Læsesale

Jeg har fået en forbandet irriterende vane her på det sidste: Jeg ignorerer konsekvent vækkeuret og vågner så af mig selv en time efter. Sjovt nok gør jeg det bare ikke når jeg virkelig skal noget, så er der ingen problemer med at komme op nogenlunde til tiden. Men i dag er store læsedag, og sådan noget dikterer man jo helt selv, og jeg havde planlagt at tilbringe den på handelshøjsskolens fine læsesale. Af erfaring ved jeg at den allerede 9:30 er propfuld af flittige business-studerende, så der er om at komme tidligt ud af døren for at få en plads med udsigt (også til alle de små lamsebamser der render rundt derude med deres tilbagestrøgede Dario-frisurer) eller så da bare en plads overhovedet. Men nu har jeg lige fået morgenmad og ved at jeg kan skyde en hvid pil efter at få en læseplads derude i bekvem nærhed, så jeg må motionere extra for at komme helt ud til Amager. Der er der til gengæld ingen problemer med at finde en plads i læsesalene. Men lige nu trækker den blæsende cykeltur ikke, heller ikke selvom jeg hos Nørgaard på Strøget har anskaffet mig en fin, sort, regntæt og meget varm jakke med indbygget værn mod numse-flash. Nå, men afsted nu. De åbner klokken 10. Og i morgen skal jeg altså på CBS for nu er der ikke mere tid til at strække min BA opgave ud. Den skal… oh-my-God… afleveres på torsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *