Rus-sæson

Her til aften vrimler der med stive unge mennesker rundt omkring i City. Ham, der kørte foran mig på Nørregade, inden jeg arrigt overhalede ham, stødte hele tiden ind i kantstenen. Den slags gør jeg personligt maksimum en gang om året og oftest om sommeren og ud på de små timer. Årsagen til disse slingrende mennesker overalt i byen er såre simpel. Rus-sæsonen. Ja. Ungdommen kaster sig i disse dage ud i diverse akademiske discipliner såsom kamp-druk, umotiveret petting med ukendte personager og andre velmente, socialiserende events. Jeg bliver jo helt vemodig. Mit rus-år var tilbage i 2003. Ak ja. Det var tider. Min sindstilstand lige nu passer ellers fint til at være en totalt ansvarsløs og verdensfjern 20-årig. Lave body-tequila’er på tattoo-og piercerede Henrik-psycho’er fra andre hold. At drikke tæt og uafbrudt til solopgang, hvor den efterfølgende morgenmad så akkompagneres med gode gedigne bajsere. Nå, men jeg kan jo nok stadig nå det. Måske en dag, når jeg er 35 år, nyskilt, et par børn, og med et stort, uforløst behov for at være ung med de unge, så kan jeg jo tage en ny uddannelse. Og dermed tage på rustur igen. Det er jo lidt ligesom den småperverse trang til at blive student igen man får, når man ser alle lastbilerne køre dyttende rundt ultimo juni.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *