Sommerform vs. Vinterform

Jeg opererer med en sommerform og en vinterform. Min vinterform er ikke ligefrem noget at prale af, da den er foranlediget af alt for lidt motion (det er SÅ koldt derude, jeg bliver herhjemme med noget chokolade og en god bog) og sommerformen er præget af en masse udendørsaktiviteter, manglende lyst til chokolade og det at jeg glemmer at spise. Men denne sommer synes det til at være sådan, at jeg bare ikke rigtig kan komme i form. Deller er helt klart mere klædelige på en brun hud end hvid hud, men alligevel. Og så hjælper det heller ikke at jeg her i varmen er ved at opbygge noget der ligner et afhængighedsforhold til Mc Donald’s, af ALLE steder man kunne vælge imellem. Heldigvis er det ikke til deres junk food, men til deres Sundae is. Mage til delikat læskende spise skal man lede længe efter. Let is, lækker konsistens og overhældt med varm chokolade. Hvad mere kan man forlange? Især, når de endda har sat isen som “Coin offer” til en ti’er. Så jeg bliver is-trængende hver gang jeg ser den karakteristiske gule måge placeret på den røde baggrund. Og det går slet, slet ikke. Især ikke, fordi jeg faktisk i virkeligheden slet ikke er særlig vild med is overhovedet. Heldigvis bor jeg i nærheden af diverse motionsfaciliteter, f.eks. en ganske udmærket svømmehal. Gad vide om ikke det er sidste dag i dag, hvor hallen er nogenlunde i fred for ADHD ramte, bakterieinficerede 4. klasses skoleelever, der plasker løs og trænger alle os andre op i en diminutiv afkrog af bassinet? Af sted, af sted Mette! Det er da ikke for sent at generhverve den sommerform, vel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *