Autumn attack

Nu kan det mærkes, at temperaturen falder, selvom vejret er fantastisk i dag. Alle vennerne er væk fra byen her i efterårsferien. En af dem tilbringer endda ferien i et stort hus ved Cote d’ Azur med en blå udsigt over mediterranen, det svin. Og en anden er i evigt charmerende Budapest, så hun kan sådan set jo lige nu ligge i en eller anden fyrre-graders termisk bassin i det osmanske 1100-tals Lucasz-kurbad. Eller Szechenyi. Det svin. For at ikke tale om alle de bloggere på blogbot, der også dyrker ferie-mentaliteten på hver deres måde. Jeg kunne da også vældig godt tænke mig at dandere den ved en strand med en drink i den ene hånd. Plaske lidt rundt i det lune vand. Mauritius til 10K med halvpension, det står i Star Tours annoncer. Fristende. Men totalt ude af økonomisk rækkevidde. Men ferie-mentaliteten, den vil jeg også have. Så jeg har spontant planlagt, at turen går til eksotiske Jylland her til aften. Kan være passager i mors bil på vejen hjem, og så hopper jeg af i Århus og besøger en veninde og måske lidt familie. Et par dage/plus-minus i Smilets by, det bliver rart. Århus er en skøn by synes jeg, og jeg synes altid jeg kunne blive der i længere tid. Denne gang skal Aros-museet altså inspiceres. Og efter en injektion Århus skal turen gå nordpå. Der er opvartning ad libitum, læsning af bøger, lange gåture og begramsning af nuttede pelsdyr i vente. Og Aalborg er altid hyggelig at checke ud. Nu begynder jeg da alligevel at glæde mig til en slags ferie. Det er trods alt sjovere at tilbringe (læse)ferien forskellige steder i Jylland frem for de små daglige ekskursioner til den sorte Diamant, CBS eller KUAs læsesale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *