Smut, pomfrit!

Det er lige før at jeg overvejer om ikke jeg skulle tage og opfinde mig en fikitiv kæreste. Sådan en jeg kan bryste mig af med overfor disseher dybt frelste kærestefolk. Og især kunne jeg godt benytte sådan en fikitiv kæreste til at få verfet uønskede mandlige elementer af vejen. Når sådan nogle irriterende små, tynde eller bare almindeligt grimme mænd med et håbefuldt smil spørger om man har en kæreste, har man jo allermest lyst til at sige “Ja, han hedder Jørgen, er 200 meter høj og vejer 500 kg og han kan tæve dig, så ta’ og smut, pomfrit” Men så ærlig som jeg desværre er, ender jeg altid med at sige sandheden: At der ikke er nogen mand der kan påberåbe sig retten til at være mit faste vedhæng. Det i sig selv er vel meget okay, det er ikke noget jeg til hverdag græder over. Men det er så absolutto ikke okay, hvis alle mulige irriterende mandspersoner, der forøvrigt er totalt blottede for den mindste gran af selvindsigt, så tror at man per automatik ser dem som potentielle kæresteemner. Måske, for at være bare lidt diplomatisk, kunne det være en glimrende idé at de allerførst så sig selv i spejlet og derefter optog deres sludder på bånd og så det hele gennem. Bare så de lissom kunne få realiseret, at de måske burde ændre deres nuværende målgruppe hvad kvinder angik. Altså, finde nogen der passede bedre til dem sådan rent intellektuelt og fremtoningsmæssigt. Flere af sådanne uheldige rendezvous’er har jeg haft her på det sidste, og det er ved at være ret belastende. Det var jo meget nemt at få ham den der giftelystne, lille og tynde indisk udseende mand på Østerport Station til at skride i sin tid ved at bare vise et billede af min daværende kæreste, men nu har jeg ikke længere det skyts at rette mod disse hungrende mandslinger. Åh. Mænd mangler somme tider selvindsigt, og jeg mangler sommetider en fikitiv kæreste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *