Uidentificerbare København

Så skete det. Jeg har altid fortalt vidt og bredt om at jeg har så dårlig en stedsans, at jeg stadig farer vild i København. Og det er nu ikke engang løgn. Efter at have hængt ud på Pussy, tænkte jeg at jeg nok hellere måtte tage en mere diskret vej hjem, så jeg ikke blev taget som en af de uslinge, der på bedste vaneforbryderiske stil udelader de røde og hvide blink på cyklen. Trillede så langs rolige Guldbergsgade, som ligger parallelt med Nørrebrogade. På et tidspunkt kunne jeg så skimte Assistens Kirkegårds gule mure på venstre hånd. Men så skrånede gaden til højre, men jeg fortsatte troligt. Da den blev lige lovligt højreskrånende, svingede jeg ind på en eller anden gade på venstre hånd. Så skulle Nørrebrogade gerne dukke op. Men i stedet kunne jeg kun skimte vejskiltene med navnene Mimersgade, Ægirsgade, Baldersgade. Den slags mytologiske gader. Velkendte, trygge navne. Ved Heimdalskroen kunne jeg identificere noget, der lignede cykelstien bag ved café Castro. Den sikre vej hjem. Men nej, alligevel ikke. Jeg cyklede på livet løs og cykelstien blev mørkere og mere øde. Der cyklede jeg så, en lille pige med lårkort nederdel og et dirrende hjerte. Med diverse persiske, arabiske og andre etniske machodufte tungt dunstende i nakken på mig. Jeg trampede løs gennem mørket for at komme helskindet gennem denne uidentificerbare park, og endte ud på en mystisk del af Tagensvej. Tog et tilfældigt højresving og efter et par minutter ramte jeg så Jagtvej og til venstre kunne jeg skimte Vibenhus’ neonreklamer ude ved Østerbro-enden. Så gav jeg fortabt. Trodsede min skræk for de hvide Ford Mondeo’er med lovens lange, sorte striber på siderne og begav mig ud på idiotsikre Nørrebrogade for at komme sikkert i havn. Og her er jeg jo så nu. Ja altså. København, min by siden 2001. Elsker næsten, at jeg stadig kan fortabe mig i den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *