men deroppe skal vi bo, mig og spøgelserne. Lejligheden ligger nemlig som den eneste på tredje sal, og faktisk er tredje sal til loftsrummene. Og så lige en lillebitte lejlighed. Som enhvert andet kvindeligt væsen bliver jeg pivet og småhysterisk af at skulle entrere diverse kældre og loftsrum efter klokken 20 om aftenen. Man ved jo aldrig, hvad der gemmer sig i de mørke kroge. Alt fra spøgelser til voldsmænd. Den skræk skal nok blive kureret af at jeg praktisk talt skal leve deroppe. Men overfor lejligheden er der et 10m2 loftsrum, der tilhører mig. Måske man kunne leje det ud til nogle desperate studerende, så jeg ikke bliver den eneste på etagen? Nå, men det er lidt spændende alt sammen. Især fordi jeg ikke engang har set knaldhytten. Men flytte skal jeg, om lidt over en uge, så farvel, kære Amagerland. Strand, Islands Brygge, KUA, metro og shoppingfaciliteter. Du er allerede savnet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *