Dovenskab og selvkritik

Her til morgen måtte jeg tale hårdt til mig selv. Meget hårdt, endda. At tale dunder, hedder det vist. Nu tager du dig sammen, dit store, dovne læs lort. Se lige dig selv i spejlet. Hvad er det der? Og det der? Tag dig sammen. Der er fandme ingen undskyldning for ikke at tage afsted til spinning. Din døgenigt. Afsted nu, og det skal fandme være NU. Skrid så! Døren er lige dér. Hvad skal det dog blive af dig? Tag dig SÅ sammen og det skal være NU. Det er jeg så glad for at jeg gjorde. Det er jo faktisk ikke så slemt at være til fitness, eller så generelt bare at komme i gang, når man bare har været kørende i 2 minutter. Men det er det samme show hver gang. De mest mærkelige undskyldninger for at slippe er dukket op. Hidtil har det været sneen. Og så har det været at tøjet var til vask. Og at jeg lige havde en deadline (som jeg så intet gjorde ved) At jeg havde spist for meget. At jeg følte mig presset. Nu, efter en gang motionering, er jeg super-tip-top-motiveret og skal da bare i gang med mine hængepartier efter pizzakatastrofen igår. Jeg er så motiveret at jeg har sagt til mig selv at jeg da naturligvis skal spinne lige inden arbejde, sådan en lille, morgenfrisk time fra 6.30-7.30. Og så kan man jo stryge dugfrisk på arbejde bagefter. Gad vide om jeg overhovedet gennemfører den plan? Nå men det SKAL jeg. Jeg gider jo ikke at være et stort, dovent læs lort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *