Strøtanker om lyd

Jeg har sådan set tit gået og spekuleret på om jeg i virkeligheden er musikalsk, selv om jeg er døv. Eller, det hørte jeg engang, at jeg var. Men jeg ved jo faktisk heller ikke rigtig hvad det vil sige at være musikalsk, selvom samtlige medlemmer af min familie vistnok er forholdsvis musikalske. Men jeg har så til gengæld en ganske omsiggribende navnefetich. Denne noget aparte interesse gælder også for selvsamme musikalsk intelligente familiemedlemmer. Når jeg så ser et smukt eller mærkeligt navn, eller et ord for den sags skyld, kan det ske at det sætter sig fast på hjernen. Lissom hørende mennesker tit siger, at de har fået en sang på hjernen. Ligenu er der en bekendts navn der spøger i min bevidsthed, og når jeg vasker op, går det helt amok. Manden hedder sådan sammenlagt kumaravathananmuthukumarapillai, og jeg synes det er helt fantastisk. Så der er kumaravathananmuthukumarapillai og gopikapararajasingam over hele linjen, mens jeg svinger med opvaskebørsten. Og så kan det italienske sprog bevæge mig i den grad, at jeg bliver helt blød i knæene. Gad vide om jeg ville være til storslåede operaer a la Pavarotti, Domingo & Carreras, hvis jeg altså lige kunne høre? Gad vide om det var det, jeg så ville skråle til opvasken? Eller i badet? Måske det så alligevel er meget godt, at jeg er døv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *