Rengøring

Lige nu skinner store dele af hytten om kamp med min lige så strålende samvittighed. Det er dog det samme der sker hver evig eneste gang. Jeg tager mig først sammen til at støvsuge, når nullermændene truer med at begå mytteri og overtage verdensherredømmet. Det er sådan nogle rigtige pige-nullerkvinder, dem jeg opdrætter herhjemme. Klumper af lange, mørkeblonde år blandet med støvfnug. Gad vide, hvordan drenge-nullermænd ser ud? Når det er rigtig slemt, flyver mine nullerkvinder rundt og minder mig om hvor ulækker jeg i virkeligheden er. I dag likviderede jeg nullerbasserne koldblodigt, en for en, med støvsugeren. Egentlig var det en meget tilfredsstillende følelse. Hvorfor gør jeg så ikke det oftere? Ved første øjenkast er jeg nydelig og velsoigneret, og med styr på sagerne. Men hvis man ser på mit hjem, tror jeg i virkeligheden ikke, at der er nogen mand, der egentlig ville have mig. Især ikke, hvis de opdagede mit totale fravær af noget, der minder om et rengøringsgen. Hvem vil leve med en, der har et hygiejneniveau, der tangerer en ungkarl? Eller næsten da. Jeg tror ikke at jeg har gjort rent på mit toilet, sådan rigtig, med desinficerende midler, lige siden jeg flyttede ind. I juni. Nå, men i virkeligheden er det der med rengøring lidt ligesom det med sport. Man ved udmærket godt, at man skal gøre det regelmæssigt for at sikre ens optimale trivsel. Men man ender med at aldrig gøre det. Selv om man godt ved, at den følelse, der opstår bagefter, slår selve arbejdet og overspringshandlingerne – bare det at læne sig tilbage og nyde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *