The fast moving life

Her en lille halv time inden jeg skal ud og spise indisk mad og suge store cocktails, måske, sidder jeg og drikker et glas rødvin og spiser oliven og peanuts. Det er skræmmende sikre tegn på at man er ved at blive voksen. Men det er ikke desto mindre rimelig hyggeligt på den der solo-cool agtige måde. Nå, men der checkes blogs ud på Blogbot. Sådan noget er jo også superhyggeligt. Faldt over Skriftestolen, hvor Tom skriver om hvor travlt han har med alt muligt, og så spørger han, om han er den eneste, der har et fast-moving liv. Uh, nej. Godtnok skal jeg selv ud i aften, men jeg udlever langtfra den der fast-moving livsstil. I denne måned vil jeg derimod sige, at der da gerne måtte have været lidt mere gang i mit liv. Men på den anden side. Mon ikke vi er nogle stykker, der egentlig er ved at være en smule småtrætte af, at det er funky at leve det der liv på overhalingsbanen? Jeg mindes at have læst i det nyeste nummer af Eurowoman, at en af skribenterne, vistnok, havde det 2007-ønske, at det blev mindre smart at have aftaler de næste 10 weekender i træk. Og hvor kunne jeg ikke være mere enig med hende. Hvad er der egentlig galt i at have 2 weekender i træk, hvor det eneste man sådan set reelt behøver at gøre, er at vralte rundt i en rute, der hedder sofa-køkken-toilet-seng? Ja, jeg spørger bare. Det var så lige min lille sofa-strøtanke, her lige inden jeg (ganske selvmodsigende) skal ud og forhåbentlig have en sjov aften, som jeg husker i lang tid efter, fotografisk dokumentation eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *