The Devil Wears Prada

Var på dametur i byen i går, og det var superhyggeligt. Vi var i biffen og se The Devil Wears Prada. Og lad det være sagt med det samme, jeg kaster mig i støvet for Meryl Streeps skuespillerpræstationer. Det var så hende, der var the Devil herself, og Anne Hathaway, der var den unge, idealistiske journalist, der hurtigt blev forvandlet til en modeslave af rang. Gisele Bundchen som kontor-bitch, af af de dersens klikkere (navnet kommer af lyden af stiletterne der klikker på gulvet, når de panisk angste løber for livet) og i det hele taget var filmen en kavalkade af bitches med spidse… bryster. Det mandlige input bestod af den elskelige homoseksuelle mand og så den obligatoriske, forhorede fotograf, der dog i filmen var skiftet ud med en stjernejournalist. Og så var filmen et moderne kostumedrama af de store. Costume efter costume efter costume. Hvis jeg nu siger, at det var Patricia Field, hende stylisten fra Sex and the City, der havde en finger med i spillet, vil en del piger nok forstå, hvad jeg mener. Som pige kan man ikke undgå at sidde der, benovet, med store øjne, og tænke – nu gør jeg altså mere ud af mit hår, min makeup og tøjet. Hvornår købte jeg nu sidst en Chanel-taske? Ehm, jeg kommer altså aldrig dertil, medmindre jeg scorer en multimillionær, hvilket jeg efter al sandsynlighed ikke gør. Men bare jeg klæder mig anstændigt på, så jeg ikke indkasserer et elevatorblik og derefter en hønserøv af djævelske dimensioner, for så kan jeg jo lige så godt forsvinde. Puff. Filmen var rigtig god, og handlingen holdt os fangede hele vejen gennem. Måske var slutningen lidt for meget “jeg skal ikke lade mig diktere af moden, det er det indre der tæller” men det blev overvejet af ham den røvlækre fyr med mørke englekrøller, som vores kvindelige protagonist havde som kæreste. Mums. Alt i alt, en supergejlet tøsefilm med garderober a la Clueless og ikke mindst Sex and the City.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *