Du er det du låner på biblioteket

Jeg har lige for første gang været en tur på det lokale bibliotek. Øbro Jagtvej, med hele 3-4 etager, hvor skønlitteraturafdelingen naturligvis er øverst oppe. Så får jeg jo næsten helt gode baller af at frekventere biblioteket. Nå, men deres udlån- og afleveringssystem var nede i dag, så jeg skulle aflevere og afhente bøgerne manuelt. Helt ligesom i gamle dage. Det havde jeg virkelig glemt alt om. Det var da ikke særlig sjovt dengang. Tænk, hvis ens interesse blev fanget af en bog med en bizar titel, så måtte man jo overvinde en hel del ved at skulle udlåne den. Sæt nu, at karen bag ved skranken syntes man var en freak, eller så bare ynkelig? For at ikke tænke på de andre lånere bag i køen, hvis nu karen kom til at flashe bøgerne alt for åbenlyst. I dag lånte jeg så bog om rengøring (nu må jeg altså se at blive mere huslig) No Logo af Naomi Klein (jeg ved godt jeg læser den flere år for sent) og så endelig en bog med titlen “Sådan er mænd”. Sidstnævnte var jeg allermest beklemt ved at skulle flashe offentligt. Altså, alene dét, at jeg låner sådan en bog. Som om jeg ikke kunne finde ud af mænd. Det kan jeg jo nok heller ikke, men det behøver resten af verden jo ikke at få at vide. Nå, men nu har jeg jo sådan helt frivilligt udbasuneret det her på bloggen. Men pointen med alt det her er, at det kunne have været meget værre. Og da bør vi virkelig prise den fagre nye verden, og det, at man nu låner bøgerne digitalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *