45 minutter i helvede…

… og jeg er kommet levende ud. Endda med en pæn rest stolthed og værdighed i behold. Godtnok storsvedende og højrød over det hele, men stadigvæk, jeg gennemførte spinningtimen så godt som uden pauser. Ligesom alle de andre motionsfreaks. Det var ikke til at undgå at føle en vis masochistisk stolthed over min egen formåen. Hvis jeg kunne klare første time efter oceaner af tid uden at sætte mine ben i fitnesscentrets spinninglokale, vil jeg også kunne klare næste time. Og næste efter. Og så gjorde jeg det, selv om jeg på ingen måde måtte bruge flere penge i denne måned: Købte et par fine spinningsko. Kald det en investering. Det betyder så med andre ord, at jeg har indvilliget i at lade mig og mine ben piske rundt af storsmilende lækkerbamse af instruktør. Han kunne i hvert fald få mig til at svede som ingen mand før har kunnet. Eh. Mere vil have mere, eller, det er i hvert fald let nok at sige det når jeg sidder her på den anden side, stadig sprællevende. Faktisk tror jeg i virkeligheden at det var en ganske fornuftig beslutning at sælge Marcello, den kære scooter, og i stedet for investere i min højrøde lyn. Og så senest de fine spinningsko. Nu forventer jeg resultater. Altså, selvom jeg var positivt overrasket, så gør jeg det jo også kun af en grund. Faste baller. To uger, maksimum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *