Jeg døde vistnok ikke…

… men det føltes som jeg lige er nedkommet med sådan et kæmpestort uhyre, lissom den der menneske/ufo/djævel ting enelleranden på Riget fødte – nu kan jeg ikke huske hvad det præcist var for noget, men jeg kan i hvertfald huske at babyen eller væsenet eller hvad det nu var, som noget ret stort, gammelt og grimt. I dagevis har jeg rendt rundt med nerverne udenpå tøjet vel vidende at jeg simultant skulle aflevere BA-projekt og Visualis (blad hvor jeg som redaktør har skullet tage stilling til ti millioner små ting) og så har jeg alligevel mestret at finde den ene overspringshandling efter den anden på MSN, når jeg altså ikke sad på læsesal og svedte over narrative og æstetiske teorier. Nu er begge projekter nakket. Jeg føler mig mig lidt tom, meget lettet og meget fri for nogen som helst form for forpligtelser. At føle man er nedkommet med noget meget stort, gammelt og grimt. Tja. Den sætning røg lissom ud af tastaturet, og nu må jeg hellere fortolke mine egne ord nu hvor jeg er så godt i gang. Stort, gammelt og grimt? Det kommer nok af at der var så meget knald på med opgaven til sidst, at jeg knap nok nåede at føle, at jeg nu havde læst det hele ordentligt gennem. Blev sproget nu tilpas knudret og kedeligt at det kunne gå for at være en såkaldt akademisk opgave? Til sidst trykkede jeg bare på udskriv og derefter kopierede jeg som en rasende. Papirer over det hele. Og så fik jeg afleveret et lille kvarter inden deadline. Nu håber jeg bare det vitterligt var et godt projekt – det ved jeg bedre når jeg om et par dage er faldet så tilpas meget ned, at jeg kan læse opgaven med nye, friske øjne. Nu tror jeg bare jeg trænger til en monstrøs, kæmpestor, eh, fadbamse, hedder det vist. Meget gerne i juleforklædning med extra høje procenter i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *