Patrizia Pepe

Den allermest syndige tanke er ved at få godt og grundigt fodfæste i mit ellers så uskyldige sind. Jeg er blevet rimelig besat af tanken om at investere i en trenchoat. Ikke hvilken som helst trenchoat, men en sort model fra Patrizia Pepe, som er på en noget ublu prisleje, i hvert fald noget som er ganske forfærdende for min ellers jyske jordnærhed. Og det kan også være, at Patrizia Pepe er et yndlingsmærke for stramme-hvide-jeans-segmentet, men denneher trenchoat er så gennemført classico og har tilmed også klasse. Det er i netop sådan en sag, man bør suse afsted på en Vespa. Gad vide, hvordan Marcello egentlig har det? Nå, men så slanker sort også, og netop denneher model fremhæver min talje så fantastisk. Og så har jeg faktisk ikke ejet en sort jakke i flere sæsoner. Den her trenchoat går til alt og ligner også en, der kunne klæde mig sæson efter sæson. Altså, her taler vi om en langtidsinvestering. Er det i sig selv ikke undskyldning nok for at nonchalant og (økonomisk) overskudsagtigt svinge med kontokortet? Jeg blev for nylig introduceret for at man hos Illum kunne få oprettet en konto. Det er også en synd i sig selv, men ikke desto mindre kunne det realisere, at jeg fik et styk mærkevare. Hvis jeg stadig er lige så besat på mandag, må jeg skynde mig at kaste mig frådende over den sidste jakke størrelse 46. Ja, 46, sgu. De der italienerinder har vist en anden idé om tøjstørrelser end os korpulente skandinavere. Men okay, hvis det kan få mig til at stige flere takker opad på chik-barometeret, er der jo heller ikke nogen, der behøver at vide, at min trenchoat er størrelse 46. Det og prisen snakker vi ikke om, vel?

0 tanker om “Patrizia Pepe”

  1. Nu skriver jeg lige det, som der måtte forventes af mig… Du skal da klart købe den. Eneste minus der er ved Pepe er, at hendes detaljer på overtøjet er ret genkendelige og der er mange i gadebilledet. Men en klassisk trench coat det skal man da ha’! Men ikke på Illumkort – vent hellere og spender din første løn på den!

  2. Jeg købte ikke trenchoaten. PP laver simpelthen tøj til minimennesker. Det var med stor skam at jeg måtte bede om en størrelse 46, og sådan en kan man stadig ikke rigtig cykle rundt i. I stedet for købte jeg en Tiger of Sweden trenchoat, men jeg kan stadig ikke finde ud af med mig selv hvor anstændigt det er at købe så dyr en jakke, når der er så meget andet jeg også skal have…hmm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *