Mig og nørderne

Det her er jeg ikke særlig stolt af at indrømme. Men jeg har nørde-tække. Min ældste nørde-ven er en 82-årig fysiker. Jeg ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan, at nørderne tit ender med at få en crush på mig. Måske fordi jeg altid er venlig og rar og lytter medlevende på folks sludder, siger ja og nej de rigtige steder. Det er i hvertfald bedre at tænke sådan, end at tænke, at de måske tænker, at jeg sådan niveaumæssigt passer til dem. For så hopper jeg altså ud foran et tog. Vi skal slet, slet ikke tænke i amourøse baner her. Det er hundrede procent platonisk, at jeg synes at nogle af dem rent faktisk er kære, sådan på lige til at putte i lommen og ae på hovedet- måden. Anyway, der var en finsk teolog, der vist syntes, at vores kemi i Stockholm matchede så godt, at han per mail har tilbudt at sponsorere en romantisk rejse. Mig og ham. Spanien. Hvordan er det så lige, at man skal være diplomatisk her? I am not that into you. Abso-fucking-lutely n o t. Nå, men jeg takkede i hvertfald for den overstrømmende venlighed, men at vi ikke lige kendte hinanden så godt, at vi kunne tage på en spansk weekendromance sammen. Jeg tror næppe, svaret sivede ind. Han er i hvertfald godt i gang med at planlægge vores spanske visit, så jeg må hellere skride ind og få sat en stopper for hans romantiske forestillinger. Altså, hvad er der lige med mig og nørder?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *