Post fra en skyttegravskrig

Så var jeg lige til en ganske interessant debataften på det lokale bibliotek om offentliggørelsen af Videnscentrets rapport med konklusionen at forældrene er de bedste sprogmodeller til deres døve børn – eller mere indforstået: TAL til ungen, det er det bedste. Endnu mere indforstået: Sid helst ovenpå hænderne, de skulle nødigt komme til at flagre umotiveret i luften. Det er nemlig ikke så godt for den talesproglige udvikling hos pseudo-hørende børn, hvis de formaster sig til at bruge tegnsprog. Egentlig en meget grim holdning der fratager de børn alt hvad der er at falde tilbage på. Det endte naturligvis med nogle spredte mudderklatter hist og pist, men heller ikke værre end at jeg kunne fornemme, at folk var lidt småtrætte af den skyttegravskrig der hersker mellem tegnsprogslejren og talelejren. Eller snarere krigen mellem ekstremisterne. Hvis jeg skal høre til en fløj er det helt klart og uden tvivl tegnsprogsfløjen. Men jeg synes da også det er fint at de nye mennesker lærer at tale. Det skal de også have lov til så længe de ikke bliver decideret pint og plaget. Det blev nogle af os i hvert fald da vi var yngre. Jeg personligt ville da gerne have lært at tale noget pænere end jeg gør nu, men jeg ville til enhver tid vælge at have det skriftlige danskniveau jeg har end at kunne kunsten at ytre et par ord. Og desuden tror jeg alligevel ikke at jeg ville have lært det. Uden at skulle gøre mig for klog på det kunne jeg fornemme, at vi døve (tegnsprogslejren) synes at de (talelejren) ødelægger alt for tegnsprogets fremtid. Mens de (talelejren) synes at vi (tegnsprogslejren) er en kæmpe klods om benet nu hvor vi ikke lader deres poder få lov til at være hørende. I virkeligheden kæmper vi allesammen om den samme ting: bedre forhold end de allerede eksisterende. For forholdene er absolut ikke optimale, hverken for døve, hørehæmmede, CI eller små grønne mænd fra Mars. Meget interessant egentlig – også at få mulighed for at se nogle af forældrene til de små nye døve mennesker. De er jo ikke de behårede uhyrer jeg på en eller anden måde troede de var, men ganske almindelige mennesker ligesom mig selv. Og så håber jeg at de fik cirka samme konklusion om os døve. Nu krydser jeg fingre for at vi snart finder på en eller anden form for enighed i stedet for at fortsat bekrige hinanden. Det ender jo aldrig godt hvis det skal fortsætte på den måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *