Arrivederci Marcello – for final

Nu er mine dage som scooterbetvinger ovre. Hensvundne til saga blot. Den semi-rå unge mand (mon han læser med her, man kan jo finde så meget snavs på nettet ved lidt kyndig research) kom her til formiddag, lagde cool cash på bordet og fik overdraget nøgler, hjelm og alle rettigheder til det sorte dyr. Det er lidt trist, jeg var vældig glad for Marcello. Men samtidig er jeg også blevet lettet for en stor byrde af dårlig samvittighed. Det var jo et dilemma – hvis jeg kører på Marcello, får jeg nul og nix motion og bliver skrækkelig tyk, hvis jeg ikke kører på Marcello, står den bare der og glor til ingen verdens nytte. Og desuden får man kun to måneders chik-på-scooter-med-nederdel-og-stiletter stil i detteher vejrmæssige lorteland. Dog mener jeg, at Marcello stadig vil holde stilen, da den unge mand nævnte noget med jakke og slips på sit reklamebureau-job, og det er immervæk cool latino-style at have et slips flagrende efter sig på en Vespa. Det er jo den mandlige version af at suse rundt på scooteren med stiletter og en rødprikket charmeklud. Sådan lissom Milano-style. Men så er det hermed sidste post af marcellinsk karakter. Næste gang der kommer 100/+ kilos løsslupne hestekræfter ind i billedet for mit vedkommende, må det være en brølende rå Harley Davidson. Eller så en stor, stærk kæreste da.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *