Garderobeskabe

Så er den store garderobeskabsjagt gået ind. Jeg har altid syntes, at garderobeskabe var sådan nogle store, grimme og klodsede eksistenser i møbelverdenen. Sådan nogle, der ikke rigtig kan passe ind nogen steder, og som bare per definition er enten uskønne eller kiksede at se på eller så da begge dele. Men ikke desto mindre er de en af de mest uundværlige møbler i møbelsamlingen, da de skal huse en masse tøj, sko og hvad man nu ellers kan smide ind i sådan en størrelse. Hvis jeg selv skulle bestemme, ville jeg naturligvis gerne have en specialbygget walk-in-closet med avanceret computerudstyr til sortering og sammensætning af tøj som i Clueless. Det er jo enhver piges hemmelige drøm. Men nu har jeg jo heller ikke prinsessekammeret hertil, selvom jeg gør alt hvad jeg kan for at få den rette anstrøg af eksklusivitet ind i soveværelset. Nu har jeg jo talt varmt for en omfattende afikeaficering af hjemmet, men jeg må indrømme, at den mest værdige kandidat til at huse mine (overraskende store) mængder af tøj og sko må blive noget fra Ikeas PAX-serie. De skabe er så praktiske. Jeg er vild med at der er alle mulige smarte opbevaringsløsninger til selv de allermindste dippedutter. Jeg er vild med at man hos Ikea kan købe nu og betale senere. Og hvis jeg formår at fremelske nogle hidtil usete kreative evner, kan jeg jo med god samvittighed customize skabet med lidt fint tapet og nogle spændende dørgreb. Okay, i virkeligheden er der faktisk et skab, som jeg kunne lide ved allerførste klik. Bolia har det fineste røde garderobeskab, det som er afbildet på billedet, men lige meget hvor porno det er, vil jeg i skrivende stund ikke give 12.875 kroner for det. Og i virkeligheden er rødt nok lidt forstyrrende for ideen om at mit soveværelse skal udstråle totalt zen. Så mon ikke jeg ender med at svinge dankortet endnu en gang hos Ikea?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *